Læsetid: 2 min.

’Våben-smugling forpurret’

50 ton våben beslaglagt. Var angiveligt på vej til Yasser Arafats styrker. Selvstyret afviser anklagen
5. januar 2002

TEL AVIV – Et skib lastet med 50 ton våben er blevet opbragt af det israelske luftvåben og søværn i Det Røde Hav 500 kilometer fra den israelske kyst. Ifølge israelske efterretningskilder er personer tæt på den palæstinensiske ledelse involveret i fragten, ligesom skibets kaptajn er officer i det palæstinensiske marinepoliti. Våbnene kommer, ifølge samme kilde, fra Iran, men det afvises af regeringen i Teheran. Episoden falder sammen med, at den amerikanske udsending til Mellemøsten, general Zinni, vender tilbage til regionen.
Den israelske generalstabschef Shaul Mofaz lod kom med først nyheden på et pressemøde i går, selv om opbringningen fandt sted allerede torsdag. På pressemødet fortalte Mofaz, at man endnu kun havde gennemgået godt 10 procent af skibets last, som omfatter katusja-raketter, mortergranater, rifler og panserværnsgranater.
»Vi er vidne til den palæstinensiske ledelses dobbeltspil. Den er et terrornetværk, som fra top til tå er inficeret af terror, og den forstår ikke at den ikke kan gøre fremskridt ved anvendelse af terror, navnlig efter 11. september,« sagde Mofaz og trak en lige linje fra våbensmuglingen til Yasser Arafats selvstyre.
Det blev på det kraftigste afvist af palæstinenserne.
»Det Palæstinensiske Selvstyre har intet med det her at gøre og ved ikke noget om det,« sagde talsmand Nabil Abu Rudieneh.

Zinni informeret
»Både israelere og palæstinensere forbereder sig på næste runde af konflikten. Så enkelt er det. Vi ved jo alle sammen godt, at de fleste af palæstinensernes våben er blevet smuglet ind,« siger fredsaktivisten Galia Golan.
Den israelske højrefløj bruger som hyppigt argument at skatteyderpenge er blevet brugt på at købe våben til det palæstinensiske selvstyre, men ifølge Golan drejer dette sig kun om meget lette våben, som stort set ingen rolle spiller i den aktuelle konflikt. En anden våbensmugling i efteråret fik lignende opmærksomhed da et mindre skib blev standset på vej fra Libanon til Gaza med store mængder våben og ammunition i lasten, men dette er kun en undtagelse.
»Jeg forsvarer naturligvis ikke våbensmugling, men vi må holde os klart at det foregår hele tiden,« siger hun.
»Så jeg er forbløffet over at nogen kan være forbløffet!«
Det interessante er derfor pressemødet og omstændighederne, som er endnu en opvisning af perfekt timing fra ministerpræsident Ariel Sharons side. Allerede torsdag sørgede han for at få informeret den amerikanske mellemøstudsending Anthony Zinni, kort efter at denne indledte sit andet forsøg på at bringe parterne til gensidig forståelse.

Eskalering
»Pressemødet tjener udelukkende til at udstille for verden hvad vi ved i forvejen, og det gustne overlæg er naturligvis at køre Zinnis initiativ i sænk,« forklarer Galia Golan.
Sharon satte ekstra trumf på sin opfattelse af udviklingen ved at iværksætte en ny militær indtrængen i palæstinensisk selvstyre. I går morges erklærede hæren landsbyen Tel udenfor Nablus for lukket militært område mens man pågreb en række Hamas-aktivister og dræbte en. Da Zinni opholdt sig i regionen i første runde i november og december var han vidne til en stribe blodige palæstinensiske angreb på israelske mål, og den almindeligt accepterede konklusion var, at Hamas ikke ønskede hans tilstedeværelse.
»Nu er det Sharon, som gerne ser Zinni forsvinde. Sharon er ganske enkelt ikke interesseret i det amerikanske fredsinitiativ, for det indeholder mange elementer, som er helt uspiselige. Når Zinni rejser, så kommer Sharons næste initiativ,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu