Læsetid: 2 min.

Fra bred å til smal bæk

Fra Jeppe, over Estrup og Første Verdenskrig. Snapsen har været med hele vejen, og sild svømmer så godt i den. Korte rids af snapsens historie
1. februar 2002

(2. sektion)

Til næsen

Alle private kartofler er
hyppet.
Nu må vi se at få snablerne
dyppet.
Skål for hver snabel som fik
kolorit
af at spejle sig dybt i en
dansk akvavit.

Halfdan Rasmussen

Snapsen har løbet som en bred å gennem Danmarks historie.
I dag er den nærmest skrumpet ind til en bæk.
I tider, hvor mælk var en luksus, vandet skident og sundhedsfarligt, øllet slemt og vin nærmest ukendt, var den en vigtig, om end ikke særligt lødig, del af menigmands ernæring. Og lidt af en nødvendighed for at udholde et liv, der var brutalt, beskidt og kort.
Det var ikke kun Jeppe, der drak for meget. Ingenlunde. I 1873 beregnede man, at voksne mænd i gennemsnit drak 93 helflasker om året. Et dagsforbrug på en liter var langtfra et særsyn. Det var normalt at bruge 10-15 procent af daglønnen til snaps. Og det er en skrøne, når nogle tror, snapsen var mindre stærk dengang. Snarere var det tværtimod.
Snaps eller akvavit hører under overbegrebet brændevin, og det var da også som just brændt vin – destilleret druevin – at hoffet og adelen først stødte på den.
Ud til menigmand kom den først, da man, formentlig i 1500-tallet, fandt ud af at bruge korn til snapsefremstilling i Danmark. Fremgangmåden lignede den, irerne og skotterne brugte til at fremstille whisky efter: altså ved kogning/destillation af en slags øl på mæsket korn.

Ustyrlige mængder
Fra den tid og frem til Første Verdenskrig blev der drukket ustyrlige mængder snaps blandt almuen. Det gjaldt også i vore nabolande, hvor Albert Engström lader en rasende ægtemand komme hjem og ved synet af konens nye piskeris opbragt råbe:’ - Er du fra forstanden, kælling. At købe møbler, når vi ikke har en dråbe brændevin i huset.’
Næste store spring i snapsehistorien kom med industrialiseringen, da man fandt ud af at anvende de billigere kartofler som råstof, og samtidig fik teknologien til at lave renere brændevin i større mængder. De store industriherrers kamp om snapsedominans, ikke mindst i Aalborg, er ikke mindre spændende læsning end Bryggeren mv.
Under Estrup og provisorierne var snapsen et politisk stridspunkt. Højre ville sætte skatterne op – ikke af hensyn til folkesundheden, men for at finansiere Københavns Befæstning. Venstre sagde nej og forsvarede (lidt hyklerisk) ’den fattige mands snaps’.

Øgede afgifter
Det blev en radikaler, indenrigsminister Ove Rode, som 27. februar 1917 ændrede snapsens Danmarkshistorie. Fra den dag øgedes snapseafgiften ’radikalt’, så en flaske ved juletid samme år var steget fra én krone til 11 kroner.
Det var slut med den fattige mands snaps. Resten er tavshed. Og en enkelt søndagssnaps i ny og næ. Og en til til osten.
Pudsigt nok knækkede indgrebet også halsen på afholdsbevægelsen, fordi økonomien klarede det meste af problemet.
I 1918 var forbruget nede på en halv liter pr. år pr. indbygger. Samtidig styrtdykkede antallet af afholdsfolk, som var toppet i 1916 med op mod 200.000 organiserede medlemmer af afholdforeningerne.
I dag spiller snapsen ikke nogen hovedrolle i det danske drikkemønster, men ganske at forsage dette stykke danmarkshistorie i praksis er der nu ikke nogen grund til. Sild svømmer så dejligt i det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her