Analyse
Læsetid: 4 min.

Usbekiske stormagtsdrømme

I USA’s krig mod terror spiller Usbekistan en nøglerolle. Det søger landets enevældige hersker at udnytte til fulde
8. januar 2002

Krigen i Afghanistan har eftertrykkeligt placeret den centralasiatiske stat Usbekistan på det verdenspolitiske landkort. Før den 11. september havde få analytikere mere end et opgivende skuldertræk til overs for det folkerige, men forarmede Usbekistan, og dets magtfulde enevoldshersker Islam Karimov. Men præsident Karimovs beslutning om at lade USA anvende baser i Usbekistan i forbindelse med krigen i nabolandet Afghanistan, har indbragt Usbekistan – og Karimov selv – store politiske dividender.
På hjemmefronten har USA’s tilstedeværelse yderligere styrket præsidenten, som i mere end et årti har ledet Usbekistan og dets omkring 25 millioner indbyggere med jernhånd. Udenrigspolitisk har den indirekte amerikanske blåstempling af Karimovs regime øget Usbekistans politiske vægt, og givet præsidentens bestræbelser på at gøre landet til en regional stormagt fornyet luft under vingerne.

Talebans fald, og Nordalliancens nøglerolle i nyordningen i Afghanistan, har været yderligere politiske sidegevinster for Karimov. Taleban-styret støttede nemlig Usbekistans Islamiske Bevægelse, en islamistisk guerillabevægelse, der har været den måske væsentligste indenrigspolitiske udfordring for præsidenten. Usbekistan kan nu også forvente at få betydeligt større indflydelse i Afghanistan, hvor godt seks procent af befolkningen er usbekere. Det kan blandt andet ske gennem den usbekiske krigsherre Rashid Dostum, der står som en af vinderne efter Talebans sammenbrud.
Efter de seneste måneders begivenheder synes den 63-årige Karimov at stå på toppen af sin politiske karriere. I december kunne Karimov således modtage USA’s udenrigsminister Colin Powell i hovedstaden Tasjkent, hvor denne overbragte den usbekiske præsident en invitation til at besøge USA. »Vores interesser i denne region bør være permanente, og disse forbindelser vil fortsætte efter (Afghanistan) krisen,« sagde Powell. Noget af en omvæltning for Karimov, hvis despotiske regime hidtil mest har tiltrukket sig international interesse i forbindelse med at menneskeretsorganisationer har kritiseret landets manglende pressefrihed og politiske og religiøse undertrykkelse.
For trods en tynd demokratisk fernis, skinner Karimovs sovjetiske rødder tydeligt igennem. Præsidenten arbejdede sig over tre årtier op gennem stats- og partihierakiet i den notorisk korrupte Usbekiske sovjetrepublik. I slutningen af 1980’erne nåede han toppen som generalsekretær for det Usbekiske Kommunistparti – efter at en stor del af den tidligere elite var blevet fældet i forbindelse med en storstilet svindelsag, der også involverede sovjetiske toppolitikere i Moskva.
Karimov havde således allerede et solidt tag over magten i Usbekistan, da landet – ligesom de fire andre republikker i sovjetisk Centralasien, Kasakhstan, Tadsjikistan, Turkmenistan, og Kirgisistan – blev uafhængigt i 1991. Siden da har Karimov med hensynsløshed og held udbygget sin enevældige magtposition, ved at slå hårdt ned på enhver opposition. Ved det seneste præsidentvalg i januar 2000 fik Karimov i vanlig Sovjet-stil 92 procent af stemmerne, og selvom præsidentens embedsperiode først udløber i 2005, søger han ved en folkeastemning denne måned at forlænge sit mandat til 2007.

Det anslåes at Karimov over de seneste ti år har sat op mod 7.000 politiske fanger bag lås og slå. Der kom fornyet focus på undertrykkelsen i Usbekistan sidste måned, da landet uden held krævede oppositionspolitikeren Mohammad Salih, der har politisk asyl i Norge, udleveret. Salih, der leder oppositionspartiet ERK, står til mere end 15 års fængsel i Usbekistan på anklager om, blandt andet, ’terrorisme.’ Længe før USA’s felttog mod terror har Karimov nemlig fået for vane at kalde alle sine politiske modstandere terrorister.
Undertrykkelsen af oppositionen har givet Karimov ro på bagsmækken, mens han forfølger sin ambition om at positionere Usbekistan som en regional stormagt i skarp konkurrence med den nordlige nabo Kasakhstan, der territorialt er fem gange så stort som Usbekistan, men kun har omkring 16 milloner indbyggere.

Kasakhstan er økonomisk betydeligt mere udvilklet end Usbekistan, og har tiltrukket store investeringer i forbindelse med oliefund i og ved det Kaspiske hav, men dets leder Nursultan Nasarbajev synes at have tabt pusten efter energiske reformer i 1990’erne.
Mens Kasakhstan fortsat er en del af den russiske indflydelsessfære, har Usbekistan med invitationen til de amerikanske tropper vist, at man er parat til at gå andre veje. Det har Usbekistan tidligere antydet ved at udtræde af statssamfundet SNG’s kollektive sikkerhedspagt. SNG er organisationen af 12 tidligere sovjetrepublikker under uformel ledelse af Rusland.

Hidtil har det nye Rusland utvivlsomt båret regionens geopolitiske førertrøje – som Zarrusland og Sovjetrusland i det 19. og 20. århundrede. Det er i noget omfang sket i et parløb med kinesiske interesser, for eksempel gennem den såkaldte Shanghaj-pagt, en samarbejdsorganisation bestående af Rusland, Kina, Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Usbekistan. Men nogen analytikere vurderer at præsident Vladimir Putin nu er i færd med at nedtone Ruslands ambitioner. »USA udvider sin tilstedeværelse med Ruslands og Kinas indirekte billigelse,« vurderer Jerlan Karin, en politisk analytiker fra Kasakhstan. »Det er ganske utroligt hvor let Moskva overgiver denne strategisk vigtige region til andre spillere,« siger Karin.
De amerikanske ambitioner i regionen er dog fortsat noget uklare. USA har siden Sovjets opløsning i 1991, i høj grad ladet sin politik i den centralasiatiske region styre af hensynet til amerikanske olieselskaber i området, og spørgsmålet om bygningen af nye rørledninger, der skal mindske den russiske kontrl med lien fra den Kaspiske region.

Det er uvist om USA vil øge sit engagement i lande som Usbekistan, når krigen i Afghanistan først er overstået, eller man vil træde forsigtigt i et område, der fortsat har status som Ruslands baggård. Nogle iagttagere mener, at USA allerede nu pønser på at etablere en permanent tilstedeværelse i Centralasien i lighed med situationen efter Golf-krigen, hvor amerikanerne udbyggede deres netværk af baser i det arabiske område kraftigt.
Den øgede stormagtsinteresse for regionen vil utvivlsomt skærpe spændingerne både indenfor de fem centralasiatiske stater og landene imellem. Her kan Usbekistan, trods Karimovs tilsyneladende monolitiske diktatur, vise sig at være det svageste led. For hverken Karimov-regimets hårde undertrykkelse af den islamistiske opposition, eller Talebans nederlag i Afghanistan, eliminerer de voksende sociale og religiøse konflikter i det usbekiske samfund.
De kan give militante oppositionsgrupper som Usbekistans Islamiske Bevægelse nyt brændstof i de kommende år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her