Smid ikke staten på porten

Klassekamp
Jeg vil bruge interviewet med Pia Olesen og Villy Dyhr den 29. december til at advare mod deres (og andres) forgudelse af det civile samfund på bekostning af staten.
Det er som sagt rigtigt, at forskellen mellem SF og Socialdemokratiet ikke kom ordentligt frem under valgkampen. Men vi farer vild, hvis vi går ud fra, at det er holdningen til staten, der udgør forskellen, og at vi – i modsætning til S – skal gå ind for decentralisering, græsrødder, selvforvaltning og civilt samfund i stedet for statsmagt. Nogle SF’ere er blevet så betaget af denne fejlslutning, at de mener, at SF bør søge en alliance med de liberale partier – V og RV – snarere end med S. Overfladisk set logisk, for de samme floskler om decentralisering og opgør med ’systemets’ formynderskab hører vi fra Fogh Rasmussen (ligesom vi i sin tid hørte dem fra Schlüter, der gjorde selvforvaltning og decentralisering til sine mærkesager).
Det er godt, at det civile samfund har fået en frem-trædende plads i en socialistisk strategi, for uden et levende civilt samfund med græsrodsbevægelser,
NGO’er, foreningsliv, spontanitet og fri debat og frie valg »dør livet hen i enhver offentlig institution. Det bliver til et skinliv, hvor bureaukratiet til sidst er det eneste aktive element« (Rosa Luxemburg).

Foghs ’natvægterstat’
Et civilt samfund er forudsætningen for demokrati. Alligevel har mange socialister i årenes løb ignoreret eller
mistænkeliggjort spontanitet og græsrodsaktivitet. Det er det heldigvis slut med, men så er der åbenbart nogle, der falder i den modsatte grøft.
Det er lige så galt. For hvis vi vil socialistisk politik, kan civilsamfundet ikke erstatte staten . Pengemagten har ikke brug for ret meget stat; fortidens skrabede model, ’natvægterstaten’, er den, der ideelt set passer den kapitalistiske struktur bedst. Fogh Rasmussens ’minimalstat’ er en afspejling af den, tilpasset nutidens vilkår. Det er han allerede i færd med at demonstrere.
Socialisterne derimod har mere brug for staten. De politiske og sociale gevinster, som græsrodsorganisationer – fagbevægelse, miljøbevægelser, ligeretsbevægelser osv. – tilkæmper sig, kan kun bevares og gøres gyldige for hele befolkningen, hvis de garanteres af en offentlig magt. Væsentlige samfundsfunktioner kan kun sigte på behov i stedet for profit, hvis der eksisterer en betydelig offentlig sektor.
Sikring af en høj standard for miljøet, i naturen såvel som på arbejdspladserne, forudsætter en (helst stærk) stat. En gennemførelse af demokratiske reformer i det økonomiske liv, herunder ægte selvforvaltning, er utænkelig, med mindre der også sker en indsats fra statens side. En effektiv indsats for at skabe lighed og tryghed – gennem social omfordeling og et tætmasket sikkerhedsnet – er kun mulig gennem en omfattende offentlig indsats (stat og kommune).

En anden virkelighed
Den omtalte forgudelse af civilsamfundet (modsat staten) ledsages af betragtninger om, at Socialdemokratiet har skabt velfærdsstaten, som (derfor) har taget karakter af et ’Systemdanmark’, hvorved der selvsagt forstås noget negativt. Det siges også (Pia Olsen), at SF’s menneskesyn er tættere på Venstres end på Socialdemokratiets.
Virkeligheden er en anden. Velfærdsstaten er skabt i klassekamp af arbejderbevægelsen, dvs. sociale kræfter som f.eks. (i civilsamfundet!) fagbevægelse og boligbevægelse og de politiske partier til venstre for midten, primært Socialdemokratiet (som opgav samfundsforandringen, men satsede på social solidaritet), men sandelig også SF og andre venstre-
fløjspartier. Det er sket i varig og bestandig kamp med højrepartierne, herunder Venstre, og industri- og finanskapitalen.
Meget ofte er kampen mundet ud i kompromisser og klassesamarbejde, politisk og på arbejdsmarkedet, men både i praksis og principielt har de borgerlige partier og de private kapital- og virksomhedsejere (med visse markante undtagelser) bestandigt været uinteresseret i, om sociale goder blev sikret fuldt ud, og modstandere af at de blev finansieret gennem ægte solidaritet – ved at de største byrder lægges på de bredeste skuldre, inklusive erhvervslivet. Deres menneskesyn bygger på ideen om, at enhver er sig selv nærmest, enhver skal være sin egen lykkes smed. Vilkårene må være ulige og samfundet være baseret på konkurrence, så fungerer det optimalt, hævder de.

Menneskehensyn
Det menneskesyn er fremmed for SF. (Og latterligt at begrunde et slægtskab med en »søgen tilbage til SF’s rødder«. Ved SF’s stiftelse brugte Aksel Larsen megen tid på at begrunde, hvorfor han og vi andre ikke skulle søge ind i Socialdemokratiet, men danne et nyt, selvstændigt parti. Han sagde ikke et ord om, hvorfor vi ikke skulle gå ind i Venstre! Noget så vanvittigt drømte da ingen om.
En accept af de borgerlige normer ville også være at løbe i halen på Socialdemokratiet, for det, vi kan bebrejde S, er (selvfølgelig) ikke, at de har gjort noget for at pleje arbejderklassens interesser, men at de har gjort for lidt og i for høj grad har givet efter for borgerligt pres og borgerlig ideologi.
Vel kan en alt for firkantet ovenfra-styring være et problem for S, men meget af det ’Systemdanmark’, som partiet beskyldes for, er blevet til efter pres fra eller frygt for de borgerlige; det gælder alle de indviklede og kostbare kontrol-apparater, der skal holde øje med de socialt nødlidende og sikre , at fattige stympere ikke skaffer sig nogle kroner ekstra (mens transnationale koncerner og rige kumpaner har anderledes frit spil med millionerne, for ikke at sige milliarderne).

SF’s store fejl
Det her sagte skal ikke opfattes som hvidvaskning af Socialdemokratiet. SF’s store fejl under valgkampen var tværtimod at lægge sig alt for tæt op ad Nyrup. Vel havde vi gennemført positive ting sammen med ham, og på det lange sigt må SF bygge på en alliance med S og feltet til venstre for midten, men i den aktuelle situation stod Nyrup og S – efter næsten fire års forløb – primært som løftebryderen, som den, der havde brudt sit løfte til arbejderklassen om efterlønnen og givet alt for meget efter for de borgerliges ønsker om borgerlig politik.
SF har netop en væsentlig funktion i at modsætte sig en sådan eftergivenhed (og i ikke selv at give efter!). - Hvilket ikke skal forstås som en opfordring til aldrig at lave noget som helst sammen med VK-regeringen. Blind høne kan også finde korn; det så vi i Schlüters tid.
Klassekampen i Danmark har heldigvis også antaget sådanne former, at de fleste af os kan snakke sammen. Men som langsigtet strategi må en alliance med V være udelukket for SF.