Læsetid: 4 min.

’Det er altså ikke så farligt’

Thomas siger sjældent nej til en bane coke. Men han er ikke afhængig og ærgrer sig kun over, at kokainen får festerne til at slutte for hurtigt
16. februar 2002

Thomas siger sjældent nej til en bane coke. Men han er ikke afhængig
og ærgrer sig kun over, at kokainen får festerne til at slutte for hurtigt

Weekend-junkie
Når Thomas står med sine venner til en fest og tager lidt kokain op i næsen, sker det, at mere uskyldige festdeltagere får sig et mindre chok. Ikke alle bryder sig om, at de unge fyre dropper diskretionen og sniffer baner på køkkenbordet.
Men der er ingen grund til at blive så forskrækket, siger Thomas, da Information møder ham på en københavnsk café en regnvåd eftermiddag.
»Jeg respekterer da, hvis nogle ikke kan lide at se på det. Men mange forstår ikke, at det altså ikke er så farligt. Stoffer er bestemt ikke uskadelige, men bivirkningerne er klart overdrevne. Jeg kender rigtig mange, der har prøvet heroin og kokain, og langt de fleste er i stand til at stoppe igen,« siger han.
Thomas er i begyndelsen af 30’erne og læser biologi på Københavns Universitet. Med sine briller og afslappede tøjstil ligner han en gennemsnitlig studerende – og ifølge ham selv er han også repræsentativ for de unge, der har et jævnligt, moderat forbrug af kokain.
I perioder bruger han ko-kain omkring en gang om måneden, og lysten til en bane weekenden efter en god kokainfest er ikke fremmed for ham. Men han definerer bestemt ikke sig selv som misbruger.
»Jeg har nogle grænser. Hvis det begyndte at fylde for meget psykisk, og jeg gik og tænkte, at nu skulle jeg snart have noget coke igen, så ville det være for meget,« siger Thomas.

Nåle er for klamt
Speed, svampe eller kokain er på menuen, hvis han skal have en rigtig festlig aften.
»Coke-rusen er en fed fornemmelse. Man danser enormt meget og får nogle gode snakke, fordi man er mere åben og mere på. Der er et intimt fællesskab omkring det.«
»Det dårlige er, at natten lynhurtigt er forbi. Tiden flyver af sted, alting går meget stærkt. Og så glemmer man mange detaljer dagen efter,« siger han og rører lidt rundt i den tomme kaffekop.
Thomas vil ikke umiddelbart kæde sin brug af stoffer sammen med en trang til at sætte flere farver på tilværelsen:
»Jeg tager ikke stoffer til hverdag og heller ikke hver gang, jeg går i byen. Men stoffer gør bare festerne lidt sjovere, især hvis man er oplagt i forvejen.«
»Det er ikke fordi, det er kedeligt bare at drikke sig fuld, men lidt coke eller speed giver et ekstra sus.«
Selv om Thomas føler sig tryg ved stoffer, kunne han ikke finde på at tage skridtet videre til heroin, og nåle er helt udelukket.
»Der tror jeg alligevel, at skræmmekampagnerne har virket på mig. Jeg har været til en fest, hvor der blev fundet en sprøjte, og det gik alle amok over. Det er for provokerende, og det ser for klamt ud. Det kan folk ikke tillade sig. At sniffe virker mere uskyldigt.«

Skræmmekampagner
Thomas er som de fleste andre danske unge vokset op med stribevis af velmenende kampagner mod alt fra spiritus og hash til ecstasy og ko-kain.
»I gymnasiet fik vi for eksempel at vide, at man nærmest er sikker på at dø eller blive sindssyg, hvis man rører LSD eller heroin. Man prøver at tale med lidt for store bogstaver for at få folk til at lade være. Men skræmmebillederne er overdrevne, og det kan unge godt gennemskue ved at se sig omkring,« siger han.
Thomas prøvede speed for første gang som 19-årig, mens debuten med kokain fandt sted til en nytårsaften for et par år siden.
»Det var nogle gamle venner, som havde det med, og jeg havde længe haft lyst til at prøve det.«
»Jeg har endnu aldrig fået tilbudt ecstasy, heller ikke af pushere når jeg er i byen. Jeg vil gerne prøve det, men jeg ligner åbenbart ikke sådan en, der bruger den slags,« griner han.
Thomas har ikke et telefonnummer, han kan ringe på og skaffe kokain eller speed. Han kunne heller ikke tænke sig det.
»Når jeg tager stoffer, er det sammen med venner, som er lidt tættere på miljøet. Så beslutter vi os for at have en ’kokainaften’, og man lægger nogle penge. Jeg har ikke lyst til at se dem, der sælger, eller blive genkendt af en pusher på gaden. Jeg befinder mig bedst i yderkredsen,« siger han.

Måtte bare prøve
Han tror ikke, at de ældre generationer er klar over, hvor afslappet mange unge forholder sig til stoffer som kokain.
»Der bliver taget rigtig mange stoffer rundt omkring. Der er nok sket et skred i forhold til, hvad unge selv synes er acceptabelt. Og det er en nem måde at prøve sig selv af på. Men det er ikke så fedt, at de helt unge tager stoffer. De bør blive lidt ældre og danne sig nogle holdninger først,« siger Thomas.
Ud fra sine egne erfaringer tror han, at unges forhold til stoffer hænger sammen med det miljø, de bevæger sig i.
»Det kommer an på, om man kender nogle, som har prøvet det og siger noget fedt om det. For eksempel havde jeg hørt om LSD og svampe i lang tid og tænkt, det måtte jeg bare prøve,« siger han.
Thomas har set eksempler på venner, som han synes er kommet for tæt på et misbrug.
»Man skal ikke bruge det som et eller andet vidundermiddel, hvis man går og har det dårligt med sit liv,« siger han og tilføjer, at hans eget forbrug aldrig er gået ud over hans studie eller arbejde.
Han kommer i tanke om, at han ikke har taget kokain siden en julefrokost.
»Så det kan være, at det snart er på tide igen,« griner han, før han tager jakken på og cykler gennem regnen hjem til Nørrebro.

*Thomas har ønsket at være anonym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt

*Temasiden er en del af serien Speed-samfundet, som kan læses på http://tema.information.dk/speed. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu