Læsetid: 6 min.

Sløret i sjælen

I den ene ende af verden dækker man kvinden helt til, i den anden klæder man hende helt af. Måske har det trods alt noget med hinanden at gøre?
11. januar 2002

Qlummen
Krigen i Afghanistan mod taleban-styret er nu stort set rykket fra avisernes forsider og ind på udenrigssiderne. Sådan går det med krige og komplicerede udenrigspolitisk situationer, de glemmes, når de ikke er spektakulære mere, når der ikke er fly og tanks at følge på landkort, når hovedstaden er ’taget’ som det hedder, når det militære mål er nået.
Men vi er stadig nogle, der husker, at symbolet på amerikanernes eller den vestlige verdens ’sejr’ var et kvindeansigt, der omsider kikkede frit ud mod kameraet på millionvis af mennesker verden over. Utrolig mange dagblade på hele kloden syntes, at netop dét billede var symbolsk: Endelig kunne kvinderne smide burkaen, dette himmelblå torturinstrument, der gør kvindeligheden til den flagrende, flygtende og ansigtsløse skygge, som var så karakteristisk for det afghanske gadebillede. Men hvis dette billede var symbol på den vestlige verdens sejr, så er sejren på ingen måde hjemme endnu. De afghanske kvinder vandrer stadig rundt i gaderne som blå skygger. Der høres musik i Kaboul, mændene har barberet de lange skæg af, men kvindeansigtet og kvindekroppen er stadig skjult, og der er god grund til at spekulere over, hvorfor det mon forholder sig sådan.

Inden den evindeligt berusede franske forfatter Houllebecq i september fik mundkurv på af sit forlag efter sine udfald mod Islam, havde han nået offentligt at foreslå, at man i stedet for at kaste bomber ned over Afghanistan skulle kaste forsyninger af netstrømper og lårkorte nederdele ned over folket. Med endnu en af sine provokationer fik den fulde mand i al fald peget på noget af det absurde ved det vestlige verdens kvindesyn, og den ulidelige sikkerhed med hvilken vi pådutter andre det. I gaderne i den vestlige verden, vælter billeder af halv- og helnøgne kvinder ind i synet på én fra glitrende reklamestandere, kvinder er tydeligvis objekter og flere såkaldt ’liberale’ islamister, har da også forsvaret om ikke burkaen, så i al fald tørklædet, der skjuler håret, som en frigørende faktor, et skjul, der befrier kvinden fra det blik, der reducerer hende til seksualobjekt. Der findes, hvor mærkeligt det end lyder for den unuancerede debat, der er gængs i disse tider, feministiske islamister, der med glæde tager tørklædet på.
Men hvorfor er kvinden mon så farlig, at hun i visse kulturer slet ikke må ses og på den anden side så farlig interessant, at man i andre kulturer igen og igen kan fremvise hende nøgen? Og hvordan kan man efter over hundrede års kvindefrigørelse stadig sælge dette og hint ved at fremvise afdækkede kvindekroppe? Hvordan kan det være, at man som yderpunkter finder den helt tildækkede og i den anden den helt nøgne og ofte pornoficerede kvindekrop? Eller spurgt på en anden måde: Hvad er det, der skjuler sig mellem en kvindes ben og som f.eks. gør, at man opfinder noget så avanceret som Internettet, sætter det i værk og at samtlige søgemaskiner derefter straks svømmer over af forespørgsler på: sex? Så millionvis af internauter selv på skærmen sidder og kikker ind mellem benene på damerne med en ihærdighed, der får én til at tænke, at det så alligevel er, som om der er noget, der ikke kan ses – at der er noget, der er sløret?
Dét som kvinder har mellem benene, og som enten altid er sløret eller som man så ihærdigt forsøger at afsløre er: Ingen ting. Og det er jo absolut skandaløst. Man kan vel nærmest kalde det verdens første og største skandale. Et hul, et dyb, en mangel, en længsel. Og hvis hun ikke har noget, så vil hun vel have noget, og hvor vil hun få det fra, fra hvem og hvordan? ’Den lille forskel’ kalder vi det nuttet i Danmark og tager ganske fejl. Det er den allerstørste forskel, fordi den er så radikal. Den bevirker, at der findes den ene og den anden, og at de ikke kan reduceres til at være ét og det samme. Den gør at kvinder begærer mænd, og at mænd begærer kvinder, og at der bare ikke er nogen måde, at man kan få det til at gå ud på ét. Den gør det kort sagt umuligt kun at fortælle én historie, og derfor er denne forskel farlig for enhver fanatisme. Eller for enhver fascisme – man kan jo tænke over, at fascisme kommer af det latinske ord fascinus, der på græsk hedder: fallos. Fanatismen er altid étkønnet, for så vidt som den kun tillader én tankegang. Og kan man ikke slå forskellen ihjel, så kan man i al fald gøre den usynlig; hænge et lagen over den – eller en burka. Og under sløret breder den obskøne kvindelighed sig så til hele kroppen, selvfølgelig. For en afghansk kvinde må det at smide sløret og vise sit ansigt minde om den fornemmelse, vi andre har ved pludselig at være helt blottede og nøgne. Sådan tager hun sig ud i mandens blik, og det gør nogle amerikanske bomber hverken fra eller til.

