Læsetid: 5 min.

Tilbage til det allerhelligste

Sharon spiller hasard med udviklingen ved at åbne Tempelbjerget for jøder
23. januar 2002

TEL AVIV – Somme tider virker det, som om mellemøstkonflikten går i ring. I disse dage, hvor den palæstinensiske Al Aqsa-intifada ifølge mange iagttagere kan være på vej mod en ny og endnu mere blodig fase, bebuder Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, at han agter at åbne Tempelbjerget for jøder. De fleste husker, at dette højdedrag midt i Jerusalem, som i islamisk tradition hedder Haram al Sharif, blev genstand for verdens opmærksomhed, da selvsamme Sharon den 28. september 2000 besøgte stedet i insisterende hævdelse af, at han som jøde og israeler havde samme ret til at være der som sine muslimske naboer, palæstinenserne.
Besøget var naturligvis ikke den dybereliggende årsag til intifadaen, men betragtes som anstødstenen, og nu – 16 måneder og i tusindvis af menneskelige tragedier senere – bringer Sharon atter helligdommen i begivenhedernes centrum.
Planen har ikke uventet vagt en del furore. Ministerpræsidentens rådgivere finder tidspunktet uheldigt med et advarende »Ikke nu!«, mens kritikere beskylder ham for at bære nyt ved til bålet. Dette kan da også ligne en tanke, idet besøget ved helligdommene for snart halvandet år siden i samme grad lignede en bevidst provokation. Sharon har lige siden fredsprocessens start med Oslo-aftalen i 1993 betragtet hele udviklingen som en national katastrofe, som måtte standses.
Dette mener han fortsat, men fremfor blot at kategorisere det seneste initiativ som en provokation, skal det ses i lyset af en noget mere kompliceret politisk sammenhæng.

Der foreligger et ældgammelt rabbinsk forbud mod jødisk færden på stedet. Traditionen siger nemlig, at oldtidens jødiske tempel, som romerne ødelagde i år 70, lå her. I den del af templet, vi kender som det allerhelligste, måtte kun kohanitterne, tempelpræsterne, komme. Trods to tusinde år på bagen gælder dette forbud stadig, og da ingen i dag kender det allerhelliges nøjagtige placering, har rabbinerne derfor grebet problemet praktisk an ved at forbyde alle jøder adgang til noget sted på bjerget. Således kommer ingen til uforvarende at forbryde sig mod Guds love.
Da Israel erobrede Østjerusalem under seksdageskrigen i 1967, gjorde den tids arbejderpartiregering derfor heller ikke noget for at udstrække religiøs myndighed til Tempelbjerget. Man nøjedes med at rydde pladsen foran Vestmuren – også kendt som Grædemuren – så denne sidste rest af templet atter kunne fungere som jødisk helligdom. Resten lod man administrativt blive under waqf, de muslimske myndigheder, som holder tilsyn med religiøse steder.
Højdedragets to moskeer – Klippemoskeen og Al Aqsa, som har givet intifadaen navn – er således under muslimsk administration i det daglige og israelsk overhøjhed i stort set alt, som går ud over religiøs praksis og billetsalg til turister.

Umiddelbart synes der således ikke at være megen fornuft i Sharons ide. Hvorfor tillade jøder adgang til et sted, som religiøs tradition og snesevis af rabbinere alligevel har erklæret lukket land? Siden begyndelsen på intifadaen har stedet også været lukket for ikke-muslimer i moderne politimæssig forstand, men selv om dette skulle blive ophævet, regner ikke mange med at se noget stort jødisk-israelsk besøgstal under nogen omstændigheder.
Forklaringen ligger i Sharons efterhånden noget vakkelvorne samlingsregering. Lederen har truffet sin beslutning under hårdt pres fra to ministre, undervisningsminister Limor Livnat og minister for intern sikkerhed Uzi Landau, som begge kan regne Tempelbjerget under deres resortområde. Landau er politisk chef for landets politi og ønsker derfor at skaffe styrkerne adgang til Tempelbjerget under fredagsbønnen. Under Livnats ministerium hører Israel Antiquities
Authorithy, hvis arkæologer længe har vredet hænder over de anlægsarbejder, waqf har i gang for at udvide kapaciteten til fredagsbønnen.
Men selvom der givet er en masse om snakken rent fagarkæologisk, stikker der tydelige politiske motiver bag. De to ministre tilhører begge Likud-partiets yderste højrefløj og protesterer med jævne mellemrum over Sharons i deres øjne kompromissøgende linje. De er erklærede modstandere af nogen form for relanceret fredsproces med selvstyreformand Yasser Arafat på den anden side af bordet og vil gøre deres for at forhindre yderligere indrømmelser til palæstinenserne.
I dette spil kommer tidligere ministerpræsident Benyamin Netanyahu ind i billedet. Han stiler mod et politisk comeback og bruger folk som Livnat og Landau som femtekolonne i ministerrækkerne til at forberede dette. Som modtræk søger Sharon derfor at skabe ny konsensus i partiet ved at lancere planen, og han trækker oven i købet et notat fra Shin Bet ind i billedet. Efterretningstjenesten anbefalede nemlig allerede for godt et år siden, mens Ehud Barak stod ved roret, og intifadaen endnu blev betragtet som et relativt hurtigt forbigående fænomen, at genåbne bjerget for ikke-muslimer.

Som en ekstra trumf har Sharon sikret sig rabbinsk mandsopdækning. Haifas karismatiske overrabbiner, Shear Yishuv Cohen, som ideologisk lægger sig tæt op ad ministerpræsidenten, giver sin anbefaling til projektet. Han mener at kunne udpege en række ’sikre’ steder for jøder at færdes uden fare for at begå helligbrøde. Rabbineren tilføjer, at det er af bydende nødvendighed, at en synagoge bliver placeret på bjerget, for at »skabe lighed mellem religionerne«.
Shear Yishuv Cohen skaffer hermed Sharon legitimitet ud over Likuds stort set sekulære rækker og åbner døren for en nationalreligiøs befolkning, som i vidt omfang støtter Sharon. Initiativet giver påmindelser om den såkaldte Tunnelaffære, som under Benyamin Netanyahus regeringstid i september 1996 udløste en måneds blodige uroligheder. Regeringen besluttede at give grønt lys for åbningen af en tunnel, som løber under jorden langs Tempelbjergets yderside, og dette kunne have resulteret i en fuld intifada.

I denne omgang er der ingen fredsproces, men en allerede konfliktfyldt virkelighed som underlag for en beslutning, der indeholder endnu mere potentiel sprængkraft. Jerusalems muslimske overhoved, stormufti Akhram a Sabri advarede i denne uge om, at muslimer vil betragte skridtet som »en provokation«, og medlem af Knesset for venstrefløjspartiet Meretz Mossi Raz er overbevist om, at det vil føre til ny vold.
Jerusalems uforfærdede borgmester, Ehud Olmert ser dog ingen grund til bekymring. Han gav i ugens løb grønt lys for nedrivning af et par bygninger i umiddelbar nærhed af Tempelbjerget.
I borgmesterens øjne er det helt uacceptabelt, at jøder ikke har adgang til stedet. Han mener, at en viljefast israelsk gennemførelse af dette »vil mobilisere bred støtte i verden, der er træt af den islamiske fanatisme, som truer vestlig kulturs stabilitet!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu