Læsetid: 4 min.

Cd-box

8. februar 2002

Af Anders Beyer, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Neil Halstead: Sleeping On Roads
*Første gang Neil Halstead åbner munden på det stilfærdigt indtrængende Sleeping On Roads kniber man sig i armen – er Nick Drake genopstået fra de døde!? Stemmeligheden mellem den afdøde legende og Halstead – der normalt slår sine folder i det sadcore-prægede Mojave 3 – er næsten skræmmende, men bortset fra det fremstår Halstead som en følsom og begavet arvtager til en forfinet tradition, man gerne overgiver sig til. Sommerfuglefine melodier og hudløse vokaler, fjerlette akustiske guitarer og diskrete strygere forenes om at sætte skønhed og melankoli i centrum på et lille og indtagende udspil.

Nas: Stillmatic (Columbia/
Sony)
*For bare et par år siden stod Nas på sidelinjen og udgjorde hiphop-scenens ’next big thing’. Og er hans flow stadig upåklageligt og produktionen på hans seneste udspil Stillmatic på én gang blæret og behersket savner man ikke desto mindre det der afgørende og svært definerbare element, som kunne føre ham til tops blandt de udødelige. Der prales og disses – bl.a. får Jay-Z det glatte lag på ’Ether’ – så det synger for ørerne, men det er som om Nas har bakket sig selv ind i et hjørne, han ikke synes at kunne komme ud af. Toppen af 2. division, men stadig 2. division.

Sophie Zelmani: Sing And Dance (Columbia/Sony)
*Den svenske sangerinde Sophie Zelmani har de sidste par år over et par albums i singer-songwriter-genren været lige ved og næsten, men alligevel uden substans nok til man for alvor tog hende til sig. Med Sing And Dance er hun tættere på end nogensinde, idet dette smukt underspillede og -producerede album fremhæver hendes forcer og næsten formår at skjule det faktum, at hun både som komponist og sanger næppe nogensinde når ud over fluevægtsklassen. Men så længe det varer udgør summen af hendes anstrengelser et svalende break i en larmende tid.-lyn

Jazz
Kristian Jørgensen Kvartet feat. Monty Alexander: Meeting Monty (Stunt)
*Den fine danske jazzviolinist Kristian Jørgensen har begået en cd, der ved første møde kan synes lidt bagstræberisk (og med et par nittere blandt de i alt ti numre). Men tag ikke fejl. Jørgensen leverer swing- og bluesnumre med stænk af dansk og latinsk, med Jacob Fischer (guitar), Thomas Fonnesbæk (bas), Kresten Osgood (trommer) samt den sprudlende og teknisk begavede jamaicansk-amerikanske pianist Monty Alexander - én af arvtagerne for Art Tatums og Oscar Petersons klaverstil – med en overbevisende musikalitet og spilleglæde. Og herligt er det, når Jørgensen benytter wah wah-effekt på violinen på sin blues ’Be Nice’ i 5/4. En cd der ikke bryder ny jord, men bør værdsættes for sin legende musikalske kommunikation. cmh

Klassisk
A Mind of Winter. The Music of George Benjamin. BBC Symphony Orchestra, dirigeret af Mark Elder, London Sinfonietta dirigeret af Benjamin. Nimbus Records NI 5643.
*Den engelske komponist George Benjamin er et af de udenlandske navne, som er næsten ukendt herhjemme, men som regnes for at høre til den internationale elite. Som komponist har han hentet inspiration fra den franske spektralskole, og han har i det hele taget et godt øre til nyere fransk klangverden.
I tillæg til store evner som komponist er Benjamin også en fremragende dirigent, der ofte har stået i spidsen for den berømte London Sinfonietta. Denne lytter husker endnu uropførelsen af Girard Griseys sidste, posthumt opførte, værk i London med Benjamin og London Sinfonietta. Benjamin er årgang 1960 og har rundet de 40, og i den anledning er der kommet en ny cd, der ser tilbage. Gennembrudsværket Ringed by the Flat Horizon, skrevet af den 19-årige kompositionsstuderende, taler sit tydelige sprog: Tonesproget er foruroligende, velskrevet, modent og fyldt med klange fra en anden verden.
Jeg kunne godt tænke mig at se en dansk produceret cd med danske musikere, der spiller musik af engelske George Benjamin, danske
Niels Rosing-Schow, franske Philippe Manoury og finske Magnus Lindberg. Men efter at Rindalismen igen er blevet stueren, og en ny ideologi er ved at bombe dansk musikliv 100 år tilbage, er det vel urimeligt at håbe på noget så elitært som et internationalt samarbejde omkring ny musik?beyer

Verdensmusik
Ashkhabad: City of Love. (Realworld/Virgin).
*Der skal et gevaldigt glimt i øjet til at modstå totalitære styrers mangel på forståelse for kulturel identitet. Det har det turkmenske ensemble Ashkhabad, der har taget sit navn efter den centralasiatiske republiks hovedstad. De fem gutter spiller den i sovjettiden så forhadte traditionelle bryllupsmusik, så smilet må smitte af på selv den mest februarkolde dansker. Denne dybt poetiske og livskraftige musik er vokset frem i et krydsfelt mellem tyrkiske, persiske og sunnimuslimske kulturer. Ashkhabad blander frækt traditionelle trommer og lokale strenge med klarinet, violin og harmonica og veksler frejdigt mellem den indfølte ballade og det løssluppent legende, der trækker i træbenet. Måtte vi få lov at opleve dem på en dansk scene.

Great Voices of Fado (ARC/Fønix Musik).
*Den portugisiske fado deler udspring og stemning med den kapverdiske morna, som Cesaria Evora har udødeliggjort. Og som med mornaen er der især én fabelagtig stemme, der skiller sig ud: Amalia Rodrigues (1920-99) var den portugisiske fado.
Derfor får hun også lov til at åbne denne opsamling med 17 forskellige stemmer, der på hver sin måde fortolker de nostalgiske tekster fra den portugisiske skatkiste. Og det er i grunden ganske uretfærdigt, for de har faktisk en del at byde på – men det blegner altså i skinnet fra opsamlingens eneste juvel. Så hellere den rene vare.moh

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her