(2. sektion)
Rock
B.R.M.C.: Black Rebel Motorcycle Club (Abstract Dragon/Virgin)
*Opkaldt efter Marlon Brandos bande i The Wild One tilhører B.R.M.C sammen med bl.a. White Stripes og The Strokes den bevægelse i rocken lige nu, der søger tilbage for at komme frem. Og det lykkes gruppen at levere en solid gammeldaws rockskive som uden skygge af fornyelse hylder klassiske det vil nu om stunder sige især halvfjerdserprægede dyder på et album, der besidder umiskendeligt sangskrivningsflair, trodsig attitude og masser af splintrede guitarer og desperate vokaler med ekko af alt fra John Lennon over Suicide til The Jesus And Mary Chain. På sæt og vis opmuntrende
hvis man altså er i det rockende retrohjørne.
Kid Rock: Cocky (Lava/Atlantic/Warner)
*Kid Rock er nærmest en institution i United Steaks, hvor han kæmper en brav kamp for de underprivilegerede og udstødtes ret til at te sig fuldstændig som de har lyst til han er en art rockmusikkens svar på The Ricky Lake Show og kræver en vis tilvænning. Men ind i mellem er han faktisk god og Cocky er det mest vellykkede man har hørt fra den kant samt et godt eksempel på at total mangel på god smag parret med skamløs frækhed ind i mellem betaler sig. På sin egen white-thrash-on-dope-facon faktisk ret underholdende og The Kid griner røven i laser hele vejen ned til banken!-lyn
Jazz
McCoy Tyner: Plays John Coltrane (Impulse!)
*Den amerikanske pianist McCoy Tyner hylder eller mindes med denne live-plade fra Village Vanguard i New York september 1997 sin tidligere mentor, den legendariske og nyskabende saxofonist John Coltrane. Sammen med trommeslageren Al Foster og bassisten George Mraz udf¯res otte Coltrane-kreationer eller signaturmelodier, bl.a. »Naima« og »Afro Blue«. Resultatet er skuffende fordi det forpligter at være Tyner og at søsætte et sådant projekt, der endda sælges med ordene »McCoy Tyner evokes the spirit of Trane«. Men musikken og interaktionen imellem de tre forløses på intet tidspunkt til noget ekstraordinært.
Michel Camilo: Triangulo (Telarc)
*Den dominikanske pianist Michel Camilo har her begået én af sine til dato bedste plader. Han er sekunderet af Anthony Jackson (el-bas) og den vitale Horacio El Negro Hernandez (trommer). Jeg har personligt altid foretrukket Camilo i det tætte trio-format, hvor hans virtuose og sprudlende, rytmisk prægnante spil forløses bedst, f. eks. på pladen Michel Camilo (1989). Han trækker fortsat på en medrivende blanding af jazz, funk og bl.a. caribisk, cubansk og brasiliansk musik. Samspillet er knivskarpt og smittende, og forsonende er også, at Camilo synes at være blevet en mere afklaret og mindre demonstrativ pianist, hvilket er til fordel for den musikalske substans på denne velproducerede plade. Man burde dog have udeladt det uforløste tiende nummer »Dotcom-bustion«. cmh
Klassisk
Philip Glass: Music for organ. Kevin Bowyer (organ). Nimbus Records NI 5664
*De plader med musik af bl.a. Shostakovich, som Philip Glass far ikke kunne sælge i sin radioforretning i Baltimore, fik den unge Philip. I en skøn blanding modtog Philip Glass sin første påvirkning fra disse plader. Dance 2 og 4 er to solostykker fra et femdelt værk skrevet som danseperformance, udarbejdet sammen med koreografen Lucinda Childs og billedkunstneren Sol Lewitt. Man ved ikke om man skal sige buh eller bravo til denne musik, der træder vande i den samme rille i en uendelighed. Hvis jeg siger musikken er statisk, vil andre sige den er dynamisk og har gode argumenter for det synspunkt. Og så videre. En ting er sikkert: Den er god at falde i søvn på.
Kent Olofsson: Il Liuto dOrfeo. DB Productions dBCD 54.
*Den svenske komponist Kent Olofsson var først aktiv i det symfoniske rockband Opus Est. Nu har han længe opereret i den svenske, klassiske nye musik, men han har bibeholdt rockens æstetik. Med det elektroakustiske medie som arbejdsredskab og musikerne i Ensemble Ars Nova fra Malmø som samarbejdspartnere, har Olofsson etableret sig som en af de mest interessante komponister i sin generation. På kunstnerens nye cd finder vi interessante ting som indledningsnummeret Tarpeian Rock. Det kunne være interessant at få det svenske ensemble til Danmark for at spille noget af den nye, unge svenske musik. Sverige har lang tradition for arbejdet med elektronisk musik man plejer at sige, at broderfolket er førende på området. Holder det skudsmål stadig? Det er svært at afgøre, fordi vi så sjældent har lejlighed til at høre musikken fra den anden side af sundet live. beyer
Verdensmusik
Soneros de Verdad present Pío Leiva. (Tropical Music/Amigo)
*Der er høj cigarføring på den 84-årige cubanske soneros solodebut. Pio Leiva skrev i sin tid flere livskraftige son montunos, som Benny Moré udødeliggjorde. Nu giver den gamle dreng sin egen tilbagelænede fortolkning af »La alégria del Montuno« og »Francisco Guyabal« indhyllet i den hæse røg fra et kanonslag af en Cohiba! På den afdæmpede soloplade får han i glimt elegant vokalt selskab af Luis Frank hjernen bag Soneros de Verdad samt et par andre cubanske sangfugle. Desværre skæmmer en patetisk duet mellem Frank og Manuel de la Cruz indtrykket.
The Rough Guide to Bollywood. (World Music Network/Amigo)
*Der er glimmer, glamour, action og smægtende romantik for alle pengene i Bollywood, Bombays svar på Hollywood, der sprøjter film ud i en lind strøm. Lydsporene er et kapitel for sig: Man ved aldrig, hvornår hovedpersonen ikke kan finde på at bryde ud i sang. Men generelt sker det jævnt tit! The Rough Guide bad de engelske Asian Underground-klubbers grande dame DJ Ritu om at samle et repræsentativt udvalg af de mange kilometer lyd, hvis varemærke er vilde krydsninger, lån og ran. Resultatet stritter herligt i alle retninger: Fra syntetisk cowboyromantik over tysk schlager til rytmiske støn. moh
