Læsetid: 5 min.

En slags andenrangs-borgere

Et af Kroatiens største problemer er at få landets fordrevne serbiske mindretal tilbage. Mange er kommet tilbage, men de føler sig ikke velkomne
24. januar 2002

Hjemlængsel
KNIN – Ægteparret Snezana og Branko Kukolj lever i et kafkask mareridt i Knin, som ellers ligger så smukt i dalen mellem bjergene i Krajina-provinsen tæt på Bosnien. De har levet som flygtninge i deres egen by siden 1997.
»Havde vi vidst, at det ville være sådan, var vi aldrig kommet tilbage,« siger Branko Kukolj, en spinkel mand med kort hår og overskæg. Han er 51 år, men ser ældre ud.
Hver dag må de gå forbi det hus, som de flyttede ind i 1979. De ejer det, de har skøde på det; men de må kun se, ikke røre, for der bor en fremmed i det, en kroatisk flygtning fra Bosnien, som nægter at flytte.
Mens familien Kukolj venter på, at han flytter ud – og det har lange udsigter – bor parret med deres to voksne døtre i et lille, sparsomt møbleret hus med fugtige vægge i landsbyen Vrpolje uden for Knin. Det er her, de nu sidder og fortæller deres historie.
Familien Kukolj var blandt de 200.000 serbiske indbyggere, der måtte flygte over hals og hoved, da Kroatien genvandt kontrollen over Krajina med Operation Storm i august 1995. Da det serbiske mindretal var flygtet til Serbien og Bosnien, inviterede Tudjmans regering kroater til at bosætte sig i de ledige efterladte huse og lejligheder.
Nu er ca. 9.000 fordrevne serbere vendt tilbage til Knin, og de fleste er i nøjagtig samme båd som Branko og Snezana Kukolj: deres lejligheder er okkuperet af bosniske kroater, som i henhold til den kroatiske lovgivning ikke kan smides ud, før der er fundet en anden bolig til dem.
»I Serbien var vi flygtninge; her bliver vi generet og kaldt tjetnikker (nedsættende ord for serbere, red.),« forklarer 45-årige Snezana Kukolj, efter at hun har skænket sød kaffe og hjemmebrændt Rakija op.
Hendes mand fisker en Walter Wolf-cigaret ud af pakken. De har fortalt deres historie før, men det er stærke sager. Branko må gnide sig i øjet over bristede drømme. Snezana fortsætter:
»Vi var meget optimistiske i starten, for vi var sikre på, at vi ville få huset tilbage. Vi skrev utallige breve til regeringen, til præsidenten og til FN. Men boligkommissionen i Knin sagde bare, at ’når I klager, så sinker I vores arbejde.’«

Kommunal hetz
Den slags chikane fra officielt hold er hverdagskost. Igen og igen oplever tilbagevendte serbere, at deres ansøgninger er pist forsvundet hos en vrangvillig kommunal boligkommission, der ellers er til for at servicere og behandle sagerne professionelt.
I januar 2000 bebudede Kroatiens nyvalgte regering en ekstra indsats for at løse konflikten med de hjemvendte serbere (ikke mindst fordi en løsning på problemet er afgørende for et videre samarbejde med EU).
Men der er stadig alvorlige problemer ude i kommunerne. Den nu afdøde præsident Tudjmans højrenationalistiske parti HDZ sidder tungt på posterne i lokalsamfundene – også i Knin.
På en væg i OSCE’s (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) kontor i Knin hænger et stykke papir med navne og partitilhørsforhold på borgmestre og kommunalrådsformænd i den del af Kroatien, hvor OSCE overvåger udviklingen. En hurtig optælling afslører, at 50 ud af 73 personer repræsenterer enten HDZ eller andre mere højreorienterede partier. Ifølge Helsinki-komiteen i Knin stiller HDZ sig på tværs ved for eksempel at lade retssystemet arbejde uendelig langsomt over for serbere.
På papiret ser det ellers godt ud. I kroatisk lovgivning om minoritetsrettigheder fremgår det tydeligt, at minoriteter skal være proportionalt repræsenteret i kommunalrådene. Lovgivningen bliver bare ikke fulgt op lokalt.
Imens er Snezana og Branko Kukoljs besatte hus ved at blive splittet ad. Den bosniske kroat, som okkuperer ejendommen, går for tiden og fjerner husets døre, vinduer, rammer og karme; han er nemlig ved at bygge sig et andet hus i nærheden af Zagreb.
Ifølge OSCE’s kontor i Knin har manden, der arbejder som bestyrer på en tankstation, også en lejlighed i Bosnien. Ret beset har han altså ikke brug for huset i Knin, og dermed okkuperer han det ulovligt.
Mange af de ’nye’ beboere har raget til sig, fordi alle lejlighederne stod tomme efter den kroatiske indrykning i 1995. Familien Kukolj kan blot se til. De har talt med manden, der bor i deres hus, men han gider ikke at snakke om det.
Hvis ikke Snezana og Branko Kukolj tilfældigvis kunne opholde sig i dette lejede hus, måtte de vente i Serbien. Bosniske kroater får derimod boliger stillet til rådighed på statens regning – alene på grund af deres etniske baggrund.

Ruinlandsbyer
Et andet problem er de mange serbiske huse, som blev gjort ubeboelige under Operation Storm i 1995. Så snart man kører ind i det historisk serbisk-dominerede Krajina, mødes man af et gruopvækkende syn. Hundreder og atter hundreder af ruiner efter serbiske huse, som blev brændt ned dengang – langs vejen, på bjergsiderne, i landsbyerne, man kører igennem, og nede i dalene. Sindsbilledet på moderne etnisk udrensning. Af de kroatiske ejendomme, som blev brændt ned, er 95 procent blevet bygget op igen, mens kun to procent af serbernes huse er sat i stand.
Et eksempel: En halv snes kilometer uden for Knin ligger to lige små landsbyer side om side. I Kijevo, der altid har været beboet af kroater, har alle husene nye tage, og der er lys i vinduerne. Fra 1991 til 1997 var Kijevo blot en dynge udbrændte ruiner. To kilometer længere ude ad vejen ligger den serbiske landsby Civljana, eller rettere resterne af den. Husene har ingen vinduer og tage – det er kun egnens vilde dyr, der bebor dem. Og sådan har det været siden nedbrændingen i 1995.

Tiden går
Milorad Pupovac, formand for Serbernes Nationalråd i Kroatien og medlem af parlamentet, sidder ulasteligt klædt i lædersofaen på sit kontor midt i Zagreb. Han er det serbiske mindretals repræsentant på de bonede gulve og er heller ikke tilfreds med regeringens bestræbelser. Han undskylder ligefrem »bitterheden«, når han taler om det.
»Regeringen tror, at demokrati i sig selv løser minoritetsproblemet. Du må forstå, at det serbiske mindretal ikke kan hjælpe sig selv under de forhold. Serberne er stadig en slags andenrangsborgere i Kroatien. Reglerne og juraen er i orden, men når det kommer til det praktiske...,« siger Milorad Pupovac og trækker på skuldrene.
Et er sikkert: Snezana og Branko Kukolj er ved at miste håbet. Hvis de ikke snart får deres hus tilbage, forlader de Kroatien. Hvor de vil flytte hen, ved de ikke.
»Men vi vil i hvert fald ikke flytte til Serbien eller Bosnien. Så hellere et andet land i Europa, hvis bare vi havde penge til det. Eller måske skulle vi bare flytte op i bjergene og glemme vore problemer dér,« siger hun med et anstrøg af ironi stemmen.

FAKTA
Krigsskuepladsen Knin
*Da Jugoslavien brød sammen, blev den kroatiske by Knin hovedstad i ’Den Serbiske Republik Krajina’, efter at områdets mest radikale serbere havde overtaget kontrollen.
*Knin var hovedstad i fire år. I august 1995 indledte kroatiske styrker på præsident Franjo Tudjmans ordre en mod-offensiv, Operation Storm. Her blev ca. 200.000 serbiske indbyggere fordrevet fra Krajina. Tudjmans regering modarbejdede den serbiske befolknings tilbagevenden til Krajina.
*Siden en ny regering blev valgt i januar 2000, har Kroatien været mere velvillig. 30.000 serbere menes at være tilbage i Krajina. Yderligere 16.000 har udfyldt de nødvendige papirer. I Knin udgør serberne knap halvdelen af de 16.000 indbyggere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu