Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

25. januar 2002

(2. sektion)

www.emule.com
*Hvad har klassisk poesi og det engelske kongehus til fælles? Ja, hmm, det kan være svært at sige, ud over at det måske er noget med gode velprøvede gammeldags dyder? Hvad det nu end er, de to ting har med hinanden at gøre, så er det i hvert fald de to ting, dette lettere mystiske site handler om (en tredje gren er ved at blive planlagt – den skal handle om valuta og møntenheder!). På top ti-listen over mest læste digte er det Robert Frost, som er det store hit. Fire af de 10 digte er hans, og de er tilsammen blevet læst af næsten 150.000 besøgende. At emule er ret populær kan også ses på forum-siden, hvor man kan stille spørgsmål, hvis man ikke forstår et eller andet – og faktisk regne med at få et svar.

www.pandaemonium-themovie.com
*»En visuelt overdådig film, som afslører det turbulente og kreative venskab mellem to af verdenshistoriens mest velanskrevne poeter, William Wordsworth og Samuel Taylor Coleridge. Pandæmonium, en historie om poesi, kærlighed og forræderi, foregår i slutningen af det 18. århundrede i en af europæisk histories mest radikale og inspirerende perioder. Coleridge og Wordsworth satte sig for at ændre den måde folk tænkte på – og endte med at ændre såvel digtningen som deres egne skæbner for altid.« Skriver filmens egne producenter. Hvornår kommer den mon i Grand?

www.william-wordsworth.com
*Ak ja, poesi, kærlighed og forræderi – er der noget mere storslået end engelske romantikere? Mere end to århundreder og et utal af engelske (og senere amerikanske) skolestile, gymnasieopgaver og universitetsessays senere, kan man stadig lave en film om dem, og man kan også lave et website, hvor det er muligt at købe færdige essays eller – hvis man ikke finder noget, der lige passer sig til det, man har brug for – endog bestille et nyskrevent essay om et hvilken som helst emne i Wordsworths poesi. Som han selv var den første til at bemærke (påstås det her): How sweet it is. Tænk sig at blive en industri. Hvem skulle have troet, at det var, hvad Williams ord var værd.

http://etext.lib.virginia.edu/stc/Coleridge
*Så vidt jeg kan forstå, er det først og fremmest Coleridges synsvinkel, Pandæmonium-filmen anlægger. Coleridge skrev et af alle tiders mest forrygende digte, »The Rime of the Ancient Mariner«, og var derudover formodentlig en af de første digtere, der mere eller mindre bevidst brugte opium og laudanum som et kunstigt hjælpemiddel til at gøre visionerne lidt vildere, end de ellers ville have været. Således blev en drøm frembragt af et par opiumdråber i 1797 til det første udkast af det visionære digt om Kublai Khans palads, Xanadu. Det var før Rock‘n’Roll, og det var vel også næsten før sex, men Coleridge blev alligevel lidt af en helt for den oprørske ungdom med romantiske ideer.

www.john-keats.com
*Så var John Keats unægteligt en pænere ung mand, en følsom brystsyg læge, hvis poesi blev angrebet så hårdt, at kollegaen Byron efter hans død nærmest beskyldte kritikerne for at have myrdet ham (uagtet at han selv i sin egen anmeldelse af Keats’ debut havde hånet den og kaldt den »onani-poesi«). Folkene bag dette smukke og enkle site er de samme, som bl.a. har skabt Rilke.de, og et smart påfund her er, at man har mulighed for at sende små digte til kærestens (eller hvem man nu ellers synes har fortjent det) WAP-mobiltelefon.

www.williamblake.com
*Den første og allermest visionære engelske romantiker var dog uden tvivl William Blake. Meningerne er delte om, hvorvidt Blake var en religiøs seer eller bare splitterravende gal. Under alle omstændigheder er han på fantastisk vis blevet en del af den mest folkelige engelske kulturarv ved at indlede sit hyldesdigt til Milton med de nu udødelige linjer: »And did those feet in ancient times / walk upon Englands mountains green...«, der nu både er fast inventar ved såvel den sidste promenadekoncert som ved Englands hjemmekampe. Digtet fortsætter med, at Miltons ånd stiger ned fra himlen, forklædt som en komet, tager bolig i Blake via hans venstre fod og undervejs på rejsen op gennem de indre organer opdager, at Djævelen måske alligevel ikke var så ond, som han først havde troet...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu