Læsetid: 4 min.

Ud-spillet

Reaktioner
18. januar 2002


Socialrådgivere: Måske skinmanøvre
*»Det er helt centralt, at regeringens tanker om at indføre et optjeningsprincip på kontanthjælpsområdet går hånd i hånd med en målrettet indsats for at åbne det danske arbejdsmarked for udlændinge. Sker det ikke, vil integrationsudspillet afsløre sig selv som en skinmanøvre, der kombinerer tomme løfter om arbejde med chikane af de dårligst stillede udlændinge,« siger næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Laila Walther.

POEM: Brug for tilfredse indvandrere
*»Vi har brug for indvandrere, som er tilfredse med det danske samfund. Som føler, at samfundet accepterer og værdsætter dem, så de også har lyst til at bidrage til samfundet. Men det synes jeg ikke skinner igennem i udspillet,« siger Muharrem Aydas, formand for POEM, en af Danmarks største indvandrerorganisationer.

AI: Stenings-dømte er ikke sikre her
*»En kvinde, som er idømt stening eller piskning i sit hjemland for f.eks. at være sin mand utro, er ikke mere sikret flygtningestatus på linje med andre forfulgte i Danmark, efter at de facto-begrebet er afskaffet,« siger generalsekretær i Amnesty International, Lars Normann Jørgensen.

EU: Godt forslaget fremlægges
*»Det er positivt, at den danske regering lægger sine forslag frem på et tidligt stadium, så borgerne og de involverede parter kan få mulighed for en åben og konstruktiv debat, som forhåbentlig ikke kun vil handle om begrænsninger, men også om indvandreres muligheder og det danske samfunds behov i fremtiden,« siger Bent Sørensen, talsmand for EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedhad.

Handelskammeret:Green Card er godt
*»Hvis vores ambassader blev pålagt at gøre en indsats for at tiltrække arbejdskraft, og det blev kendt, at Danmark søgte IT-specialister, ingeniører, biokemikere og forskere, ville det afgjort være en fordel for dansk erhvervsliv. Det vil især være en styrke, hvis regeringen kombinerer et Green Card med en udvidelse af forskerbeskatningsordningen til også at gælde nøglemedarbejdere, så skatten ikke er en forhindring for udlændinge,« siger IT-politisk ansvarlig i Handelskammeret Carlos V. Lassen.

VU: Helt urimeligt – helt ude i hampen
*»Det er helt urimeligt, at regeringen nu lægger op til, at mennesker, der har været straffet mere end to år, aldrig nogensinde skal kunne få dansk statsborgerskab. Det kan ikke være rigtigt. Retsvæsenet har i dag mulighed for at udvise kriminelle mennesker, der ikke er danske statsborgere, når straffen er udstået. Det er helt i orden, men dette konkrete forslag fra
regeringen er helt ude i hampen. Det kan ikke være liberal politik,« siger formand for Venstres Ungdom i Kbh., Martin Hjort.

SF: Indgreb i personlig frihed
*Regeringens udlændingeudspil griber radikalt ind i danskeres personlige frihed. Det undergraver retten til at vælge ægtefælle. Kun velhavere kan forelske sig uden for landets grænser, mens det er forbudt for studerende.
Det siger SF's ligestillingsordfører Kamal Qureshi.
»Den nye regerings hang til kontrol, tvang og sanktioner er foruroligende og deprimerende,« siger han.
SF's finansordfører Ole Sohn betegner det som en skandale, at udspillet ikke nævner integration. Udspillet er gennemsyret af intolerance og generel mistillid til flygtninge og indvandrere. De diskrimineres på arbejdsmarkedet, mener han.
»Ca. 5000 indvandrere og flygtninge her i landet har gode uddannelser som læger, ingeniører mv., som de ikke har mulighed for at bruge. I stedet ernærer de sig som taxichauffører og pizzabagere, hvis de da ikke er arbejdsløse,« siger Ole Sohn.

R: Udspil strider mod Grundloven
*De radikale afviser regeringens udspil om udlændinge. Flere forslag strider mod Grundlovens forbud mod forskelsbehandling. Udspillet skaber et kontrolsamfund og ødelægger vellykket integration.
Det siger partiets udlændingeordfører Elisabeth Arnold.
»Vi kan overhovedet ikke lide tonen i regeringens udspil. Den er forskrækket og forkrampet og viser, at Danmark nu lukker sig om sig selv,« siger hun.
Integrationen hæmmes, når udlændinge skal vente syv år på at få permanent ophold. Mange vil ikke tage en uddannelse eller søge job. Desuden afskrækkes højt uddannede udlændinge, som flytter til udlandet, frygter hun.

EL: Pakken skaber mindre integration
*Enhedslisten kritiserer regeringens udlændingepakke for at medføre mindre integration og mere konfrontation i det danske samfund.
»Stik imod den erklærede hensigt vil VK-regeringens udlændingepolitik ikke begrænse antallet af flygtninge, som kommer til Danmark – i hvert fald ikke på kort sigt. Men den vil uden tvivl bidrage til, at dem som kommer, vil føle sig mistænkeliggjort, diskrimineret og sat uden for indflydelse,« siger partiets udlændingeordfører, Søren Søndergaard.

KRF: Kræmmermentalitet
*Kristeligt Folkeparti betegner regeringens udlændinge-udspil som et resultat af kræmmermentalitet, fordi udlændinge kun skal modtages, hvis de er til gavn for samfundet. Regeringen glemmer, at flygtninge søger asyl af en grund, siger Kristeligt Folkepartis leder, Jann Sjursen.
»Den kræmmermentalitet, regeringen lægger for dagen, hvor flygtninge og indvandrere ikke skal vurderes på deres behov, men på om de er til gavn for Danmark, vender tingene på hovedet,« siger han.
Jann Sjursen mener i stedet, at rækkefølgen burde være, at flygtninge får beskyttelse, hvis de har behov for det. Først derefter handler det om at sikre, at de også kan blive til gavn for samfundet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her