Læsetid: 4 min.

Stjæler computeren barndommen?

Når computeren kan tænke rationelt, hvad er så det særlige ved mennesket, spørger stud. mag. Gry Faurholt
25. januar 2002

Synspunkt
Nogle synes, det er alvorligt. Faktisk temmeligt alvorligt at nutidens små ubeskyttede danske børn ikke længere vimser rundt i skovene med et lille skind om livet, mens de er på udkig efter flintesten, og makrellernes blink efterligner fuglenes triller. Der er nogle, som advarer mod, at børn nu sidder foran computeren i stedet. Det er dem, stud. mag. Gry Faurholt i en artikel i det seneste nummer af tidsskriftet Vera kalder for ’teknofobe humanister’:
»De mener, computeren kan være skadelig for børn, fordi den har en isolerende effekt. Børn sidder alene foran skærmen og får ikke udviklet sociale kompetencer. Spillene er ofte voldelige, og vold avler vold. Hvis børn ser på vold, risikerer de også selv at blive voldelige.«
Men der også dem, som mener, det ikke er så alvorligt endda. Gry Faurholt fremhæver f.eks. børnekulturforskeren Carsten Jessen:
»Han fortæller, at computeren ikke fungerer isolerende, men derimod som et socialt samlingspunkt. Der sidder i virkeligheden ofte en kødrand af børn omkring computeren. Og selv når de sidder alene, er det ofte for at øve sig på at spille sammen med de andre.«
– Hvad med volden?
»Computeren er et legetøj ligesom alle mulige andre stykker legetøj. Og drenge har alle dage leget røvere og soldater. De bliver ikke indoktrineret til vold ved at spille de spil.«
Det er to forskellige børnesyn, der kolliderer. Børnekulturforskere siger, at børn selv kan sætte grænser. At børn er kompetente og rettet mod social interaktion, fra de fødes.
De teknofobe humanister ser på den anden side barnet som et skrøbeligt stykke natur. Barnet skal beskyttes mod den kyniske kultur:
»Internettet skulle være farligt, fordi børnene kan komme i kontakt med pædofile derude og finde bombeopskrifter. Men børnekulturforskerne mener omvendt, at børn altid har leget med det, de ikke må. Og at børn selv er kompetente nok til at vide, når deres grænse bliver overskredet.«
Den pessimistiske opfattelse af computerens indflydelse på barnet hører sammen med en opfattelse af, at barnet står uden for samfundet. Og computeren bliver til en tyv, som stjæler barndommen.
»Det er en romantisk opfattelse af barndommen, som går tilbage til Rousseaus tanker fra 1700-tallet. Han ser barnet som et spirende frø, der skal gødes og skærmes, så det kan vokse naturligt.«
»De humanistiske debattører er bange for, at barndommen som naturtilstand bliver ødelagt. At planten ikke får lov at gro naturligt, men bliver forkrøblet.«
– Hvordan viser det sig konkret?
»Computeren stjæler uskylden. Via computeren får barnet på Internettet adgang til det voldelige og det seksuelle. De ting, som vedrører voksenverdenen. Konklusionen bliver derfor, at barndommen bør være et beskyttet rum udenfor, og at børn i dag bliver lukket for tidligt ind i voksenverdenen.«

I sin artikel fra Vera påpeger Gry Faurholt, at voksne, der forstår sig selv som beskyttende opdragere, er tilbøjelige til at drage en fejlslutning. De overfører deres egne præmisser til barnet og overser dermed, at børn, vokset op i kulturelle fællesskaber omkring computeren ikke oplever den som fremmed.
– Men det er vel egentlig meget rimeligt at beskytte sine børn ud fra egne værdier?
»Ja, men det, jeg godt kan have imod den snak om at beskytte de uskyldige børn, er, at børnene bliver marginaliserede. De er ikke rigtigt mennesker. Og der er en tendens til at marginaliserede grupper bliver taget som gidsler i diskussioner.«
»Man kan se, hvordan flygtninge og indvandrere bliver taget som gidsler i en debat, som egentlig handler om danskhed og nationalstat. På samme måde taler vi om børnene, men det er nok vores egne problemer med at tilpasse os det senmoderne eller postmoderne samfund, det handler om. I stedet for at tale om vores egen angst taler vi om børnene.«
Tv blev tidligere beskyldt for at være intellektuelt afstumpende, men computeren bliver derimod anklaget for at være følelsesmæssigt og socialt destruktiv.
»Noget af det, der gør den her debat hysterisk, er, at der ligger nogle andre konflikter bag spørgsmålene om it i folkeskolen osv. Der ligger en dybere debat, hvor computeren og barnet fungerer som potente symboler. Barnet symboliserer det naturlige menneske, computeren det kunstige menneske. Maskinen. Det er jo et almindeligt kendt tema, at mennesket føler sig fremmedgjort af maskinen. Chaplin, der i Moderne Tider sidder fast i tandhjulene osv.«
– Det er et tema, som computeren genfortolker?
»Computeren har jo den logiske, matematiske intelligens, vi i mange år troede, var vores særkende som mennesker. Når vi sammenlignede os med dyrerne, stod vi særligt højt i den naturlige orden, fordi vi kunne tænke rationelt.«
»Rationaliteten er måske ved at synke lidt i det hierarki, for computeren kan også være rationel. Så er det måske ikke længere rationaliteten, men nærmere, at vi er i stand til at føle og til at opleve, der gør os til noget særligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her