Læsetid: 3 min.

Billeder af en musik på spring

Dansk Komponistbiennale 2002 er i gang. Under titlen ’Fremtidsbilleder’ spilles et halvt hundrede nyere værker. Og heldigvis er det et par af de yngste deltagere, der tegner lysest
13. februar 2002

Biennale
Dansk musik har næppe haft større international bevågenhed end tilfældet er lige nu. F.eks. arbejder Poul Ruders i øjeblikket på værker til både Berlinerfilharmonikerne og New York Philharmonic
Orchestra. Til to berømte ensembler, der alene på radio og cd vil gøre komponistens navn og nationale tilhørsforhold bedre kendt end Dronning Margrethes.
Hvilket er noget, der giver penge i kassen. Investerer man lidt i uddannelser, markedsføring og vigtige prøvesten som Dansk Komponistbiennale 2002, får man nogle af de bedste og mest effektive ambassadører for vort land ud af det. Men det gør den nye regering kun modvilligt. Faktisk var Dansk Komponistforenings formand John Frandsen for nylig tæt på at måtte aflyse biennalen. Der manglede tilsagn om støtte.
Så regeringens ønske om at spare på kulturområdet kunne hurtigt gå hen og koste rigtig mange penge. Det er at spare på ørerne og lade kronerne rulle. Så at sige.
På biennalen har indtil nu været opført knap 30 værker – mange overraskende gode, nogle endda mesterlige. Fra den norske strygekvartet Cikadas halvtamme åbningskoncert huskes især finnen Kaija Saariahos ret sonoristiske Nymphea, også selv om elektronikken svigtede, og man derved kun fik noget af værket at høre.
Omvendt gjorde computeren i Frandsens seks år gamle Laterna Magica for solocello indtryk ved at lægge sig så blidt i forlængelse af instrumentet – det blev en vældig poetisk oplevelse af live-electronic, når den fungerer bedst.

Solisternes aften
Senere samme aften leverede ensemblet DuoDenum – sax og slagtøj – en flot koncert med fem lidt for forskellige værker, hvoraf særligt Jesper Hendzes Inaudible Choirs fra 1998 vandt utroligt ved genhør og John Tchicais Drømmerens bevidsthed sendte et ret så velkomment pust ind i Den Sorte Diamants trykkende atmosfære.
Èn lille ændring kan gøre stor forskel. Og da RadioUnderholdningsOrkestret i lørdags havde taget Jexper Holmen af programmet, skiftede det med ét karakter over i det pæne. Men musikken var god nok – og så blev det ellers solisternes aften.
Først brillerede den unge sopran Signe Asmussen virkelig i Anders Nordentofts godt 20 år gamle, næsten senromantiske orkestersange til tekster af Knud Sørensen. Så gjorde kollegaen Susanne Elmark det samme i Jesper
Kochs nye Memory of a Summerday (Aria interrupted) – et dejligt værk, fordi Koch er begyndt at bruge sin virtuose orkesterbehandling til andet end pral. Og efter læreren Ib Nørholms Sandkornets Topologi fra 1987 – en ren perle! – lagde Trio Ondine for alvor afstand til alt det diverterende i Vagn Holmboes fjerde Kammerkoncert og spillede især andensatsen med helt uforglemmelig skønhed.

Lovende
Samme intensitet kom der vel sjældent over Århus Sinfoniettas koncert i søndags. Dels var Ole Bucks ellers smukke Flower Ornament Music nok en kende for langt. Dels var Karl Aage Rasmussens Invisible Mirrors med fine Jesper Sivebæk som solist kun en mindre inspireret gentagelse af velkendte ideer fra mesterens hånd. Og dels kræver den helt igennem improviserede solostemme i Lars Graugaards First Book of Changes mere fantasi end den, Torben Snekkestad umiddelbart kunne præstere.
Til gengæld stod unge Simon Steen-Andersens Praesens for lidt af et højdepunkt i festivalen indtil nu.
Der findes toner, tælles pauser, skiftes instrumenter i én uendelighed – men uden at der spilles mere end allerhøjst nødvendigt. Selv om ideen hverken er ny eller original, kom den til at virke sådan. Få komponister har tegnet mere lovende.
Og så gav ATHELAS Sinfonietta Copenhagen under ledelse af Rolf Gupta ellers et brag af en koncert – virkelig en optur efter en tid med let uinspirerede programmer og dårligt prøvede værker.
Thomas Agerfeldt Olesens all as one fra forrige år fandt den nødvendige stramhed, norskfødte Østen Mikal Ores samtidige Zoom blev et nyt og ualmindelig spændende bekendtskab, fløjtisten Eva Østergaards var den uforlignelige solist i Arne Nordheims fine Tractatus – helt som pianisten Anne Marie Fjord Abildskov var det i Hans Abrahamsens uhyre poetiske, men alligevel sært formløse klaverkoncert.
Festivalen fortsætter indtil på søndag og kunne godt trække mere publikum til.

*Informationer kan hentes på info@komponistbiennale.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her