Læsetid: 4 min.

CD-BOX

15. februar 2002

Af Anders Beyer, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Josh Rouse: Under Cold Blue Stars (Ryko/MNW)
*Inden for afdelingen Afsindigt Følsomme Unge Mænd finder man Josh Rouse, der gør sig i et behageligt og intimt tonefald, hvor akustiske instrumenter står i kø for at komme til. Det er et smukt og sørgmodigt og silkefint singer-songwriter-udspil, beliggende et sted mellem tradi-
tion og fornyelse, og man forstår, hvorfor både Michael Timmins fra Cowboy Junkies og Kurt Wagner fra Lamb-chop har været ude med roserne. Under Cold Blue Stars sniger sig lige så langsomt op på én og ender med at blive en uadskillelig følgesvend i dagene, de grå.

Shakira: Laundry Service (Epic/Sony)
*Shakira kunne godt ligne én af de stereotype pigebørn som de multinationale pladeselskaber hælder på markedet for at tækkes aktionærerne. Men bag et trendy udseende – afbleget hår, tatoveringer, læderbukser og navle ad libitum – gemmer sig en 24-årig columbianer med mere personlighed og karakter end de fleste på popscenen. Fusionen af dancepop med både latinamerikanske og arabiske klange giver en anderledes og forfriskende klang, mens teksterne er skarpe og relativt dybdeborende, ofte helt fri for det vanlige hjerte-smerte-sludder, der er så kurant på scenen. En forfriskende nyhed.

Ricky Lee Jones: Live At Red Rocks (Artemis/Epic/Sony)
*Var man blandt dem, der oplevede den amerikanske veteran Ricky Lee Jones i Copenhagen JazzHouse sidste vinter, vil Live At Red Rocks fremstå som et memento om en uforglemmelig aften med en dybt original amerikansk sangskriver og scenepersonlighed. På intet tidspunkt sætter Jones sine særheder overstyr, og det gør dette live-album til en gave til de allerede omvendte, om end det er ret usandsynligt, hvorvidt den vil bringe nye fans til folden. Men fin og preciøs er den i al sin snørklede bagvendthed.-lyn

Jazz
Miles Davis: Highlights from the Complete Miles Davis at Montreux (Warner)
*Denne cd er en slags forvarsel på et komplet bokssæt på adskillige cd’er med Miles Davis’ i alt ti live-optrædener på Montreux Jazz Festival i årene 1973-91, der vil udkomme senere i år. Og ikke noget specielt godt varsel. Dog giver cd’en et ganske godt indblik i Davis’ musik i 80’erne, hvor koncerterne hovedsageligt er hentet fra. Det er så afgjort Davis’ svageste tiår, hvor han langt hen ad vejen forlod jazzen og i stedet lavede instrumental pop, der kun lejlighedsvis løftede sig. Netop sådan føles denne cd, hvor »Jilli« og »Hannibal«, der begge havnede på studiepladen Amandla fra 1989, fungerer overraskende godt. Spørgsmålet er, om det kommende bokssæt fremtræder meget anderledes?

Anders Jormin: Xieyi (ECM)
*Dette er den svenske kontrabassist Anders Jormins dybt personlige og afdæmpede soloplade med melodier, der har sat sig i ham, bl.a. skandinaviske hymner og viser, Ornette Coleman-temaer mm. En næsten kirkeligt andægtig stemning og ro hviler musikken. Der veksles mellem Jormins ensomme bassoli og arrangerede vignetter med en blødt intonerende messingkvartet .
Dette koncept og musikkens langsommelighed vil typisk ryge hen over hovedet på de fleste af tidens hurtigtkonsumerende lyttere, men Jormins basspil er magtfuldt og fuld af subtil kommunikation. Et værk, der forsager alt hektisk og koncentrerer sig om stilhedens værdier. Et værk, der vinder med tiden, hvis man giver det lov.

Verdensmusik
The Bhundu Boys: The Shed Sessions (Sadza/Amigo).
*Af dette dobbeltalbum med de legendariske The Bhundu Boys emmer den oprindelige og uforfalskede lyd af Harares frugtbare og livskraftige natteliv i starten af 80’erne. Guitarbandet The Bhundu Boys opfandt den populære stilart jit – storbymusik med afsæt i den traditionelle månedans jiti – og skabte en kringlet, nærmest ’plukket’ guitarlyd, der lænede sig kraftigt op ad det sitrende, zimbabwiske tommelpiano mbira.
Pladerne rummer det bedste fra bandets storhedstid på hjemmebane, der kulminerede i perioden 1982-86. Siden søgte The Bhundu Boys lykken i England og tabte langsomt terræn i et forsøg på at vestliggøre deres musik.

Titicaca: Relaciones. (Kan bestilles på www.titicaca.dk).
*I Danmark er der en tendens til at sætte lighedstegn mellem musikken fra Andesbjergene og gademusikanter i folklore-outfit. Og nok har flere af Titicacas medlemmer på et eller andet tidspunkt spillet på gaden – men det er altså ti år siden! Og gruppen har i mellemtiden udviklet sin musik med flere moderne elementer og inspiration fra andre stilarter. Det kan høres på deres anden cd, hvor de øser af en latinamerikansk fusion, der bygger på Andesmusikken.
Titicaca har fat i noget af det rigtige, men der er et stykke vej igen. På Relaciones har de filet og poleret musikken, så alle de spændende knaster er væk, og det, der kunne have været interessant, desværre drukner i upersonlig pænhed. Lidt mere stram styring og måske en uafhængig producer ville nok gøre underværker.

Klassisk
Shostakovich: Strygekvartetter nr. 5, 7 og 9. St. Petersburg String Quartet. Hyperion CDA 67155.
*Da den russiske komponist Dmitrij Shostakovich nåede frem til den 5. strygekvartet i 1952, havde han allerede vist sit mesterlige greb om genren i de forudgående kvartetter. Men stilen var blevet ændret radikalt undervejs. Anden Verdenskrig, det kommunistiske styre i Øst, Stalins terror og skurken Zhdanovs dekret om mistillid til komponisten, som ikke ophørte før efter Stalins død i 1953, havde sat spor i det musikalske. Den 5. strygekvartet bærer både det monumentalt-kaotiske udtryk og samtidig det intimt-private, kammermusikalske. St. Petersburg-kvartetten får både dette storladne og vegeterende stille frem i musikken. Et godt musikalsk bekendtskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu