Læsetid: 7 min.

’Vi har jo allesammen et ansvar’

Danmark kan ikke mere opfattes som et humanistisk tænkende land, og det er skræmmende, at folk ikke protesterer mere over det menneskesyn, som præger regeringens udspil, synes den 27-årige eks-sygeplejerske Martha Topperzer
4. februar 2002

De frafaldne
»Ja, min generation har nok været lidt apolitisk, når det gjaldt indenrigspolitikken,« indrømmer Martha Topperzer.
»Det gik jo godt altsammen herhjemme, selv i Schlüters fattigfirsere, for os unge. SU’en steg hele tiden, verden var et trygt sted, vi fik gratis lægehjælp og velfærd, mens vi voksede op – og jeg tror, at det er kommet chokerende bag på mange, at verden er så usikker, som vi så det 11. september. Og så kommer denne regering, og jeg må sige, at jeg synes det er vanvittigt, hvad den foretager sig.«
»Hvorfor er der ikke flere, der råber op og siger: Undskyld – hvad er det I laver, hvad er det for forhold, I skaber for mennesker, hvad er det for et system, der planlægges og hvad er det for et menneskesyn, I giver udtryk for, at vi har her i Danmark?« spørger Martha.

Smuldrende drømme
Hun er 27 år, en køn, begavet pige med enorme brune øjne – og hun ser sine drømme smuldre.
Drømmen om at arbejde med internationalt udviklingsarbejde, med u-landsbistand. Drømmen at få lov at hjælpe mennesker i nød – alt det, regeringen vil skære i.
Indtil nu har hun troligt stemt på Det Radikale Venstre, det skete der jo ikke noget ved, som hun siger – et fornuftigt parti med gode holdninger på områder som uddannelse, EU, u-landsbistand og velfærd – og samtidig med plads til den individuelle udfoldelse.
I dag er hun ikke sikker på, hvad hun skal gøre ved næste valg. Måske vil hun vælge noget markant anderledes, for problemet med de radikale er jo, at det er et lille parti og i øjeblikket uden afgørende indflydelse.
Foreløbig mener hun, at der her og nu må skabes en fælles front mod det, der sker. Der må samles underskrifter ind, man må da gøre noget.
»Jeg synes, det er skræmmende, at Danmark ikke mere er et humanistisk tænkende land, et forbillede.«
»Hvis dette er optakten til et eller andet stort, vil man jo om ti år spørge sig selv: Hvorfor så befolkningen ikke, hvad der foregik?«, siger hun.
»Vi har allesammen et kollektivt ansvar. Og det savner jeg en forståelse for. Hvor er det henne?.«

Hun faldt fra
Da Martha Topperzer et år efter sin studentereksamen søgte ind som sygepleje-elev, skulle man have et meget højt karaktergennemsnit, 9,2, for at komme ind på Rigshospitalet. Og det havde Martha, så hun kom ind.
Forinden havde hun læst fransk i Grenoble i sit sabbatår og var imens faldet over en artikel om en Røde Kors-sygeplejerske, der »gav mening for hende«. Så hun opgav sin oprindelige tanke om at studere sprog. Hun ville gøre en forskel, på et tidspunkt rejse ud i verden som sygeplejerske og hjælpe andre.
Da Martha begyndte på Rigshospitalet, brystede hospitalet sig af kun at skumme fløden.
Sådan er det ikke mere. I dag kræver det ingenting, og næsten alle de unge, der uddannede sig side om side med Martha, har som hun forladt sygeplejerskegerningen, fortæller hun.
Martha blev færdiguddannet og søgte ind på afdelingen for børne-onkologi. Hun var dybt engageret i sit arbejde, selv om mange, der beskæftiger sig med kræftsyge børn, oplever at blive udbrændt af den fysiske stress og det psykiske pres ved at passe de svært syge børn og gennem kontakten med deres meget frustrerede forældre. Men det afgørende var, synes hun, ikke den form for stress-faktor – men at systemet var så tungt, at praktiske ting ikke fungerede, at forældrene blev ekstra belastede, fordi hasteundersøgelser, der var bestilt, ikke kunne gennemføres.
Listen over ting, man ikke kunne gøre noget ved, blev bare længere og længere – jo længere tid, man var sygeplejerske.
Hun blev en af de frafaldne i vort belastede sundhedssystem.

Skruen uden ende
»Der manglede hele tiden folk. Vi sygeplejersker måtte bruge hele dage på at bestille blodprøver, fordi der manglede en sekretær et eller andet sted. Det var skruen uden ende, og derfor er der mange, der forlader faget.«
– Men er det ikke et svigt? Det bliver jo helt katastofalt, hvis de engagerede unge flygter?
»Det er selvfølgelig en dårlig form for hjælp at forlade en synkende skude, men folk kan simpelthen ikke mere. Selv om man gør sit bedste, kan det aldrig blive godt nok. Man bliver et ulykkeligt menneske af det. Og de fleste af dem, jeg gik i klasse med, læser nu på RUC som jeg selv eller er på anden måde i gang med at uddanne sig videre – også inden for sygeplejen,« forklarer hun.
»Jeg fandt ud af, at jeg ikke orkede at være på gulvet på grund af alle disse frustrationer, og at jeg hellere måtte skyde over målet og overkvalificere mig til en lederstilling – stadig gerne inden for sygepleje eller sundhedspleje, men på det organisatoriske plan, hvor man har indflydelse på, hvordan folks arbejdsforhold er.«
Martha begyndte igen at studere fransk 1. september sidste år – og skal nu læse økonomi og politilogi for at kvalificere sig til ønskemålet internationale udviklingsstudier på RUC.

Det er ikke pengene
Hun er gift med en mandlig sygeplejerske, Morten, som, siger hun, tilsyneladende har en ønskestilling som klinisk vejleder på Rigshospitalet. Han forsker i bedre patientbehandling, men fordi der mangler to sygeplejersker på det ambulatorium, hvor han holder til, må han overtage deres arbejde og får kun tid til sin forskning, når han kommer hjem efter otte timers arbejdsdag.
»Det er meget utilfredsstillende, så nu har vi begge reageret på en annonce fra et engelsk børnehospital i vort fagblad. Det er et hospital, som er meget berømt for sin pleje og måden at løse hospitalets opgaver på – og da vi jo begge i sin tid havde drømmen om at rejse, tager vi derover sammen, hvis vi får stillingerne – og så udskyder jeg mine studier en tid. Det vil kun komme mig til gode, at jeg ved, hvordan det engelske hospitalssystem fungerer indefra.«
– Hvad nu, hvis du fik 30.000 kr. om måneden for at være sygeplejerske.Ville du så blive?
»Det ville jeg være ligeglad med. Jeg synes egentlig, at startlønnen på 19.000 kr. er helt fin, selv om det da for nogle kan være bittert, at en datalog eller en IT-mand, der ikke som vi bogstavelig talt går rundt med andres liv i hænderne, og som er uden vort store ansvar, får meget mere.«
»Men hvis det drejede sig om penge, kunne jeg jo gå til et vikar-bureau og få det dobbelte eller tage fem uger til Norge og tjene, hvad jeg får på tre måneder her. Men det er det ikke værd, ikke sliddet og stressen over alt det, der ikke fungerer, værd.«
»Det værste er, hvad jeg vil kalde stagnationen. Jeg har været væk fra børnekræft-afdelingen i et år. Men når jeg nu og da vender kortvarigt tilbage for at tjene penge til studierne, ved jeg præcis, hvordan alting er. Alting fungerer på samme måde, intet har ændret sig til det bedre – snarere til det værre.«
– Men nu bebuder regeringen jo flere penge til at nedbringe ventelisterne?
»Jeg tror ikke på, at det kun er penge, der gør det. Det er følelsen af et kollektivt ansvar, det handler om. Og en bedre udnyttelse af ressourcerne.«
»Det kan f.eks. gøre mig vred, når man bruger enormt mange millioner på at udvikle et computerprogram – det såkaldte POS-program – som så alligevel bliver opgivet i den sidste ende. Vi kaldte det PIS-projektet, fordi det havde involveret så mange menesker i årevis og så alligevel ikke blev til noget«, erklærer Martha.

Nye partier
Marta Topperzer er født i Danmark af polske forældre. Hendes far er en kendt fotograf, moderen musiker og musikpædagog. De måtte som mange andre polakker flygte i 1968, da de blev smidt ud fra universitetet efter oprøret der.
»Det lykkedes fint at integrere dem, og på det tidspunkt var de jo velkomne, kan man sige. Så det er klart, at jeg har det svært med de mange misforståede udgydelser, man i dag hører fra både politikere og befolkning omkring flygtninge og indvandrere«, siger Martha.
»Det er, som om regeringen og Dansk Folkeparti ikke rigtig har forstået, hvad man kan bruge fremmede til her i landet. I andre lande lykkes det jo langt bedre at integrere folk, og jeg tror, man gør problemerne meget større, end de er.«
– Kunne du tænke dig, at man lavede nogle helt nye partier?
»Ja, det ville da være vildt interessant – virkelig spændende.«
»Problemet for mig er, at ingen af partierne helt dækker mine holdninger, når man læser deres programmer. Og samtidig siger alle, bortset fra yderfløjene, mere eller mindre det samme. Selv om jeg ikke stemmer på Socialdemokratiet, kan jeg da finde mange af mine grundholdninger hos dem. Men jeg har det bare dårligt med det fagforeningstyranni, jeg synes, man møder der – hele dette pres for at alt skal være kollektivt som muligt.«
»Jeg kunne godt tænke mig et nyt parti, der kombinerede nogle af Socialdemokratiets tanker om bedst mulige vilkår for flest muligt med en større ansvarlighed hos den enkelte.«

SERIE
Den ny dagsorden
Serien om de frafaldne vælgere indgår i Informations tema om ’Den ny dagsorden’, som sætter fokus på selvransagelsen på venstrefløjen oven på valgnederlaget i november. Dette er det fjerde interview. De foregåede blev bragt den 29. og 31. januar samt 2.-3. februar. Hele temaet findes på tema.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her