Men ovenstående betyder selvfølgelig også, at den farlige kønsforskel er en forskel, der forhandles på plads i et hvilket som helst samfund. Det er en af ekstremerne, vi har set i Afghanistan, er, at mændenes virilitet i den grad er kvæstet og truet, at de i bogstaveligste forstand har fjernet den farlige kvinde fra synsfeltet og endog forkaster moderligheden med deres slagord som »Vi elsker døden højere end livet«. Så selvfølgelig går den besværlige bestræbelse nu ud på, at få kvinden til at titte frem under burkaen og at forlige disse angste mænd med kvinden og seksualiteten. Ganske enkelt fordi det er det eneste, der på længere sigt kan sætte en stopper for deres seksualfrustrerede dødsdrift.
Men samtidig må vi endnu engang betænke, hvor lang tid det har taget Vesten at komme sig over kønsforskrækkelsen, og hvilket primitivt stade, vi selv på mange måder befinder os på. Vi er nået frem til en vis ordning, kvinder har i vort samfund ikke slør på, men spørgsmålet er, hvor bevidste vi egentlig selv er om den slørede kvindelighed, om sløret i sjælen eller skulle man vove at sige: sløret i kroppen? Er alternativet til den afghanske kvinde netstrømper og lårkorte nederdele? En af de ting som de sidste måneder har afsløret er, at ganske mange af de slørede kvinder er særdeles sexede under burkaen, hvor der både er høje hæle, glimmer og make-up. Man kunne måske sige, at de under sløret har fundet samme løsning for kvindeligheden som de fleste vestlige kvinder nemlig: Maskeraden. At de nærmest i dobbelt forstand er klædt ud som kvinder. For en måde at sløre kvindens kvindelighed på, er jo paradoksalt nok at klæde sig ud som kvinde.
Mange feminister har med rædsel set på, hvordan deres døtre igen begyndte at ’gøre sig til’ for mændene, efter at de selv ihærdigt havde prøvet at udligne forskellen. Men måske gør ’døtrene’ sig i lige så høj grad til for sig selv, fordi det nu er en måde at være kvinde på, at klæde sig som sådan? Og at det at udligne forskellen, blot er en anden version af at fornægte den, en fornægtelse som det hverken er muligt, eller sjovt, at leve med? Der er ingen lette løsninger på disse spørgsmål, men hårfine balancegange, på noget så skrøbeligt som lysten.

Måske skjuler de mange nøgne kvinder, som vi hele tiden konfronteres med i gadebilledet, det faktum, at det faktisk er noget nær umuligt at ’afsløre’ kvinden. Samtidig med, at dette forehavende er noget af det mest interessante i verden. Men denne heldigvis uendelige fascination, har vi altså ikke fundet på noget mere elegant at stille op med, end at gøre den til et salgsargument. På den sidste nye reklame for parfumen ’Opium’, ligger en voluptiøs, hvid kvindekrop, der i al fald i Frankrig kan beskues ved nærmest hver eneste busstopsted, nydende henslængt. Hun er ikke alene klædt i sine smykker, make-uppen og skoene, men på det nærmeste også i sit eget kød. Hun er også klædt i en vestlig fantasme: Hun er odalisken, haremskvinden. Selv her, hvor den vestlige verden kunne tro at klæde kvinden af til skindet, er hun således overhovedet ikke nøgen. Det er nærmest en fornærmelse at tro det. Kvindeligheden er noget andet, igen, den er langt mere end det, eller mindre. Og at turde gå hen og møde den i stedet for at plastre den op på skærme og vægge, kræver langt mere end dødsdriftens kamikazemod. Det kræver mandsmod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her