Læsetid: 5 min.

Et billede på en ny demokratisk orden

Mandag er det 100 års-dagen for den danske arkitekt og designer Arne Jacobsens fødsel. Fra starten af 1930’erne og frem til sin død i 1971 satte han som kun få andre varige præg på design og arkitektur. I dag er han genopdaget via Spanien – skønt han har været her hele tiden
8. februar 2002

(2. sektion)

En bedre arkitekt
I disse år er Arne Jacobsen dén store danske arkitekt. Det er ikke så meget den 100 års dag, der fejres fra på mandag og hele året, med udstillinger, tidsskrifter, en revy, tv, radio, websites og bøger. Det er snarere 10-15 års stadigt stigende interes-se for en utroligt produktiv og idérig kunstner, der virker som forbillede for en ny generation af arkitekter, landskabsarkitekter og designere.
Det er en interesse, der er begyndt i udlandet. Herhjemme er kombinationen PH-lampe + Piet Hein bord + 7’er stole, så etableret, at vi længe slet ikke så Arne Jacobsen. På den gode smags superellipseborde stod AJ-cylindaline kaffekander og bakker fra Stelton, ude i køkkenet og badeværelset var der vola-blandingsbatterier, og det var et sikkert tegn på kvalitet og smag, hvis dørene havde AJ-greb. Og husene var tilsvarende usynlige. Over hele landet fandtes disse perfekte bygninger, der forekom de fleste at være nærmest anonyme i deres sirlige fornemhed. Hvis de da ikke var provokerende selvbevidste som Nationalbanken.
Men det viste sig, at spanierne havde øje for dansk arkitektur. For mange år siden, da Bellevue-komplekset i Klampenborg henlå i trøstesløst forfald, gik der et rygte om, at spanske arkitekter for rundt og fotograferede på alle tider af året. I Spanien, og især i Katalonien, efter Franco’s død, blev offentlig arkitektur brugt som et føleligt billede på den nye demokratiske orden. Der blev bygget pladser og skoler og sportsanlæg – fælles rum i store og små byer, i forstæder og centre. Og de spanske arkitekter vendte sig mod Skandinavien i jagten på demokratiske forbilleder. Ikke fattigfirsernes forkølede entreprenør-postmodernisme, den kunne vi få for os selv. Men de moderne mestre fra første halvdel af det 20. århundrede: Alvar Alto fra Finland, Gunnar Asplund og Sigurd Leverentz fra Sverige, og Arne Jacobsen fra Danmark.
Det, man søgte og fandt i nordisk arkitektur, var dels et særlig følsomt forhold til omgivelserne, dels en udstrakt brug af organiske former og endelig et meget raffineret og rigt materialesprog, der stammede fra arkitekternes fælles nyklassicistiske skoling i 20’erne. Heri så man en alternativ moderne tradition, der på én gang kunne erstatte den fascistiske rationalisme og videreføre dens gode sider.

Netop Arne Jacobsen var en særlig rig kilde til demokratiske motiver. Hans mange skole- og rådhusbyggerier spejlede det spirende velfærdssamfund, hvor perfekt håndværk endnu var dagens orden, men hvor monumentalitet og magthierarkier afløstes af menneskelige forhold og pragmatisk forvaltning. Og i møblerne kunne katalonerne genfinde det organiske sprog, de kendte fra deres egen arkitektur-arv, men omsat i et industrielt moderne sprog.
Den nye spanske arkitektur og design brød igennem med et brag i sidste halvdel af 1980’erne, alle verdens arkitekter og trendfolk tog til Barcelona og kom hjem med tapas, alu-cafestole og spanske bøger om nordisk arkitektur.
I Danmark faldt dette sammen med et dobbelt opgør: med postmodernismens facadearkitektur og usle håndværk, og med 1970’ernes folkelige kritik af arkitekturen. Nu skulle arkitekterne tilbage på piedestalen, bygningskunsten skulle genfinde sine historiske, formelle og håndværksmæssige rødder. Man foretog studieture i hælene på de spanske, japanske og britiske gæster. Og de formelle højdepunkter i dansk arkitektur var nu engang at finde mellem 1930 og 1972 – stort set Arne Jacobsens tid som arkitekt.
Nu er det jo ikke sådan, at Arne Jacobsen på noget tidspunkt har været glemt eller miskendt. Som beskrevet foroven, har han snarere været så meget en del af danskens hverdag, at vi ikke har set ham. Men der er alligevel sket en markant nytolkning af hans arbejder i det forløbne årti. Hvor man tidligere så ham som en dygtig fortolker af udenlandske strømninger, så ser man idag mere på hans originale udvikling af de udenlandske typer. Og hvor man tidligere kritiserede hans erkendte mangel på socialt eller bare humant engagement, beundrer man i dag de afklarede og rensede former, denne kølighed affødte. Reelt er hans skoler, boliger og erhvervsbyggerier da også særdeles gennemtænkte, også når det gælder brugernes liv og bevægelse i dem.

Han deltog kun sjældent i de heftige polemikker, der foregik i hans levetid. Han blandede sig ikke i det kulturradikale Kritisk Revy, i de dengang hidsige debatter i Arkitekten, eller i dagbladenes arkitekturkritik. Men han var overordentlig omhyggelig med at få sine ting publiceret både i fagblade og aviser, således at han kontrollerede både tekst og billeder. Og det er. som om en stor del af debatten i hans samtid cirklede omkring ham og hans markante arbejder.
Det gælder lige fra Bo Bojesens karikaturer af den alvidende arkitekt, til det arkitekturhistoriske standardværk Danske arkitekturstrømninger 1850-1950 af Kaj Fisker og Knud Millech.
Fisker var dengang den mest magtfulde mand i dansk arkitektur som professor på Akademiet og redaktør ved Arkitekten. Han var også en meget byggende arkitekt, og i mange tilfælde i direkte konkurrence med Jacobsen. I Danske arkitekturstrømninger, der i mange år var det eneste oversigtsværk om moderne dansk arkitektur, cementerede Fisker en 50 år gammel arkitekturstrid mellem ’de nationale’ og ’europæerne’.
Her blev man ikke i tvivl om, at (jøden) Jacobsen stod i spidsen for den ufolkelige og udanske ’internationale modernisme’, mens Fiskers egen, til lejligheden opfundne, ’funktionelle tradition’ jo var helt anderledes forbundet med folkedybet og højskolerne og alt det. Her finder vi kimen til den normaldanske Jacobsen-fortolkning, der først i 1998 blev revideret af Carsten Thau og Kjeld Vindum’s kæmpe monografi, Arne Jacobsen.
Alt andet, der foregik i dansk bygningskunst, forekom i Danske Arkitekturstrømninger at være underordnet denne grundkonflikt, der i høj grad lever videre i det politiske liv, som arkitekturen også den gang var en del af. Det er ikke rart at læse, og så er det langtfra i overensstemmelse med kendsgerningerne.
For begge arkitekter var rundet af den samme lille skole på Charlottenborg, og det samme særligt nordiske sammenkog af arts and crafts – æstetik og nyklassicisme. Og det var de samme værdier, der beherskede de to mænds bygningskunst gennem fire årtier. Nok havde Fisker et nærmest metafysisk forhold til mursten, og Jacobsen en forkærlighed for moderne materialer, men ser man bag om dette, så er selve behandlingen af materialet lige sirligt rokoko-agtig, og netop derved karakteristisk dansk.
Og der var ikke nogen funktionel tradition i dansk arkitektur, før Fisker fandt på den. Der var en række internationalt orienterede arkitekter fra 1830’erne og frem til 1930’erne, der fortolkede tidens krav på en selvstændig måde. Men de var hver især enestående i deres tid, og de udgjorde et fælles grundlag for Fiskers murstensbunker og Jacobsens glaskasser. Arne Jacobsen var bare en bedre arkitekt.
Arne Jacobsen kunne være blevet 100 år på mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu