Læsetid: 2 min.

Spioner som os

Tony Scotts ’Spy Game’ er underholdende, men mangler en meningsfyldt dimension
25. januar 2002

(2. sektion)

Ny film
Meget af Tony Scotts spionthriller Spy Game går bogstavelig talt op i hat og briller, men på en okay fed måde. Robert Redford spiller den rutinerede CIA-spion, Nathan Muir, der på dagen for sin pension finder ud af, at en af hans tidligere protegeer, Tom Bishop (Brad Pitt), er kommet i knibe og har desperat brug for hjælp. Det fører til en legen katten efter musen med CIA’s nye, unge og strømlinede topagenter, der ikke er meget for at skulle benytte sig af Muirs efter deres mening forældede ekspertise. Mens han udfritter ledelsen og i det skjulte sætter himmel og jord i bevægelse for at hjælpe Bishop, tænker Muir tilbage på, hvordan han rekrutterede Bishop i Vietnam og siden oplærte ham som spion.
I skildringen af, hvordan spioner arbejder, er Spy Game spændende, og når Muir og Bishop, den gamle ræv og hans unge lærling, sammen forbereder en mission, er der en god energi mellem dem (og de to skuespillere). Alligevel er Spy Game ikke nogen overvældende vellykket film.

Politik eller ej
Filmens omdrejningspunkt er modsætningen mellem Muir og Bishops måde at anskue verden på. Muir er spion af den gamle skole, som ikke involverer sig følelsesmæssigt i en opgave og hele tiden bevarer det kølige overblik. Målet helliger midlerne, er hans motto.
Bishop, derimod, handler mere ud fra sine følelser og sætter ikke gerne andre menneskers liv på spil for at nå et mål. Det skaber selvfølgelig spændinger mellem de to – spændinger, som filmen bare ikke når til bunds i.
Sat op mod de mange brændpunkter i verden, hvor mennesker har været i nød, og CIA har opereret – ikke mindst i Mellemøsten – kommer de to spioners forskellige metoder til at repræsentere en slags moralsk pro et contra i forhold til, om en supermagt som USA overhovedet har ret til at foretage sådanne, gedulgte operationer.
Det kunne, og burde, have udmøntet sig i en relevant og potentielt spændende diskussion af emnet, men Tony Scott og hans to manuskriptforfattere har tilsyneladende ikke kunnet beslutte sig for, om de ville lave en traditionel thriller, eller om de turde tage bladet fra munden og blive klart politiske.
Som en mellemting har de valgt at lave en visuelt energisk, men tandløs thriller, som hele tiden kommer med halvkvalte hentydninger til det politiske, hvorfor man villigt lader sig underholde af Spy Game, men sidder tilbage og mangler en mere meningsfyldt dimension.

*Spy Game. Instruktion: Tony Scott. Manuskript: Michael Frost Beckner og David Arata. Amerikansk (En hulens bunke biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her