Læsetid: 5 min.

Vort muddersmål er hæsligt...

... det har så fæl en klang’, sang Dissing som Svante engang. Det får være, men ikke desto mindre beviser en række nye udgivelser, at den der fæle klang altså kan noget. En del, faktisk
28. januar 2002

Nye cd’er
Undertegnede havde en fransk bekendt, der yndede at få afspillet et bestemt nummer med Kim Larsen. Lod man sig modstræbende overtale til at spille den der med »det er søndag og familien skal i skoven« udeblev den forventede reaktion heller ikke. Vor frankmand fik sig en griner af den anden verden, holdt sig på maven og rullede rundt på gulvet. Spurgte man hvorfor, svarede hun: »Det lyder så hæsligt, at det er morsomt.«
Stødt blev man jo på sprogets vegne og måtte derfor klamre sig til det citat fra Svantes viser, der udgør overskriften på denne artikel: Jo vist er dansk et hårdt sprog med mange grimme lyde, men ikke desto mindre er det hele vejen fra »Det var en lørdag aften« over salme- og fædrelandsdigterne og frem til de seneste udspil fra Love Shop og Souvenirs faktisk lykkedes adskillige danske digtere, popsnedkere, opportunister, sangskrivere og andet godtfolk at aftvinge dette kantede og konsonantfyldte sprog stor klanglig skønhed og mange fornemme betydninger.
Én der har fat i den lange ende er den gode Laura Illeborg, hvis tredje udgivelse også er hendes hidtil bedste. Bortset fra titelnummeret med den forfærdelige titel »Lidt In Love« – det lyder lige så grimt som det ser ud på papir! – er der på pladen 11 gode grunde til ikke at affeje dansk visesang anno 2002.

Udtryksfylde
Det underspillede er karakteristisk for Illeborgs stil, så fri for pynt og guirlander, at man fristes til at betegne den som beskeden. Sammen med komponisten og guitaristen Jens Hellemann gør hun sig i små stemningsmættede vignetter, der uden at besidde decideret sprogbevidsthed derimod emmer af det ligefremme og mundrette. Der er måske ikke så mange lag i teksterne, men Illeborg formår, når hun er bedst, at indkredse såvel dagligdagssituationer som mere tilspidsede ditto og en titel som »Åndssvage idioter« antyder, at det ikke er flinkeskole det hele. At pladens bedste sang så er tolkningen af Gasolin’-klassikeren »Kloden drejer stille rundt« er ikke ensbetydende med at numre som »Ser og ser og ser«, »Henne Strand« og »Overgaden over Vandet 102« ikke kan stå på egne ben for det, de er: Udtryk for en sympatisk og musikalsk sjæls livtag med verden.
Sidste år udsendte den tidligere Bifrost-sangerinde Ida Klemann sammen med strengemagikeren Kim Skovbye det lavmælte og usædvanligt velklingende album, Hvidt så vidt, hvor der udvises stor følsomhed over for de smukkere lyde i det danske sprog, samt ikke mindst en forfinet sans for betydninger og en sproglig økonomi, der bringer tankerne hen på salig Emily Dickinson. Derudover er det melodisk set mere udfordrende end Illeborgs traditionalistiske stil, stedvist med østeuropæiske klange og en meget smuk modal-inspiration.
Hvidt så vidt er på mange måder – i ordenes allermest positive forstand – moderne hippiemusik, hvor både tekster og toner syntes som skabt til årstiden: Der hviler en regn- og sorgfuld stemning over projektet, som udøver en stærk attraktion på ens indre melankoliker. Det kan sine steder tangere klicheerne, men hives som regel hjem på en kombination af Klemanns udtryksfylde og Skovbyes aldrig mindre end inspirerende spil, en lykkelig sans for det rette arrangement og en produktion så diskret, at man slet ikke spekulerer over, hvorvidt skidtet overhovedet er produceret. Hvidt så vidt sniger sig lydløst ind på lytteren, men bliver i sidste ende siddende længe efter de fleste af tidens mediebrag er indforskrevet i den store glemmebog.
I en mere sorgløs og munter boldgade finder man Rubens Orkester, hvis andet album – City Cowboy – på alle måder er afgørende bedre end debuten. Og som debuten står og falder det med, hvorledes man har det med forsanger Ruben Jacobsens stemme, der hverken er synderlig stor eller specielt køn – kommer man over den hurdle er City Cowboy til gengæld et friskt pust, der stilistisk befinder sig i grænselandet mellem visesang, swing og dansktop/
palmehave med smægtende elementer af latin tilsat mundrette tekster!
Udover Ruben består bandet af ikke færre end otte medlemmer, her i blandt tre kor/sangkvinder, man generelt gerne havde hørt højere i mixet ... eller, som i åbningsnummeret, benyttet mere kontrapunktisk i forhold til Rubens lettere væltede lokum af et organ. Trods den
pauvre produktion er der fart over feltet, liv og glade dage, mange fine instrumentale indsatser og udspillet indikerer, at Rubens Orkester i en live-situation må være lidt af en åbenbaring. Og på såvel den dejlige »Det eneste jeg mangler« som på den yndefulde »Nu« høres markant(e) og stærk(e) solokvindestemme(r), man gerne hører mere til på fremtidige udspil.

Charme, varme, kvalitet
Har de ovennævnte noget til fælles, er det en uimodsigelig bagstræberiskhed i såvel klang som udtryk, hvilket man ikke kan beskylde den jyske duo Superjeg for på deres skægge og uortodokse debut, Alt er ego. Her kobles moderne sprogbevidsthed sammen med et udtryk, der trækker på såvel moderne singer-songwriter-tradition som den forkætrede indie-rock, og selvom det sine steder er en anelse hjælpeløst er det som helhed mere end lovende.
Man kan ikke andet elske et nummer som »Ultralight«, i øvrigt en duet mellem forsanger Peter Sommer Christensen og den guddommelige Lise Westzynthius (hvornår kommer det soloalbum så, Lise?) i hvis mund det danske sprog bliver ren poesi:
»Jeg tager det ikke så tungt/ (du tager det ultralight)/ for uanset hvad valget bli’r, bli’r det dit eget/ (Vær cool, vær sej)/ og vær god ved mig/ når alt for lidt, alt for let, bli’r alt for meget ...«
Produceren hedder Nikolaj Nørlund – Alt er ego udsendes af hans pladeselskab Auditorium – og det høres: Der er samme fornemmelse for »less is more« hos Superjeg som man finder hos Nørlund selv og også klangligt ligger duoen i forlængelse af Nørlunds bestræbelser. Men hvor Nørlund tackler det eksistentielle med stor alvor, tages der mere let på tingene her, uden at det går til i fis.
Sommers stemme er alt andet end stor og han synger kun lige rent, men det søgende udtryk matcher de naivt undrende tekster perfekt og Carsten Valentin Lassens fjerlette melodier ligger i deres indtagende enkelhed smukt i forlængelse af tekstuniverset – og kræver ikke mere af Sommers stemme end den kan indfri. Alt er ego vil næppe vælte salgslisterne, men overgår ikke desto mindre snildt det meste af det hejs, der havner der – thi charme, varme, intelligens og kvalitetssans er næppe kvaliteter, der vil tiltale en befolkning, der i samlet lemmingeflok har skaffet os den nuværende regering på halsen!

*Laura Illeborg: Lidt In Love (Kick Music) Producer: Jens Hellemann. www.laurailleborg.dk

*Ida Klemann & Kim Skovbye: Hvidt så vidt (ExLibris) Producer: Klemann/Skovbye. www.image.dk/skovbye

*Rubens Orkester: City Cowboy (Olufsen Records) Producer: Kim Nielsen, Ruben Jacobsen, Alfred Riis & David Stubbe Teglbjærg.www.rubenork.dk

*Superjeg: Alt er ego (Auditorium/Playground) Producer: Nikolaj Nørlund & Superjeg. www.superjeg.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu