Læsetid: 3 min.

Arafat sidder fast i Ramallah

Den israelske regering knager i fugerne på spørgsmålet om selvstyreformandens skæbne
25. februar 2002

TEL AVIV – Det lignede en sejr for Yasser Arafat og den israelske venstrefløj, da palæstinenserlederen i går blev sluppet ud af sin husarrest. Men i stedet blev det endnu et eksempel i rækken på de alvorlige problemer Ariel Sharon har med at holde sammen på sin samlingsregering. Beslutningen om at lempe husarresten, der er taget af 14 ministre i det israelske sikkerhedskabinet, mødes med beklagelse fra både palæstinenserne og de to fløje i israelsk politik. På højrefløjen vækker det vrede, at Israel viser imødekommenhed overfor Arafat, mens det for palæstinenserne er en hån, at deres leder, trods den løsnede husarrest, kun må bevæge sig til Ramallahs bygrænse.
»Den israelske beslutning er uacceptabel og et klart budskab om at denne regering ikke ønsker nogen våbenhvile, den ønsker ikke ro,« udtalte den palæstinensiske minister Saeeb Erekat først på eftermiddagen. Han kaldte det en »skamfuld beslutning«.
Kort efter mødet i sikkerhedskabinettet beordrede forsvarsminister Benyamin Ben Eliezer kampvognene trukket bort fra Arafats hovedkvarter for at tage ny opstilling omkring Ramallah.

Visse ønsker opfyldes
Dette beskrives af israelske regeringskilder som led i planen om at indfri visse af palæstinensernes ønsker om en våbenhvile, som blev drøftet på et fælles sikkerhedsmøde mellem israelere og palæstinensere i slutningen af sidste uge. Her gik israelerne ind på krav om at standse likvideringer »med undtagelse af stærkt presserende tilfælde«, husødelæggelser og iøvrigt gennemføre lempelser af belejringen af de palæstinensiske byer. Men trods den løfterige udvikling efter nogle ugers hurtigt eskalerende vold, synes det spinkle håb om våbenhvile atter at fortone sig.
Det springende punkt er nemlig et af de israelske modkrav, som gælder anholdelse og udlevering af mændene bag attentatet på turistminister Rechavam Zeevi sidste år og forsøget på våbensmugling med skibet Karine A i januar i år. Det palæstinensiske selvstyre har forlængst anerkendt sit ansvar i begge sager og har også foretaget anholdelser, men afviser at udlevere de mistænkte under henvisning til aftaler, som blev indgået mens fredsprocessen endnu var i live.
»Vi ønsker ikke flere ydmygelser. Vi har anholdt de skyldige og vil retsforfølge dem. Hvordan kan det være, at han – hver gang vi forsøger at få fredsprocessen på benene igen – tager denne slags beslutninger?,« spørger Saeeb Erekat på israelsk tv i tvivl om Sharons sande hensigter.
Højrefløjens sejr?
»Svaret ligger i regeringen,« mener politologen Joel Peters fra Ben Gurion Universitetet i Beersheva.
»Sharon har voksende vanskeligheder med at holde sammen på sin samlingsregering, og dette er et eksempel på de store meningsforskelle. Shimon Peres og venstrefløjen i regeringen ønskede indespærringen af Arafat bragt til ende, mens højrefløjens ministre truede med at forlade regeringen, hvis han tog dette skridt. Højrefløjen pressede mest og fik til dels deres vilje.«
»Jeg ved ikke om jeg vil kalde det en sejr for højrefløjen,« siger turistminister Benny Elon fra den stærkt højreorienterede Nationale Union.
»Det er mest af alt en sejr for Arafat, for selv om Sharon har erklæret ham irrelevant formår han hele tiden at bringe sig selv i centrum.«
På denne politiske fløj mener man, at Arafats vigtigste grund til at ville ud af Ramallah er for at komme til udlandet for at rejse nye midler til selvstyrets slunkne kasser.
»Han vil ud og spille diplomat i de europæiske hovedstæder, hvor man gladeligt ruller den røde løber ud. Jeg efterlyser en klar linje fra Sharon. Han skal bringe os ud af mørket og fortælle os hvor hans politik skal føre os hen. Jeg vil gerne være medlem af en sejrende regering, men under disse forhold ved jeg ikke rigtig!«
Højrefløjen overvejer ifølge sikre forlydender fortsat at bryde ud af regeringssamarbejdet og vil efter al sandsynlighed stille Sharon et mistillidsvotum i nær fremtid.
»Den israelske regerings beslutning tjener intet formål, udover at demonstrere at Sharon har valgt ødelæggelsens og krigens vej. Han har igen vist os, at der er forskel på en hård forhandler og en ikke-forhandler!,« lyder det bittert fra Saeeb Erekat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu