Læsetid: 3 min.

Sulten banker på døren

Indbyggerne i Zimbabwe mødes nu af tomme hylder i butikkerne eller priser, de ikke kan betale. Mindst en halv million har brug for fødevarehjælp
25. januar 2002

Nedsmeltning
»Et nyligt tjek af alle supermarkeder på vejen mellem Mutare og Harare viste, at der var tomme hylder.«
Det skriver den sædvanligvis ret pålidelige nyhedshjemmeside www.zwnews.
com og konstaterer, at der er voksende mangel på basisfødevaren majs i Zimbabwe. Den situation er benzin på det politiske bål forud for præsidentvalget 9.-10. marts.
Lederen af oppostionspartiet Bevægelsen for Demokratisk Forandring og præsidentkandidat, Morgan Tsvangirai, sagde onsdag, at »sult truer nu millioner af mennesker.«
FN’s fødevareprogram (WFP) anslår, at der nu og her er behov for at forsyne 558.000 zimbabwere med fødevarehjælp.
Den regionale talskvinde for WFP Brenda Barton siger, at »der er desperat brug for nødhjælp.«
WFP har på eget initiativ indkøbt nødhjælp i Sydafrika, og i går krydsede de første lastbiler læsset med majs, bønner, jordnødder og madolie grænsen mellem Sydafrika og Zimbabwe.
WFP anmoder rige lande som Danmark om næsten en halv milliard kroner til at købe fødevarehjælp for. Men indtil videre har WFP fået afslag. Regeringerne i EU og USA er bange for, at præsident Robert Mugabes stærkt undertrykkende styre vil misbruge hjælpen politisk. Ifølge avisen The Guardian siger en diplomat fra et EU-land:
»Vi vil på ingen måde hjælpe Mugabe med at forblive ved magten ved at give ham magt til at bestemme, hvem der skal have noget at spise, og hvem der ikke skal. Han er den, som har trukket sit land ud på sultens rand. Hvis han vil standse den udvikling, bliver det på vores betingelser,« siger EU-diplomaten.

Farme plyndres
De steder, hvor man kan få majs, er priserne gået gevaldigt op. Ifølge zwnews.com er priserne nu så høje, at 80 procent af zimbabwerne ikke har råd til at købe tilstrækkeligt med majs. Det har fået mange til at tage selv forstået på den måde, at adskillige farme ejet af hvide bliver plyndret for tiden.
For eksempel blev en farm i Raffingora-området plyndret for 45 ton majs tidligere på måneden. En overbetjent deltog angivelig i plyndringen.
Regeringspartiet ZANU-PF beskylder de hvide farmere for at skjule deres majs for dermed at udløse en politisk krise. De hvide farmere derimod rapporterer om adskillige plyndringer, og at de er nødt til at slagte deres køer og grise, fordi de ikke længere har noget at fodre dem med.
En farmer fortæller til The Guardian om sin ordveksling med bevæbnede myndighedspersoner, der plyndrede hans farm:
»Jeg sagde til dem, at nu blev jeg nødt til at slagte mine svin, fordi jeg ikke have noget at fodre dem med. Men de var ligeglade. Og hvorfor ikke? Hvis man ikke har mad nok til folket, så er det bedre at tage det fra dyrene.«
Regeringen vil ikke høre tale om fødevarekrise. Talskvinde Justice Mutasa fra styrets korn-handels-organisation (Grain Marketing
Board) sagde for nylig:
»Der er så meget majs i landet, og vi behøver måske ikke en gang importere, hvis bare vi kan få fat i majsen fra de kommercielle farmere.«
Regeringens billede af tilstrækkeligt med majs holder ikke. Produktionen af majs er faldet voldsomt. Alene i fjor var produktionen 40 procent mindre end de to millioner ton majs, som normalt forbruges i Zimbabwe på et år. I år ventes produktionen kun at blive halvdelen af behovet.
Madmanglen skyldes ikke kun for lidt regn. Den hænger i høj grad også sammen med krigsveteranernes ulovlige besættelser af farme ejet af hvide.
Mugabes ’tag-selv-jordreform’ har i den grad undermineret fødevareproduktionen. De kommercielle farmeres organisation, CFU, anslår således, at deres produktion af majs i år kun bliver en tiendedel af behovet.
Morgan Tsvangirai har bedt om, at rige lande forbereder sig på en større nødhjælpsoperation, »efter at en ny regering er trådt til i april.«

Politisk vold
Fødevarekrisen suppleres af stigende, politisk betinget vold, som Mugabe har givet grønt lys for bl.a. ved efter 11. september at kalde medlemmer af oppositionen for »terrorister.« Nu gælder alle kneb åbenbart.
Avisen Financial Gazette har talt med fem elever på den tekniske skole Border Gezi Centre i Mount Darwin. De fortæller, at de ikke som forventet kun er blevet undervist i f.eks. at mure og tømre. De har også lært meget om millitær taktik, samtidig med at de er blevet politisk indoktrineret. De fik job i militær og politi stillet i udsigt, hvis bare de ville være med på Mugabes tæskehold forud for valget.
I nabolandet Sydafrika vurderes situationen i Zimbabwe som meget alvorlig, og der tales om en regulær »nedsmeltning.« Ifølge The Guardian er myndighederne i Sydafrika i øjeblikket ved at gøre en militærlejr på grænsen til Zimbabwe parat til at kunne modtage titusindvis af flygtninge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu