BRUXELLES Tysk emsighed og frygt for at euro-fællesskabet skulle ende som et slaraffenland for uansvarlige regeringer i Rom og Madrid, kom i går retur til Berlin som en gnækkende boomerang.
Knap en måned efter euroens indførsel trængte det gode germanske ord Schadenfreude sig i går voldsomt på, da den spanske EU-Kommissær for euroen, Pedro Solbes, i går rykkede ud med en advarsel til Tyskland om, at landets budgetunderskud er på vej ud af kontrol. Ved samme lejlighed fik også Portugal et rap over fingrene:
»Under de foreliggende omstændigheder kan vi ikke gøre andet, end at gå videre med en tidlig advarsel. Hvis vi ikke skulle reagere med en advarsel nu, hvornår så? Ellers ville eurozonens stabilitet blive draget i tvivl,« sagde Solbes, mens tyske nationaløkonomer måtte knibe sig i armen: Lissabon og Berlin sat i samme bås. Sådan kunne det altså gå.
Det var næppe lige det, den tidligere tyske finansminister Theo Waigel forestillede sig, da han i 1995-96 pressede EU-landene til at vedtage den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt, der blev en vigtig del af Tysklands pris for at slippe den stærke D-mark løs i den europæiske zoo. Fra sin plads i oppositionen kastede Waigel i går skylden på kansler Schröders manglende reformer af det tyske arbejdsmarked, og talte om faren for et »forfærdeligt prestigetab.«
Pagten, der oprindelig havde klar adresse til middelhavslandene i EU, kræver, at landenes budgetunderskud højst må nå tre procent af BNP. Den er blevet kaldt et middelalderligt torturkammer, fordi lande, der bryder pagten, kan straffes med store bøder. Ganske vist er Tyskland ikke helt derude endnu, og de basalt set selvmodsigende bøder, der blot yderligere ville svække et land med dårlig økonomi, vil næppe heller nogensinde falde.
Schröder under pres
Alligevel gør onsdagens pegefinger fra Bruxelles overordentlig nas i et valgår, hvor kansler Schröder allerede er under pres fra den borgerlige opposition, der hamrer løs på de dårlige arbejdsløshedstal. EU-Kommissionen har derfor været underlagt et middelsvært pres fra Berlin for at lade advarslen blive i skuffen. Og presset vil givetvis fortsætte forud for mødet den 12. februar mellem EUs finansministre. Her skal de vedtage Solbes indstilling om en advarsel.
Mødet bliver en første prøve på om økonomisk ræson også kan overleve EU-ministrenes hang til studehandler. Selv om Solbes i går forsøgte, at nedtone betydningen af advarslen, så er skaden sket:
»Udstedelsen af en advarsel bør ikke misfortolkes eller overdramatiseres. En advarsel bør desuden ikke nødvendigvis fortolkes som kritik af den budgetstrategi, som en medlemsstat følger,« lød det afvæbnende fra Pedro Solbes, der ikke ville fornærme euro-gruppens største økonomi.
Den tyske undskyldning for at statsunderskuddet for 2001 ventes at ende på 2,7 procent, er da også klar: Vi har ikke ført traditionelt »uansvarlig« finanspolitik, det er den økonomiske krise, der har medført et markant fald i de budgetterede skatteindtægter.
Kommissionens problem er, at Berlin alligevel overskrider sit erklærede mål med mere end én procent. Og det er og bliver en »væsentlig forskel«, så her skal hammeren falde.
Ellers vil EU-Kommissionen få svært ved at forsvare troværdigheden i kommende advarsler til andre EU-lande.
