(2. sektion)
Portræt
For nogle er politik som et eventyr: Den venstreorienterede ser gerne staten som den gode prins i kamp mod den onde drage: markedskræfterne. Mens den højreorienterede ser staten som en irriterende lille dværg, der står i vejen for de sunde markedskræfters rejse mod den smukke prinsesse og det globaliserede kongerige.
Sådan er det bare for nogle, men sådan var det ikke for den franske sociolog Pierre Bourdieu, som døde i sidste måned. Han var som venstreorienteret klog nok til ikke automatisk at gøre sin modstanders modstander til sit eget parti. Bourdieu kunne se markedet og staten som adskilte felter. Han insisterede på at kritisere det frie marked for at skabe social og global ulighed. Men han insisterede også på at kritisere staten. Fordi staten i lige så høj grad som markedet skaber og fastholder ulighed.
Gennem uddannelsessystemet har staten ifølge Bourdieu skabt et nyt adelssystem. De akademiske titler fungerer som adelstitler:
Baron hedder ikke længere baron, men måske doctor jur. Og de akademiske grader har en tendens til at blive inden for familien. En søn af en gartner bliver sjældent professor i botanik. Derfor konkluderer Bourdieu, at man i Frankrig har skabt en skoleadel, som føres videre fra generation til generation. Og skoleadelen er en statsadel: Akademikerne med de fine titler sidder i centraladministrationen. Dvs. en gruppe mennesker som har skabt staten for at kunne skabe sig selv som klasse med monopol på statsmagten. Gennem uddannelsessystemet reproducerer staten sig selv.
Man må derfor antage, at Pierre Bourdieu var en ekstraordinært dygtig og flittig elev. For sociologen, der døde den 23. januar klokken 23 i år, er ikke født i en skoleadelig familie. Som Carsten Sestoft, ph.d. i litteraturvidenskab og ekspert i Pierre Bourdieu, forklarer: »Bourdieu er født i 1930; så langt fra Paris som overhovedet tænkes kan. Han er søn af en postfunktionær og vokset op i en by i Pyrenæerne, der er så lille, at det aldrig er lykkedes mig at finde den på noget kort.«
Senere kom Bourdieu fra gymnasiet i Pau til de prestigiøse forberedelsesskoler i Paris, hvor han siden studerede filosofi ved Ècole Normal Superieure.
»Bourdieus karriere er så at sige regelret. Han blev uddannet filosof og derefter gynmasielærer i provinsen, hvilket er helt almindeligt.«
Som ung filosof kom Bourdieu til Algeriet for at aftjene sin værnepligt. Og ved det, der ligner et tilfælde, blev han involveret i etnologiske undersøgelser. Og det var som sociolog, at han i 1964 blev ansat som forskningsleder i Paris. I Frankrig er der ingen tvivl om det almindelige hierarki: En filosof rangerer over en sociolog:
»Jeg tror, han valgte at blive sociolog ud fra devisen black is beautiful, hvor hans herkomst uden for det akademiske felt sikkert har spillet ind. Samtidig skal man ikke være blind for, at sociologiuddannelsen først i 1958 blev oprettet i Frankrig.« I 1981 blev Bourdieu ansat ved Collège de France, som er en institution med ganske særlig status, hvor de ansatte ikke har studerende, men kun giver offentlige forelæsninger:
»Det er på den ene side det mest prestigiøse sted. Men det har også altid været en parkeringsplads for folk, som man helst ikke ville have øvede for stor indflydelse på kommende generationer, f.eks. Michel Foucault og Claude Lévi-Strauss.«
Bourdieu var indtil sin død ansat ved Collège de France.
Der kan være en anden forklaring på, hvorfor Bourdieu valgte at blive sociolog: Han har gang på gang understreget, at vejen til det abstrakte går gennem det konkrete felt. Sestoft fremhæver Bourdieus evne til at kombinere teoretisk arbejde med konkrete undersøgelser af sociale rum:
»Han er som sociolog sjælden, idet han kombinerer skarp teoretisk refleksion med empirisk forskning.«
Det hænger sammen med Bourdieus forståelse af videnskab. Bourdieu går ud fra, at vi i vores hverdagslige opfattelse af tingene tager fejl. Og at samfundets orden og statens magt er afhængig af disse automatiske opfattelser, der slører blikket for, hvordan virkeligheden i virkeligheden er.
Den hverdagslige, sunde fornuft er til dels skabt af det uddannelsessystem, der fungerer som statens agent. Det er derfor en både politisk og videnskabelig opgave at
afsløre den sunde fornufts misforståelser.
Bourdieu er påvirket af videnskabsteoretikeren Gaston Bachelard, som har formuleret det, han kalder nejets filosofi: Man skal altid sige nej til sit første indtryk.
»Som Bachelard meget net siger: Det virkelige er aldrig det, man skulle have troet, men det, man burde have tænkt. Det man skulle tro svarer til de spontane common sense-opfattelser, man har i hovedet i forvejen.Det man burde have tænkt er det, man når frem til ved at studere det virkelige på en logisk måde. Men det virkelige er også det konkrete. For hvis man ikke ved noget om det partikulære, så ved man ikke noget.«
Bourdieu er kendetegnet ved sit sprog. Lange komplicerede sætninger, der præciserer og kommenterer sig selv med lange indskud. Nogle har kaldt ham en sproglig krukke, der koketterede med det uforståelige for at hæve sig over sin lavsociale oprindelse.
Sådan ser Sestoft det ikke:
»Det er for at tvinge læseren til at se det, han ikke ser med sin sunde fornuft. Og det er måde at begribe en kompleks virkelighed på.«
Bourdieus arbejde finder sted som analyser af konkrete felter; dvs. et område eller en sfære. Hvert felt er et socialt mikrokosmos, som følger sin egen logik.
Man kan nævne det litterære felt: Bestsellerforfatteren har ikke samme kulturelle status som en avantgardistisk lyriker, der kun sælger 500 eksemplarer. Det er i det litterære felt ikke fint at tjene penge, det er snarere et kriterium ikke at tjene penge. Det siger sig selv, at der gælder andre logikker i andre felter. Feltanalysen er et forsøg på at overkomme et enten-eller. Enten forklarer man et litterært værk ud fra den sociale, historiske kontekst, dvs. ud fra eksterne faktorer:
Søren Kierkegaard skrev Forførerens dagbog, fordi han i 1830ernes bornerte københavnske borgerskab oplevede social og moralsk fordømmelse efter at have ophævet en forlovelse. Eller man forklarer et værk ud fra æstetisk interne faktorer: Søren Kierkegaard skrev Forførerens dagbog som polemisk replik til Don Juan-motivet hos Mozart.
Feltanalysen er ifølge Sestoft »et forsøg på at nedbryde skellet mellem eksterne og interne tilgange ved at fokusere på den relevante kontekst.«
Bourdieu har i sin store produktion analyseret kulturelle felter, uddannelsessystemet som felt, staten som felt, felter inden for sport og haute couture. Den faglige spredning er en del af forklaringen på, at Bourdieu ved sin død ifølge citatindekser var den mest citerede sociolog i verden. Hans feltanalyser anvendes inden for samfundsvidenskaberne, humanvidenskaberne og på kreative uddannelser.
Han fik sit bredere gennembrud med La Distinction fra 1979, hvor han med analyser af sociale smagsdomme grundlagde den i dag så udbredte livsstilsforskning: »Det har været min vej til Bourdieu,« forklarer Sestoft.
»Jeg interesserede mig for smag. Og ikke kun inden for litteratur og billedkunst, men også møbler og tøj og vin. Det er nok en fordel selv at være lidt snobbet for at få øje på de distinktioner, Bourdieu taler om.«
Man har efter Murens fald talt om, at den intellektuelle kritik er blevet væk. Filosoffer, forfattere og forskere viste sig ikke længere som opposition. De postmodernister, der talte om historiens afslutning, talte også om den intellektuelles død.
Men netop Pierre Bourdieu er efter Murens fald trådt i karakter som intellektuel modstander. Han stod på barrikaderne under den franske generalstrejke i 1995, han har blandet sig i debatter om immigranters opholdstilladelse, og han støttede både bondemanden José Bové, der smadrede en McDonalds i Millau, og de demonstranter i Seattle, som resten af venstrefløjen havde travlt med at tage afstand fra.
Bourdieu efterlyste en venstreorienteret venstrefløj, en modstand mod den dominerende neoliberalisme. Og som han skrev om EU: »Den europæiske konstruktion består i øjeblikket af en social destruktion.«
De europæiske socialdemokratiers modstandsløse tredje vej er ifølge Bourdieu i gang med at underminere de sidste 200 års afgørende sociale fremskridt.
Sestoft påpeger, at der gennem hele forfatterskabet har været en politisk dimension. Det var en politisk beslutning at lave feltanalyser i Algeriet under Algierkrigen. Hans analyse af uddannelsessystemet var med til at inspirere det, der skete i Paris i maj 1968.
Begreberne dominerende-dominerede er en akse i Bourdieus forfatterskab. Når man i dag bruger de ord i Frankrig, og det gør man hyppigt, er det med underforstået reference til sociologen, som mente, at der var dominans i alle forhold.
»Bourdieu mente, at alle eksisterende samfund beror på ulighed. Det betyder, at der inden for alle felter er nogle, som dominerer, og nogle, som bliver domineret.«
Samtidig fastholder Sestoft en afgørende overgang i Bourdieus politiske engagement i midten af 90erne: »Den politiske dimension var til stede hos ham på en kølig måde, hvor han ikke tog stilling til det, der foregik. Men han må have følt en moralsk forpligtelse til at stå frem og sige, at det her var for galt.«
»Også fordi Bourdieu så den politik, som socialdemokraterne fører i Europa, som en frelst form for neoliberalisme.«
Det blev efter Bourdieus død flere gange sagt, at hans indiskutable succes som sociolog stod i kontrast til hans fiasko som intellektuel.
»Det hænger sammen med logikken i de to felter snarere end med Bourdieu. I det politiske felt er det, man skal flytte, så meget større end i det videnskabelige felt. Men han prøvede.«
