Læsetid: 11 min.

Velkommen til globaliseringens paranoide fase

Det nye års konflikter bliver mellem stater og netværk – grænserne mellem krig og fred fortoner sig, siger norsk socialantropolog, forfatter til ny bog om islam og vesten efter 11. september
2. januar 2002

Essay
I efteråret 2001 gik globaliseringen ind i sin paranoide fase. Før 11. september var de fleste gået ud fra, at det store tidsskel i vor generation havde fundet sted omtrent ti år tidligere, og at vi levede i en epoke, som hed »tiden efter den kolde krig«, »den globale tidsalder«, »informationssamfundet« eller noget lignende.
Denne periode var kendetegnet ved en selvsikker global nyliberalisme uden seriøse udfordrere, en lynhurtig udvikling af forskellige typer informationsteknologi og en kapitalistisk verdensøkonomi, som nu omfattede hele planeten, direkte eller indirekte: Uanset hvor man befandt sig på kloden, var det nu blevet umuligt at drive et samfund uden at mærke virkningerne af den globale kapitalisme. De, som ikke var med, var ikke bare ikke med; de blev aktivt ekskluderet (som meget af Afrika) eller måtte kæmpe for at holde sig udenfor (som Nordkorea eller Talebans Afghanistan). Nyliberalismen havde mange vindere, men den havde sandelig også mange tabere.
Det er også rigtigt at sige, at respekten for menneskeliv i »det internationale samfund« varierede, nu som før. I Rwanda blev 800.000 mennesker massakreret i 1994 uden særlig indblanding udefra, og uden at det gigantiske folkemord bidrog til nogen varig forandring af geopolitikken. Efter Golfkrigen i 1991 blev Irak udsat for internationale sanktioner, som ramte civile, ikke mindst børn, på grusomme måder. Millioner af aids-syge i Afrika døde under elendige forhold, men mange af dem kunne have fået et bedre og længere liv, hvis lægemiddelfirmaerne (og følgelig lægerne) havde set et formål i at udvikle medicin for mennesker med svag købekraft.
Trods disse og andre skær i søen var tiden efter Den Kolde Krig alt i alt et lykkeligt og optimistisk tiår for store dele af menneskeheden. Der var godt nok grus i maskineriet og enkelte sorte huller, men udviklingen gik den rigtige vej. Stadig nye lande indførte demokratisk styreform, ideer om menneskerettigheder spredte sig, og det hed sig, at i informationsalderen var det umuligt for et regime at undertrykke sin befolkning i længere tid, uden at overgrebene blev eksponeret i globale medier, opfanget af det internationale samfund og af lokal opposition og dermed bekæmpet. Sociale og økonomiske indikatorer pegede i rigtig retning i store, tunge lande som Kina og Indien, som tilsammen har en tredjedel af verdens befolkning. Andelen af verdens befolkning, som levede under FN’s fattigdomsgrænse, sank (selv om antallet steg noget). Der var til og med visse tegn på, at klodens miljøproblemer havde været kraftigt overvurderet. Selv om 90’erne var et forvirret tiår, var det præget af en optimistisk usikkerhed.

Billedet blev smadret
En formiddag i september blev dette billede smadret. Allerede samme aften indså vi, at 1990’erne pludselig var blevet en parentes, et mellemrum, en limbotilstand, en forpustet overgangsfase.
Denne hektiske og begejstrede globaliseringsperiode havde godt nok gødet jorden for det, der skulle komme, men ingen var sikre på, hvad der faktisk skulle erstatte Den Kolde Krig som hovedfortælling. Nogen havde ment, at »historien var slut«, og at kapitalismen havde vundet sin endelige sejr; andre hævdede, at de fremtidige konflikter ville udspille sig mellem ’civilisationer’ og ikke mellem stater, mens andre igen så identitetspolitik – etnicitet, religiøse vækkelser og nationalisme – som sprængstof i den kommende verdens(u)orden.
Smarte analytikere tilknyttet RAND Corporation, en tænketank med nære bånd til USA’s militærvæsen, var ude hurtigt efter den 11. september med tekster om netværkskrige (netwars) som den ny, dominerende konflikttype og påpegede, at efterretning og infiltration – ikke bomber og granater – var måden at bekæmpe truende netværk på.
Så blev vi kastet ud i en uhyggelig og paranoid tid, en krig uden tydelige frontlinjer, en konflikt uden indramning, med en klar begyndelse, men uden en klar afslutning.
USA’s vicepræsident Cheney sagde midt i oktober 2001, at denne krig adskilte sig fra Golfkrigen, fordi den ville fortsætte på ubestemt tid, og tilføjede, at han ikke regnede med, at den ville slutte i hans egen levetid. Aviserne skrev om usikkerhed og børsfald, om muligheden for biologisk og kemisk krigsførelse, om skumle muslimer og snedige muslimer, om tre svenskere af arabisk oprindelse som blev smidt af et charterfly til Las Palmas, om sikher der blev udsat for chikane og vold i flere lande, herunder USA og Norge (sikher er som bekendt ikke muslimer, og de flygtede fra det muslimske Pakistan til Indien under delingen i 1947), om indbyggerne i Anthrax Street som gerne ville have et nyt gadenavn; man læste om pulverbreve til lensmanden i små norske bygder og mystiske pakker i busterminalen i Philadelphia – men også om afghanske børn på flugt, om turister som svigtede deres rejsemål og forretningsmænd som aflyste planlagte ture til USA’s østkyst.
Stikordene for 90’ernes globalisering var åbenhed, fri bevægelighed, Internet og øget flytrafik. Stikordene for det indeværende årtis globalisering er aids, frygt, overvågning og politistat. Knaphedsressourcen, som der nu føres krig om, er ellers ikke økonomisk og politisk magt, men menneskenes sjæle. Ved at bombe et fattigt land for at vinde en sådan krig, skaber USA naturligvis det problem, det ønsker at bekæmpe.

Krig mod terror
Umiddelbart efter terrorangrebene erklærede USA’s ledelse »krig mod terrorisme«. Næsten alle stater i verden støtter dette princip, selv om der var delte meninger om, hvorvidt det var en god ide at kaste bomber over Afghanistan som et middel til at fremme menneskerettigheder.
Det at staterne slutter sig sammen, betyder imidlertid ikke, at hele verden står samlet mod terrorisme, men at den typiske konflikt i dagens verden ikke foregår mellem stater, men mellem stater og netværk. Netværkene er alt det, staten ikke er: De er fleksible, ikke forbundet med et bestemt sted, ubureaukratiske og usynlige. Selvmordskaprerne i USA havde studeret i Vesten, havde opholdstilladelser i vestlige lande og var frie til at bevæge sig ud af og ind i både USA og allierede lande. Når deres medsammensvorne og lignende terrorceller skal bekæmpes, nytter det ikke i det lange løb at kaste bomber over land. De befinder sig i lejligheder i Cairo, Hamburg, London, New York og så videre.
Det er slet ikke alle politiske, ikke- eller anti-statslige netværk, som kan karateriseres som terroristiske. Menneskeretsbevægelser, radikale grupper som ATTAC, miljøbevægelsen og den globale bevægelse af oprindelige folkeslag er eksempler på bevægelser, som har en struktur beslægtet med al-Qaeda og andre yderligtgående grupper, men som står for helt andre ting.
Disse er imidlertid også på kant med staternes logik, ofte fordi de går ind for en global solidaritet, som ikke bryder sig om statsgrænser, og de risikerer at få deres handlefrihed begrænset efter terrorangrebene.
Konflikten, som nu opbygges, er også på andre måder forskellig fra tidligere tiders. Selv om USA og dets allierede har forsøgt at afgrænse den til røde knappenåle på verdenskortet (Afghanistan samt muligvis Irak), ved de og alle andre, at problemet dybest set ligger et andet sted – nemlig i forholdet mellem stater og uregerlige netværk.
Takket være den hastige globalisering af økonomi, teknologi og kommunikation, som fandt sted mod slutningen af det 20. århundrede, har staterne stadig mindre at stille op med af effektive kontrolmetoder. I en vis forstand kan man sige, at grænsen mellem samfundets yderside og inderside er blevet udvisket. Det var jo ikke en fremmed magt, der stod bag angrebet på World Trade Center. Det var blandt andet en håndfuld tidligere elever ved en pilotskole i Florida.

Overvågning
Som et resultat af denne udviskning af grænser, ser vi nu, at skellet mellem politi og militærvæsen begynder at blive utydeligt, parallelt med at skellet mellem krig og fred forsvinder. Der bliver skærpet sikkerhedskontrol ved grænseovergange og trafikknudepunkter, og der åbnes for mere omfattende overvågning af indbyggere i snart sagt hvilket som helst land – hvad enten USA selv står for overvågningen af indbyggerne, eller den stedlige regering gør det som resultat af direkte eller indirekte pres fra USA.
Både USA og Storbritannien indførte i det sene efterår 2001 rene krigsdomstole: Når terrormistænkte herefter stilles for retten, vil der være slået en streg over hele den kontrol og ret til indseende over for retsvæsenet, som i hundrede år har været en af de vigtigste forskelle mellem demokratiske og udemokratiske samfund. De mistænkte skal ikke have ret til at vide, hvad de anklages for, og de skal kunne dømmes summarisk uden ankemuligheder. USA påberåber sig endog retten til at dømme terrormistænkte uden for sine egne grænser. Set i lyset af vestlige retstraditioner er denne ændring det samme som at sige, at USA er i krig over hele verden.
Samtidig opfordrer landets øverste ledelse sine indbyggere til at ’gå ud og shoppe’, hvilket i USA er synonymt med fortsat at leve et normalt liv, mens tungt bevæbnede vagter i camouflageudstyr holder udkig på Grand Central Station i New York. På kort tid kan et afslappet civilt miljø blive gennemmilitariseret, hvis myndighederne får et tip om et muligt terrorangreb. Risikoen for at blive udsat for krigshandlinger er nu kronisk og allestedsnærværende.
Selv om de vestlige ledere siden begyndelsen har insisteret på, at ’terrorkrigen’ ikke er en krig mellem vestlige (kristne og jødiske) og muslimske kræfter, bliver den opfattet som netop det af mange, ikke mindst i muslimske lande.
Det er måske ikke så overraskende. Den muslimske verdens historie i det 20. århundrede har, med få undtagelser, været en historie om succesive nederlag, ydmygelser og dominans fra Vesten. I vore dage er det en udbredt følelse blandt muslimer, at de ikke bliver taget alvorligt, at de ikke får tilstrækkelig anerkendelse og respekt fra omverdenen, fordi de er muslimer. Mange deler også Osama bin Ladens synspunkt, at centrale muslimske lande ledes af quisling-regeringer, som går Vestens ærinde og giver pokker i egen befolkning.

Osama ikke den eneste
Nu er det utvivlsomt rigtigt at sige, at Osama er et vigtigt symbol for den nye jihad, men han er ikke det eneste. Militant og voldelig revolte mod Vestens – og specielt USA’s – økonomiske og militære dominans stikker dybere, end til at kunne føres tilbage til én person eller ét miljø. Osama og lignende karismatiske lederskikkelser giver ansigt og stemme til mange års opdæmmet frustration for millioner af mennesker i Den Tredje Verden. Osama er en leder, som tør tale supermagten midt imod, og så længe der findes marked for sådanne ledere, vil de fortsætte med at dukke op.
Terrorisme må bekæmpes på mange planer, og de fleste eksperter er enige om, at den kun kan forebygges effektivt, hvis livsmulighederne bliver mere jævnt fordelt i verden.
Det kan nok ikke betyde – for det ville være science fiction – at palæstinensiske og irakiske børn får nogenlunde den samme chance som argentinske og ecuadoranske børn, og at de alle kan sammenligne sig med tyske og israelske børn uden at føle, at der er en afgrund, som skiller dem i levevilkår og fremtidsudsigter. Men det betyder, at der må sættes en stopper for aktiv forfordeling af bestemte typer mennesker og bestemte lande.
Nu kan man påpege, at andre lande i Den Tredje Verden, ikke mindst i Latinamerika, i perioder har været mindst lige så hårdt ramt af kynisk magtpolitik fra Vestens side, som f.eks. Palæstina, Irak og Afghanistan kan siges at have været det i nyere tid. Det, der adskiller muslimer fra f.eks. latinamerikanere og afrikanere, er, at de har et stærkt og forpligtende symbolsk fællesskab knyttet til deres religion. Derfor kan deres modstand mod Vesten blive både mere uforsonlig og mere slagkraftig end den, man finder andre steder. I europæisk indenrigspolitik må bekæmpelsen af terror derfor inddrage tiltag mod diskriminering af muslimske indvandrere.

Terrorfaren består
Både tilhængere og modstandere af USA’s udenrigspolitik og militant politisk islamisme ved, at begivenhederne i efteråret 2001 ikke var et afsluttet kapitel.
Selv om Taleban er jaget fra Kabul, og selv om Osama skulle blive elimineret, er terrorfaren fremdeles reel. Lige siden slutningen af Den Kolde Krig er det blevet spået, at den væsentligste sikkerhedsrisiko i det 21. århundrede ikke ville bestå i krigsfare mellem lande og ikke engang i interne konflikter mellem etniske majoriteter og minoriteter, men i en globaliseret terrorisme. Næste gang behøver det ikke være militante muslimer, men kan lige så godt være hjemmeavlede højreekstremister, der slår til. De ansvarlige for angrebet 11. september har vist, at store resultater kan opnås med små midler, og de har ganske sikkert inspireret mange andre til at lægge ambitiøse planer.
For er der noget, angrebet på USA har vist, så er det, at sårbarhed er et vigtigt resultat af globaliseringen. Oktober 2001 bragte et nyt ord ind i sproget: Pulverbrev. Selv om det foreløbig kun er en lille håndfuld mennesker, der er blevet smittet med miltbrand, har den globale panik ramt mange hundrede millioner. Endog fra obskure kommunalkontorer på små steder i perifere lande er der blevet slået alarm, når man har opdaget breve, som indeholdt hvidt pulver. Det globale hysteri, som lynhurtigt spredte sig over hele kloden efter miltbrand-angrebene, viser, at hvis hensigten med terrorisme er at sprede frygt og ængstelse, så er nogle få, velplacerede voldshandlinger tilstrækkelige.
Det er forbavsende lidt, der skal til. Dette fortæller os igen, hvor skrøbelig den abstrakte tillid, som vore samfund bygger på, er – tillid til at ingen kommer gift i sukkerskålen på caféen, hvor jeg drikker min cappuccino, tillid til at mine breve ikke indeholder dødbringende bakterier, og at ingen dumper en giftampul i S-toget, hvor jeg sidder og slumrer om morgenen, tillid til at fly letter og lander, som de skal, og at øget kontakt over landegrænserne er en god ting, fordi det fører til øget forståelse.
90’ernes datavirus viser sig nu som et harmløst forvarsel. Fysiske breve, som indeholder rigtige virus, viste sig at være betydeligt skumlere end elektroniske breve udstyret med elektroniske virus.

Goddag paranoia
11. september markerede starten på globaliseringens paranoide fase: Fremmede er farlige, verden er farlig, globalisering betyder, at vi eksporterer McDonald’s og Pepsi-Cola, økonomisk undertrykkelse og øgede globale kalsseforskelle, mens de returnerer pest og kopper, terrorangreb og had. Skal tilliden genoplives på denne krympende klode, må magtbalancen forandres – ikke bare mellem rige og fattige lande, men også mellem rige og fattige mennesker internt i ethvert land og ikke mindst mellem dem, som bestemmer over andre, og dem, der aldrig bliver lyttet til.
Bush II har faktisk ret i, at kampen står mellem gode og onde kræfter. De onde er vindene, som blæser i retning af en tvedelt verden, hvor Gud er en aktiv og morderisk deltager i politikken. De gode er de kræfter, som sammenbidt forsvarer en papirtynd universalisme baseret på et ideal om lige og ukrænkelige menneskerettigheder og ikke mindst menneskepligter overalt. En verden hvor en fattig afghaner er lige så meget værd som en rig nordamerikaner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu