Læsetid: 4 min.

Det store udtræk

Stine Stengade er hjertet i en visuelt superb, men i øvrigt hjerteløs opsætning
22. januar 2002

Teater
Læser man Alexandre Dumas d. yngres roman Kameliadamen fra 1848 for første gang, og mens man er ung, kan man få brug for et lommetørklæde. Ser man hans dramatisering (1852), taget på ordet, får man brug for sort kaffe og en digestiv; den er – som John Price sagde – »sukkerbund, karameller og hindbærcreme«. Ser man Gladsaxes Teaters stringent billedskønne opsætning af i dag, har man brug for en lommehåndvarmer, én af dem pianister og lystfiskere har i lommen hele vinteren.
Man har villet »udforske passionen, efter at vi i 90’erne var så dygtige til ironien,« men til det er Kameliadamen kun tilsyneladende velegnet. Forestillingens dom over den store besættelse er en dødsdom; men det har den jo altid været. Nu som før har samfundet ikke brug for kærlighed, eller – som Armands far siger – »Samfundet fungerer ikke på kærlighed.« Som talt ud af regeringens arbejdspapirer.

Den udødelige historie
Historien om den ædle, tuberkuløse luksusludder med den tragisk kæntrede drøm om pengeløs kærlighed og et nyt liv har et stort teatralsk potentiale, hvis man har den rigtige skuespiller til hovedrollen.
Det kan diskuteres, om Baz Luhrman i spidse, ukødelige Nicole Kidman havde den rette til Moulin Rouge – i den del af filmen, der lånte stof fra Dumas – men ikke om Stine Stengade er den rette på Gladsaxe. Hendes skønhed, der både rummer uskyld og løfter om erotisk hede, lever op til rollens krav i overdådigt mål. På én gang skrøbelig pige, selviscenesat femme fatale og fortvivlende nøgtern forretningskvinde med sig selv som risikovillig kapital; Stengade viser det hele uden at fremvise håndværket bag. Det er en meget smuk præstation, en stjernepræstation, og så meget desto sværere, som hun er alene i et hjerteløst vakuum.
Hvor er Armand da, den unge mand, hvis kærlighed skal modsvare hendes, for at få den lille kabale i den større og grummere til at gå op? Det kommer til vi til.
Flemming Enevold har radikaliseret Chopins, de Mussets og Liszts parisertid, så den til forveksling ligner noget nærtstående. Radikaliseringen er gået hårdt ud over persontegningen, som oftest i form af en seksualisering. Marguerites platoniske velynder, hertugen (Helge Scheuer), er blevet en selvbedragende nar, der får knappet bukser op, mens han taler om noget andet. Stuepigen Nanine (Laura Drasbæk) optræder inviterende over for Marguerites hovedsponsor Baron de Varville (Lars Bom) og fortrolighedsveninden Prudence (Isa Holm) stjæler åbenlyst fra den døende kameliadame. Ingen af forgrovningerne tjener andet formål end at give kurtisanens rent følelsesbårne kærlighed den grelleste baggrund. Tegneseriebaggrund. Man behøver ikke være romantiker for at blive forstemt, bare almindelig nuanceforlangende.

International øjenlyst
Imidlertid har forestillingen, udover Stengade, et trumfkort, der set fra billetkontoret gør alt det ovennævnte inderligt ligegyldigt. Navnet er Simonsen, Jørgen Simonsen. Fra det øjeblik tæppet går for Stengades entré i en tvetydig, hvid flødeskumsflåde af en kjole er man solgt til forestillingens visuelle ædegilde. A la francaise, naturellement. Dette er vistnok Simonsens debut som teatercouturier, men han behøver ikke læse videre, kostumernes kommentarer til deres bærere sidder lige så stramt og a point som den involverede silke, velour, satin, kanin og landlige hør. Stengades rød-hvide kimono, frembåret yndefuldt, aristokratisk og totalt uprætentiøst, Boms adelige macho-pirat eller Helle Dolleris’ efterklang af Cecil Beatons Ascot-kostumer til My Fair Lady – for ikke at tale om Simonsens blodrøde cadeau til Stengades marcipannumse. I den scene kunne l’adorable Stengade lige så godt læse op af telefonbogen – ingen hører, alle ser.
Man kunne sige, at scenografien – i øvrigt klædelig tilbagetrukken – havde taget konsekvensen og indrettet scenerummet som en cat-walk, men det har Gladsaxe retfærdigvis været før. Med kurtisanens overdimensionerede Hollywood-seng som begærets svimlende mål i den ene ende og auktionens ophøjede podium i den anden. Den auktion over afdødes luksuriøse ejendele, som indrammer kærlighedstragedien.

Uden penge gør det ondt
Over for mørke Stengade står Thure Lindhardts lyse Armand temmelig svagt. Han ser rigtig ud, gebærder sig ungt og fremmed for det kunstige miljø, fint, men generelt hersker en sproglig laisséz-faire i hele indstuderingen og hos Armand er det fatalt, når kærlighedsreplikkerne ikke går hjem og sproget hører til i en dansk nutidsfilm. Bom derimod står stærkt som baronen med erotisk krævende magtudstråling og Isa Holms Prudence, på én gang veninde, parasit og koblerske, har masser af fine detaljer. Preben Harris som Armands far, kærlighedshistoriens sabotør med det moralske alibi, får ikke lov til helt at forklare sig ud fra tidens kodeks, Dolleris’ ludderkollega Olympe ligger sammen med Christian Mosbæks lord Fairfax ude på parodikanten og Klaus Bondam skal løbe stærkt i sidste billede for at nå at tegne kameliadamens sidste, selvopofrende ven – da Armand er over alle bjerge – på utilstrækkelig tid, men han når det.
Hvor meget forestillingen når at diskutere kærlighedens afhængighed af penge, money, doe, des frics – en problematik, der ikke er blevet synderlig forhistorisk – er til at overse. Dens visuelle fristerniveau derimod fordunkler på sin vis diskussionen. Så er De advaret og kraftigt inviteret.

*Kameliadamen af Alexandre Dumas d.y. Ovs.: ikke oplyst. Instr.&bearb.: Flemming Enevold. Scen.: Louise Beck. Kost.: Jørgen Simonsen. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Musik: Martin Hall (se Klaus Lynggaards anm. fr. 18. jan.). Gladsaxe Teater. Til 14. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu