Læsetid: 6 min.

Hvad stikker David Greenglass?

Rosenberg-sagen er stadig speget efter alle disse år
3. januar 2002

Retssag
Skulle man finde sig selv for fødderne af Uncle Sam og skulle han finde på at bede om en god gang fodmassage, så er der en række punkter som det må tilrådes at gå til med lempe. Mordet på John F. Kennedy, Watergate, Rosenberg-sagen og 11. september har sat sig som smertenspunkter – sår som ikke vil heles, fordi der til stadighed ribbes op i dem. Senest er betændelsen blusset op i området omkring Rosenberg-sagen.
Rosenberg-sagen er en af de mest spektakulære sager i den amerikanske retshistorie. Den havde det hele: Spionage, skurke, svig, spænding, og en national skrækpsykose, der holdt landet fanget i årevis. Sagen var den direkte udløber af Sovietunionens første atomprøvesprængning i 1949.

Find Spionerne!
Amerikanerne var fra første øjeblik overbeviste om at der måtte foreligge en forbrydelse – at de traktorfikserede kommunister umuligt kunne have frembragt deres egen bombe. Jagten på spionerne gik ind. Og bid for bid lykkedes det for de dømmende, de udøvende og de lovgivende magter at stykke en historie sammen, finde en håndfuld spioner og få dem dømt. Men selv med to spioner på dødsgangen, var forløbet kun en delvis succes. Selv om der er gået et halvt århundrede, tegner der sig stadig ikke et entydigt billede af, hvem der sidder med den største skyld, den amerikanske regering eller Julius og
Ethel Rosenberg.
I den korte version var det den tyskfødte atomfysiker Klaus Fuchs, der brød sammen over for det engelske efterretningsvæsen og indrømmede spionage til fordel for Sovietunionen. Fuchs beskrev sin amerikanske forbindelse i løse vendinger og med det spinkle spor fandt FBI frem til Harry Gold, som udpegede en af sine spioner, David Greenglass.
David Greenglass havde arbejdet i en underordnet stilling som assistent i en maskinfabrik ved Los Alamos. Kæden stoppede da Greenglass angav sin svoger, Julius Rosenberg, og udpegede ham som spionringens hovedmand. Julius Rosenberg nægtede at sende sorteper videre. Han nægtede i det hele taget alt. For at få ham til at tale, lod FBI hans kone, Ethel Rosenberg, anklage for at have deltaget i århundredets forbrydelse, som J. Edgar Hoover kaldte sagen i en artikel i Det Bedste, lige før den skulle for retten. Altså: bror mod søster – og i baggrunden stod den elektriske stol og summede. Derom herskede ingen tvivl.

Mellemspil...
I retssalen og i deres mange offentliggjorte breve, hævdede Julius og Ethel, at de bare var helt almindelige mennesker, der troede på fred og brød til masserne. Anklageren, dommeren og præsident Eisenhower, på den anden side, malede et billede af en forbrydelse så kynisk og kalkuleret, at alt andet måtte blegne. Ved deres nedrige dåd, havde Rosenbergs dømt mange millioner mennesker til døden. Frygten i Amerika og den nyligt udbrudte krig i Korea var de klare beviser.
Hvis retorikken var voldsom, så var de hårde beviser til gengæld spinkle. I al væsentlighed hang hele sagen på et spørgsmål om troværdighed. Det eneste der konkret knyttede Rosenbergs til spionage var nemlig David Greenglasses vidneudsagn. Han gjorde ingen god figur i retten, men hans ringe troværdighed lå på samme vægtskål som FBI’s, anklagerens, ekspertvidnernes og dommeren. Og det tog kun juryen lidt over syv timer at sparke den bold i mål som anklageren havde lagt til rette på selve målstregen.
Den 5. april, 1951, kunne dommer Kaufman udsige den dobbelte dødsdom, med bemærkningen om at hr. og fru Rosenbergs forbrydelse var langt værre end mord... med dødelig udgang.

Propagandakrig
I tiden mellem domsafsigelsen og henrettelserne, i sommeren 1953, blev sagen en varm politisk kartoffel. En række humanitære organisationer – en del af dem kommunistiske dækorganisationer – iværksatte en veritabel propagandakrig, der satte sagen på hele verdens dagsorden. Sartre rullede med øjnene og skrev, at Amerika havde fået rabies, paven anmodede om amnesti og der var voldsomme demonstrationer i de vestlige hovedstæder, mens skueprocesserne og hovederne rullede i et nådigt mørke i øststaterne.
Da tæppet gik ned for Julius og Ethel Rosenberg, blev sagen et emne for historikere, romanforfattere og journalister. Der er skrevet dusinvis af tykke monografier om sagen: Konspirationsteorier, tårevædede udleveringer, arge nedrakninger af det kryptofascistiske amerika eller af Rosenbergerne og deres usle kohorter.
Ser man bort fra de allermest sensationsprægede skildringer, så er det et meget speget billede, der tegner sig. Speget efterhånden som adgangen til koldkrigsarkiverne er blevet lidt lempeligere, står det helt klart, at Julius Rosenberg virkelig var spion og leder af en mindre – omend meget produktiv – ring af spioner. Med denne viden falder den højstemte historie om uplettet dyd og amerikansk fascisme til jorden. Hr. og fru Rosenberg kunne, som regeringen til stadighed betonede, have reddet livet ved at samarbejde. Det er dog også blevet klart, at FBI vidste, at Julius kun sporadisk kastede sin interesse på Manhattan-projektet. Hans hovedfokus lå på ganske gemen industrispionage.
Den viden klumpedumpen David Greenglass indsamlede om arbejdet ved Los Alamos var næppe besværet værd og den sovjettiske spionage havde langt bedre kilder i ENORMOUS, KGB’s kodeord for Manhattan-projektet. Hvad værre er, så er det blevet klart, at FBI udmærket vidste, at de beviser der blev brugt til at dømme Ethel Rosenberg var det rene humbug. Frigivne dokumenter fra FBI’s arkiver, der kom for dagens lys i starten af 90’erne viser, at FBI havde tænkt sig at stille Julius Rosenberg følgende spørgsmål, hvis han brød sammen med den ene futsko i dødskammeret: »Kendte din kone til dine aktiviteter?«

Tilbage til Greenglass
Det spørgsmål er der nu kommet et svar på. En af de seneste 500 siders mursten om Rosenberg-sagen er Sam Roberts The Brother, som udkom sent i dette efterår. Bogen er ikke sprængfuld af uventede afsløringer, men det er et glædeligt scoop for Rosenberg-forskningen, at Roberts har fået David Greenglass i tale, så hans version af begivenhederne kan nuancere mellem McCarthy-revisionisterne og de langnæsede Rosenberg-tilhængere, der stadig bærer sørgebind.
David Greenglass blev idømt 15 års fængsel for sin rolle i spionage sagen. Hans samarbejde med FBI reddede hans liv og holdt hans kone uden for fængslet – modsat Ethel Rosenberg blev hun end ikke anholdt, skønt anklagen mod dem var den samme. Men skønt han således reddede sin kone, var han ikke en populær mand i fængslet – og det var en skam, for han kom til at sidde der i 10 år.
I 1960 blev han løsladt, og sammen med sin familie valgte han at forsvinde ind i anonymiteten, med et nyt navn og en ny – mindre belastet – fortid, fabrikeret af FBI.
I starten af 80’erne fandt Sam Roberts fra The New York Times frem til Greenglass og han begyndte straks at plage om et interview.
Greenglass afviste Roberts tilnærmelser i årevis, indtil han atter kom i uføre, denne gang med privatøkonomien. Sam Roberts var på pletten med et attraktivt tilbud. Mod at få del i indtægterne fra bogsalget skulle Greenglass svare på alle spørgsmål og give Roberts den fulde ret til at disponere over materialet.
Som det fremgår af bogens undertitel, The Untold Story of Atomic Spy David Greenglass and How He Sent His Sister, Ethel Rosenberg, to the Electric Chair, bliver Greenglass ikke skånet. Han valgte bevidst at ændre sin forklaring, da FBI påpegede en uoverensstemmelse mellem hans ord og hans kones forklaring. Han spillede det spil, som både søsteren og svogeren afviste. Og han spillede det så godt, at de endte i Sing Sings elektriske stol. Onde ord er haglet ned over David Greenglass i de sidste 50 år.
Ingen elsker en stikker – og drøje hug falder nu igen efter udgivelsen af Roberts bog. David fik fingrene i den kolde krigs maskine – men det var ikke ham, der styrede den, og derfor får han den sidste bemærkning med de ord, der har holdt ham kørende i små 50 år: »Det var deres dumhed, der dræbte dem... de kunne have valgt at samarbejde.«

FAKTA
Julius & Ethel Rosenberg
Julius og Ethel Rosenberg blev anholdt i 1950, dømt i 1951 og henrettet i 1953. Henrettelsen var sat til deres 14-års bryllupsdag, men blev i sidste øjeblik rykket til dagen efter. Deres to sønner lever og har det godt. De har endnu ikke kommenteret David Greenglass’ udtalelser.
Mere på
www.law.umkc.edu/faculty/projects/ftrials/ftrials.htm
www.fbi.gov
www.realhistoryarchives.com

*Sam Roberts The Brother. 543 s., 35 dollar. Random House

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu