Læsetid: 4 min.

Udsynet

Pierre Bourdieu var med til at få den intellektuelle verden til at hænge sammen med de sociale bevægelser
26. januar 2002

Pierre Bourdieu
PARIS – Der er de aviser som Pierre Bourdieus åsyn pryder, og de aviser som blot har en lille notits denne gråkolde fredag vintermorgen. Og det er ikke spor tilfældigt, hvem der gør hvad. Le Monde og Libération fejrer ham over mange sider, le Parisien skriver ikke et ord. Filosofsociologen har forladt denne verden for at søge til de evige jagtmarker, eller skulle man drilsk kalde det et himmelsk ’felt’. Og man kan uden vanskelighed forestille sig, hvordan denne sociologiens Sokrates græmmes og straks igen utrætteligt begynder at spørge og analysere, når han skuer ud over det ’sociale felt’, der breder sig i morgenlyset. For det var en mand, der havde venner – for ikke ligefrem at sige tilhængere, på nærmest guru-agtig vis, men også fjender. Til gengæld kan det være svært at hitte rede i, hvem der er hvem.

Tankens forkæmper
Politikerne hylder ham nærmest enstemmigt, og det ville virkelig have irriteret ham eller bekræftet ham i hans analyse af den måde ideer opsuges på for bedre at blive uskadeliggjort. Chirac tager hatten af for denne »tankens forkæmper« og benytter lejligheden til lidt præsidentkampagnesnak om »den sociale kløft«.
Statsminister Jospin kommer pludselig i tanke om at han er venstreorienteret og hylder »hans store engagement i kampen mod den liberalistiske globalisering og dens sociale og kulturelle skadevirkninger.« Man kommer sig ihu, hvordan Bourdieu i 1992 analyserede den socialistiske regerings indsats op gennem 80’erne som »fuldstændiggørelsen af ødelæggelsen af den tiltro til velfærdsstaten, som liberalisterne var gået i gang med i 70’erne«, men også at den præsidentkandidat han i 1981 støttede netop ikke var Mitterrand, men komikeren Coluche, der stillede op til præsidentvalg i strutskørt og fjerprydelse.
Bourdieu skiftede i midten af 70’erne mening om, hvordan han som forsker og intellektuel skulle forholde sig til den politiske praksis. Mens han indtil da havde troet på en slags ’videnskabelig objektivitet’, kastede han sig i sine sidste år fuldt ind på ’agoraen’ og deltog i politik, ikke som politiker, men som aktivt medlem af ’polis’ – byen eller borgersamfundet. Allerhelst i en slags undergravelse af forstenede politiske strukturer, som partier og fagforeninger, hvor ’den symbolske magt’ cirkulerer mindst lige så meget som i alle andre dele af samfundet.
Denne nye holdning afspejler sig også i de kommentarer, han kan høre i den himmel, der nu er ved at blive blå. Blandt de nye venner er José Bové, hvis handlinger Bourdieu fuldt ud støttede, blandt andet ved at være til stede under de mange retssager mod lederen af Confédération Paysanne.
Hans liv et engagement
Bovés håndfaste indsats over for globaliseringsgiganter som MacDonald var den type politisk aktion, som Bourdieu bifaldt, og Bové udtaler da også til Le Monde, at »det vi havde til fælles, var ønsket om ikke at dele verden op, i på den ene side teoretisk snak og på den anden side den militante indsats. For ham var selve livet et engagement, og han havde en pædagogisk evne, der fik gang i folk«. Sammested siger Christophe Aguitton, der var med til at grundlægge ATTAC, at »han var med til at få den intellektuelle verden til at hænge sammen med de sociale bevægelser, efter at de i årevis havde stået uforstående over for hinanden. Ikke mindst skal man måske huske hans opfordring for halvandet år siden til at skabe et socialt Europa.«

Problematisk indsats
Men netop Bourdieus personlige indsats på den politiske skueplads, var for mange højst problematisk. Det skinner klart igennem i en af hans tidligere elever og assistent, sociologen Luc Boltanskis udtalelser.
Luc Boltanski var for nogle år siden medforfatter til en meget omtalt bog om Den nye kapitalismes ånd, et værk der tydeligvis stod i kæmpegæld til hele den bourdieuske skole. Alligevel er det hos ham, at der er den voldsomste kritik af Bourdieus ’propagandahandlinger’:
»Jeg ser helt bort fra de sidste 10-15 år. Især hvad medierne angår, var det slet ikke sociologi men propaganda. Der var opstået en lille gruppe selvudnævnte efterfølgere, der fungerede som en politisk sekt, og som udnyttede ham som springbræt.«
Boltanski er ikke alene om denne analyse, og konstateringen af, at der nærmest fandtes et kværnende Bourdieu-system. Liberation nævner en perlerække af forskere og tidligere medarbejdere på tidskriftet Actes de la recherche en science sociales, som alle lå i mere eller mindre åben strid med ham. »Sociologien er en kampsport,« hed en film som instruktøren Pierre Carles lavede om Bourdieu sidste år. Åbenbart også en kamp mod kolleger.
Blandt de trofaste venner og intellektuelle følgesvende – måske af den simple grund, at de aldrig arbejdede tæt sammen – finder man filosoffen Derrida. De to læste i sin tid filosofi sammen og aftjente begge deres værnepligt i Algeriet. Derrida udtaler sig da også til alle de store dagblade om dette livslange venskab, der startede dengang det ikke var sociologi, men Leibnitz og Heidegger de diskuterede sammen.
Men det er måske slet ikke blandt andre intellektuelle sværvægtere, at tabet af Bourdiu gør det største indtryk.
Enhver der har sin gang blandt Frankrigs tusindvis af skolelærere og socialarbejdere vil vide, hvor dybt forankrede hans ideer er om den sociale arv og det anti-fatalistisk arbejde, der er at gøre for at forandre det enkelt menneskes skæbne. For dem forvandlede Bourdieus teoretiske værker sig til en daglig praksis ikke mindst med unge i vanskeligheder i et samfund, hvor man på ingen måde er født lige, men hvor det på den anden side netop kan være en samfundsopgave at søge at rette op på skævhederne. Men dem er der ikke nogen der har spurgt i nogen af aviserne. Og det undrer overhovedet ikke Bourdieu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her