Læsetid: 2 min.

90 fyres fra arbejdstilsyn

Arbejdstilsynet skal nu koncentrere sig om det, de er bedst til, siger DA
19. februar 2002

Det var i går dagen, hvor 90 medarbejdere i Arbejdstilsynet modtog fyringsvarsling, som led i en større nedskæring og sammenlægning.
De nuværende 14 kredse lægges sammen til fire, og der vil i alt blive beskåret 130 stillinger som led i en samlet besparelse på 124 mio. kr.
»Det har været en forfærdelig dag. Det er altid en ubehagelig situation at skulle varsle afskedigelser hos nogen, der ikke selv er skyld i noget som helst,« siger chefen for Arbejdstilsynet i København, Ole Honoré, der måtte give seks af sine 37 ansatte den kedelige besked.
Det kommer til at betyde, at både de landsdækkende indsatser og kampagner, hvor der fokuseres på enkelte sektorer, der kræver ekstra bevågenhed, helt afvikles. Det har været områder som byggepladser, hospitaler og træ- og møbelindustrien.

Går ud over besøg
Direktør for Arbejdstilsynet, Jens Jensen, vurderer desuden, at det vil gå ud over de daglige tilsyn og kontrolbesøg.
»Vi vil selvfølgelig ikke være i stand til at lave det samme arbejde, med en beskæring på hver femte medarbejder. Vi har konstant trimmet og optimeret organisationen, så der kan ikke hentes noget på effektiviseringer.«
»Vi vil forsøge at genskabe en balance i arbejdet, så vi kan fortsætte med både det opsøgende arbejde og det administrative, men koncentrationen må nu lægges der, hvor risikoen for arbejdsulykker er størst. «
Tillidskvinde for HK’erne i Arbejdstilsynet, Annette Gemynthe, kan heller ikke se, hvordan det kan undgå at gå ud over antallet af daglige tilsyn.

Et skidt signal
»Vi kan ikke løbe hurtigere så sagsbehandlingstiden må blive længere. Men vi har jo nogle faste tidsfrister som vi skal overholde, så jeg kan ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Vi vil i hvert fald ikke tillade, at det går ud over grundigheden.«
Hos fagbevægelsen er man i lige så høj grad kede af signalværdien af at skære ned på antallet af stillinger i Arbejdstilsynet.
Miljøkonsulent Peter Kirkegaard fra SiD mener, at det er et skridt i den forkerte retning.
»Arbejdsmiljøet er et område, der kræver stadig større bevågenhed, så det er et klart tilbageskridt. Vi kan se, at det er vigtigt, at Arbejdstilsynet er synligt. Men når der både skæres og sammenlægges, vil der komme færre kontrolbesøg, især i de yderligere geografiske områder. Det er noget skidt.«
Fornuftig effektivisering
Hos arbejdsgiverne er man derimod ganske tilfredse. Uden at ville forholde sig til de konkrete nedskæringer, vurderer underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Thomas Philbert Nielsen, at det er en kærkommen lejlighed til at gennemgå Arbejdstilsynets opgaver.
»Det behøver ikke at gå ud over tilsynene. Det vil vi tværtimod være kede af, og det er der tilsynets hovedopgave ligger. Derimod kunne man sagtens fjerne alle de vejledende og bredt rådgivende instanser. Det kan de faglige organisationer, branchearbejdsmiljørådene, og Bedriftsundhedstjenesterne varetage bedre. Arbejdstilsynet skal gøre det, de er bedst til og lade det andet ligge.«
Han ser sammenlægningerne af kredsene som en reaktion på mangeårig kritik af Arbejdstilsynet. Kontrollen har været for uensartet alt efter, hvor i landet man befandt sig og desuden har den faglige ekspertise været for dårlig ude i de enkelte kredse.
»Derfor har en sammenlægning været nødvendig,» siger Thomas Philbert Nielsen til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her