Læsetid: 4 min.

Hun spiste frokost i den by igen

Den flamboyante og ærlige filmproducent Julia Phillips, der for ti år siden skabte skandale i Hollywood med et afslørende portræt af filmbyen og dens indbyggere, er død, 57 år gammel
4. januar 2002

Nekrolog
Hun var den første kvinde til at vinde en Oscar for Bedste Film, da hun i 1974 delte æren for George Roy Hills slyngelkomedie Sidste stik med sin mand, Michael Phillips. Siden producerede hun to af 70’ernes mere epokegørende film, Martin Scorseses Taxi Driver og Steven Spielbergs Nærkontakt af tredje grad. I 1991 skrev hun den ubarmhjertige You’ll Never Eat Lunch in This Town Again, en afslørende selvbiografi og hudfletning af Hollywood, som skabte en skandale af format i den amerikanske filmbranche.
Og nu er hun død af kræft. Julia Phillips blev 57 år gammel.
Julia Phillips blev født i New York i 1944 som datter af intellektuelle, jødiske forældre, og hun voksede op i bl.a. Brooklyn og Wisconsin.
På Mount Holyoke universitetet i Massachusetts vandt hun priser for sin novelleskrivning, og efter sin eksamen i 1965, giftede hun sig med den nyuddannede investeringsrådgiver Michael Phillips. Julia Phillips fik arbejde på forskellige tidsskrifter, bl.a. Ladies’ Home Journal, og i 1969 tog hendes filmkarriere sin begyndelse, da hun blev hyret af produktionsselskabet Paramount til New York-fillialen af deres manuskriptafdeling.
Hos Paramount fik hun bl.a. ansvaret for at finde det rette materiale til husstjernen Barbra Streisand, men snart forlod hun selskabet for sammen med sin mand og skuespilleren Tony Bill at starte eget produktionsselskab.
Trekløverets første film blev Alan Myersons vellykkede Steelyard Blues, en komedie med Jane Fonda og Donald Sutherland, men det var med deres anden film, Sidste stik, med Robert Redford og Paul Newman, at de fandt sig et stort publikum og fik branchens anerkendelse oven i hatten. Syv Oscars vandt filmen, og udover Julia og Michael Phillips fik også instruktøren George Roy Hill og manuskriptforfatteren David S. Ward statuetter.
Kun fem uger efter Oscar-succesen blev Julia Phillips skilt fra sin mand, og hurtigt etablerede hun et produktionsselskab med det sigende navn Ruthless Productions. Navnet skulle ikke tage alt for bogstaveligt, har flere af hendes venner og kolleger fra dengang udtalt, men var snarere en hentydning til den filmglade Julia Phillips’ store ærlighed og energiske, kreative væsen, som var med til at gøre hende til en af få kvinder med reel magt i Hollywood i 70’erne.
Sammen med sin mand og sidenhen alene var Julia Phillips en respekteret og kompetent del af det unge og dynamiske filmmiljø, som i 70’erne pustede liv i et
hensygnende Hollywood. Blandt sine venner og samarbejdspartnere talte hun markante skikkelser som Martin Scorsese, Paul Schrader, Brian de Palma, John Milius, Steven Spielberg og Richard Dreyfuss.
I 1976 var hun en af hovedkræfterne bag at få stablet Scorsese og Schraders succesfulde og Guldpalmevindede Taxi Driver på benene. Året efter indledte hun et samarbejde med Spielberg på Nærkontakt af tredje grad, men midtvejs i produktionen blev hun fyret, hvilket faktisk betød enden på hendes karriere. 70’erne var nemlig også årtiet, hvor Hollywoods elite dyrkede stoffer og alkohol i stor stil, og Julia Phillips var en af dem, der røg med på vognen og for en tid spolerede sit eget liv. (År senere lykkedes det hende at lægge stofferne og sprutten på hylden.)
Det er ligeså meget sit eget misbrug, som Julia Phillips fortæller om i bogen, You’ll Never Eat Lunch in This Town Again, der i 1991 (igen) bragte hende på forsiderne af branchebladene. Nok udleverede og nedgjorde hun en lang række af den amerikanske filmbranches store spillere, men brutalt ærlig var hun også i forhold til sit eget liv og de fejltagelser, hun havde begået i et miljø og blandt nogle mennesker, hun mente var egoistiske, grådige og hykleriske.
Mange af hendes tidligere venner og kolleger vendte hende ryggen – som en producent udtrykte det, så var bogen »historiens længste selvmordsbrev.« Og i en anmeldelse af bogen skrev Boston Globe, at Julia Phillips »ikke nøjes med at brænde sine broer, hun atombomber dem sønder og sammen!«
Selvfølgelig betød bogen – som hun med sin skrantende økonomi i baghovedet havde skrevet for at tjene penge – at hun aldrig fik arbejde i Hollywood igen. Selv var Julia Phillips dog overrasket over de kraftige reaktioner – som hun sagde, så havde hun jo bare været ærlig og i øvrigt troet, at folk besad en større grad af humoristisk sans. Men hun trak aldrig noget tilbage – »intet af det, jeg gjorde i min bog, er så ondskabsfuldt som de mennesker, jeg skrev om,« sagde hun – og flere anmeldere og filmjournalister roste hende for bogens troværdige skildring af Hollywood og det mod, hun lagde for dagen, da hun skrev den.
Det blev til endnu et par bøger fra Julia Phillips’ hånd, men ingen så succesfulde som den første. Efterhånden blev hun om ikke gode venner så i hvert fald i stilhed forsonet med både Holly-wood, hvor hun boede, og flere af de mennesker, hun i bogen klædte af. Hendes kærlighed til filmmediet kølnedes aldrig, men arbejde i branchen fik hun ikke igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu