Læsetid: 5 min.

Tag toget til Aleppo

Syrien er endnu så jomfrueligt som turistland, at mødet imellem den fremmede og de lokale bliver eventyrligt. I souq’en i Aleppo kan man leve sig ind i den handelsby, der modtog Carsten Niebuhr, da han i 1760’erne dukkede op fra Det lykkelige Arabien
16. januar 2002

Rejsemål
Dansk arkæologi har stærke traditioner i Syrien, og med indvielsen af Det Danske Institut i Damaskus vil de kulturelle forbindelser blive stadig stærkere. Dette smukke og komfortable forskningscenter var dog endnu i restaureringens sidste faser, da jeg var på studieophold i Syrien, så jeg havde fundet husly i det kristne kvarter.
Den ’tre-værelses lejlighed’, jeg havde lejet, viste sig at være tre rum, med hver sin hængelås på de blåmalede døre, der lå i en gård, hvor der også var køkken og toilet. Til deling med mindst seks andre logerende, vel at mærke, og med køkkenet beliggende nærmest i fri luft. Da det var vinter og aften- og morgentemperatur lå omkring frysepunktet, krævede de kulinariske udfoldelser også en arktisk beklædning. Men man var da midt i det gamle Damaskus, og værelset havde en ydermur, der var identisk med den gamle bymur, så apostlen Paulus havde kunnet klappe på de samme sten.

Togkomfort
Efter en uge var de smådyr, som jeg også delte seng med, dog så nærgående, at jeg havde brug for luftforandring. Syrien-rejsende havde berettet om et vidunderligt hotel i Aleppo, og jeg syntes, jeg fortjente luksus, eget bad og rent sengetøj. Jeg spurgte så mit venlige værtspar i Damaskus om togforbindelsen til Aleppo, og fik at vide, hvor stationen var. Men man skulle altså ikke rejse med tog, det var alt for langsommeligt. Min chauffør på udflugterne til den fabelagtige korsridderborg Krak des Chevaliers og til ruinerne i Palmyra frarådede også på det bestemteste en togrejse – han ville så hjertens gerne køre mig og bo hos slægtninge, mens jeg studerede Aleppos fortidsminder.
Trods den syriske modstand mod ideen, fandt jeg frem til banegården, og det viste sig, at der gik et tog om dagen imellem Damaskus og Aleppo. Man kunne rejse i sovevogn, på 1. eller på 2. klasse, og jeg valgte sovevognen med det begrundede håb, at sådan en europæisk, enlig kvinde ville man ikke anbringe sammen med nogen af de lokale. Det blev en vidunderlig tur, igennem lange ørkenstrækninger og enkelte byer – en lise for sjælen og en kærkommen mulighed for rent bogstaveligt at hvile ørerne. Syrerne holder meget af deres biler, og de er også spektakulære: dollargrin og franske vogne fra 1950’erne. Men hornet er i gang, konstant og billarmen holder aldrig pause.
På hjemturen fra Aleppo til Damaskus var jeg nødt til at tage med ’luksusbus’, og det var vældigt støjende. Bilradioen var på højeste gear, men ovenover det skulle fjernsynet køre en hypervoldelig agentfilm, som alle de små børn fulgte med store, forskræmte øjne. Da det tager seks timer at køre i tog, og noget mere end fem timer at tage bussen, kan jeg så absolut anbefale standhaftighed over for sirenesangen fra taxa-chauffører og andre, der gerne vil stille deres bil til rådighed for en tur på landevejen.

Taxachauffører
Mine erfaringer med taxachauffører i Syrien var i øvrigt yderst behagelige, selvom sprogproblemerne var store. I Aleppo var det svært at finde frem til hotellet Martini dar Zamaria, så jeg blev først kørt til et hospital i en velhaverforstad, der også hed noget med Martini. Til sidst nåede jeg dog frem til et vidunderligt hus i det armenske kvarter, restaureret med charme og ynde, og et fuldendt udgangspunkt, når man ville udforske den gamle del af byen.
Aleppo er en handelsstad, der endnu har bevaret sin aroma af mødested for karavaner med last af silke eller krydderier, af ’guld, røgelse og myrra skær’. Hjertet i byen er den souq, der slanger sig kilometer efter forvirrende kilometer med alle de varer, et orientalsk hjerte kan bevare. I modsætning til de andre store byer i den nære Orient, hvor der findes et europæiseret handelsliv mange andre steder end i bazaren, lever Aleppos souq et helt normalt, uturistet dagligliv. Det er også i dette filtrede garnnøgle af smøger og stræder man finder de fine moskeer, hvis man da er begavet med en usandsynligt veludviklet sporsans og en indsigtsfuld guide. Det kan anbefales at alliere sig med en guide i form af en af de lokale intellektuelle, der gerne stiller sig til rådighed, hvis man ikke har lyst til at blive borte for sig selv og sit rejsemål.

Svinker
Men at afstå fra enhver planlægning og lade vejen bestemme målet har lige så stor ret, når enhver svinke er så eventyrlig som i Aleppo. Den orientalske gæstfrihed kender ingen grænser, og man er hurtigt budt på te af venlige syrere, der gerne vil samtale. Det er naturligvis en fordel at kunne arabisk, men det kan være lystigt at hoppe fra sten til sten i en jagt på forståelige engelske eller franske ord. En ganske ung taxachauffør i Damaskus var så begejstret over vores grinagtige mellemfolkelige forsøg på forståelse, at han afslog betaling for turen.
Når man er henvist til lokale taxachaufførers hjælp er det betryggende at møde syrernes store venlighed over for den enlige kvinde. Uden at tøve tager man med sin chauffør ud i Aleppos opland, hvor minderne om den tidlige kristendom ligger som rester af kirker, valfartssteder og huse, der skulle være herberger for de op til 40.000 pilgrimme, der samledes om hellige mænd som Simon Søjlehelgen. Stalde var der naturligvis også brug for, så der har været livligt, dengang i det 5. århundrede.
Med Aleppo som udgangspunkt kan man nu besøge de såkaldte Døde Byer, engang højtciviliserede kristne kulturelle centre, siden lagt øde. Det mest spektakulære minde om denne blomstringsperiode er de betagende ruiner af den basilika, der rejstes omkring Simon Stylites’ søjle. Han blev født i 386 og levede sit asketiske prædikantliv helt frem til 459, hvorefter man opførte et kompleks af basilikaer og et dåbskapel, hvor de besøgende kunne kristnes, før de trådte ind i helligdommen. Engang valfartede pilgrimme dertil fra Paris og England, men en vinterdag mere end 1500 år senere kunne man gå der ganske alene og lade sig bevæge af stedets magi i den aromatiske bjergluft.

Sindssygehospital
Også på denne tur havde jeg en fintfølende chauffør, som spurgte mig, om jeg ville se mere til ruinbyerne. Når jeg nu havde oplevet den smukkeste, følte jeg ikke trang til at overdøve mine egne erindringer med flere Døde Byer, så han foreslog i stedet, at vi opsøgte sindssygehospitalet i Aleppo. Lige en idé for mig, der havde opgivet at finde det i den snørklede souq. For Aleppos galeanstalt er sandelig også en omvej værd: Grundlagt i 1200-tallet, efter nogle humanistiske principper, der tjener den arabiske medicinhistorie til ære, ligger det med sine marmorgårde omkring fontæner godt gemt bag en uskiltet trædør.
Ønsker man at genopfriske nogle af de mere muntre minder om europæerne i Syrien er Baron’s Hotel i Aleppo stedet. Indviet i 1909 – og næsten uforandret siden – har T.E. Lawrence, Agatha Christie og Dronning Ingrid tidligere boet der. Men en erindring om, hvordan franskmændene bombarderede Damaskus i 1925 og så sent som i 1945 er det også nyttigt at have med i bagagen: Jeg mødte på
Baron’s et ungt, fransk par, der ikke syntes at syrerne var særligt elskværdige – hvilket de stod helt uforstående over for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her