Nye cder
At intensivere sin lytning til John Coltrane vi taler i denne ombæring om over 10 timers musik er en både betagende og overrumplende oplevelse. Som at miste fodfæstet og blive trukket med på en rejse i lyd. Som anakronistisk ledsager. Først på de i alt tre koncertturneer som Coltrane og hans legendariske kvartet plus gæster fuldførte gennem Europas store byer Paris, Stockholm, Hamburg, Berlin og Stuttgart i perioden november 1961 til november 1963. De var også i København i november 61 en efter sigende unik koncert på dansk grund, hvilket med en lille stikkende smerte minder én om, at man blev født for sent før de rejste videre til Stockholm, hvorfra nogle af dette bokssæts optagelser stammer. Siden gennem sene optagelser i årene 1965-67, hvor Coltrane bevægede sig imod formsprængning og ind i en rendyrket spirituel musik.
Jazzhistorisk dokument
Syv cder er der i den kraftige papæske betitlet John Coltrane: Live Trane The European Tours. Vi har at gøre med et solidt jazzhistorisk dokument, endnu engang muliggjort af impresario, producer og selskabsstifter Norman Granz, der ikke blot arrangerede Coltranes europæiske turneer, men også sørgede for, at en del koncerter blev båndet.
Med denne musik bliver man kastet direkte ind i Coltranes musikalske smeltedigel på et tidspunkt, hvor han var på højeste ydeevne og i færd med at redefinere saxofonspillet i jazzen med en kraftfuld kvartet, hvis kernemedlemmer bestod af Elvin Jones (trommer), Jimmy Garrison (bas) og McCoy Tyner (klaver) og ved koncerterne på første turné i 61: Eric Dolphy (altsax og basklarinet) og Reggie Workman på bas.
En del af materialet kendes allerede fra tidligere udgivelser, men her er hele nitten aldrig før udgivne takes, tilsammen ca. fire timer. Og heriblandt er der aldeles fremragende materiale.
Lyden er på de tidligste optagelser af svingende kvalitet, men det mister sin relevans, når man indfanges af musikken og på meget af materialet fra 62 og det meste fra 63 er lyden fremragende.
Allerede på disc 1 præsenteres man for over en times live-jazz af høj klasse, som ikke har været ude før. Den 25 minutter lange My Favourite Things er af lidt blandet karakter, men med Coltrane på saftspændt sopransax.
Alene dette nummer kunne bruges til at fremhæve Coltranes improvisatoriske egenskaber og nye stil ved indgangen til 60erne: en bevidst langstrakt og nærmest systematisk afsøgning af instrumentets klanglige, melodiske og rytmiske muligheder midt i et intuitivt, solistisk flow. Motiviske ideer og indfald vendes, drejes og formes over det evigt fremadstræbende, modale kraftværk i Garrisons bas, Jones trommer og Tyners krydrede klaver.
Efter 18 minutter lægger Coltrane an til landing med temaet for derefter at smide nyt kul i kedlen og stige til vejrs igen i en seks minutter lang udgangsbøn. Stockholm, 19. november 1962: på bluesen Traneing In spiller McCoy Tyner op til sit bedste og gøder sammen med rytmegruppen jorden, før Coltrane mesterligt og kradst slipper sin solo fri. Hvilken intens oplevelse det må have været at opleve denne gruppe i kød og blod!
På Spiritual fra Stockholm i 63 fornemmer man udviklingen i Coltrane-kvartetten imod et mere løst og dog knivskarpt fokuseret spil med Coltranes bjergtagende sopransaxspil i fokus. Bokssættet slutter med optagelser fra henholdsvis Berlin og Stuttgart, og man bør ikke snyde sig selv for hans solistiske koda uden band på I Want To Talk About You.
Spirituelle sider
Cden Coltrane: Spiritual er en kompilation, der tematisk fokuserer på Coltranes spirituelle musikalske sider. En yderst rimelig idé, eftersom Coltrane også i religiøs henseende var en af de mest seriøse musikere i jazzen. Han søgte bevidst og metodisk at skabe og nærme sig sine religiøse idealer via musikken: en universalistisk, mystisk spiritualitet, der trak på både kristendom og østlige religioner, og som også udtrykkes i kompositionstitler som A Love Supreme, Dear Lord og Song of Praise. Alice Coltrane, Johns anden enke, fortæller i de lidt sparsomme noter, at Coltrane over for hende engang udtrykte, at han ikke havde nogen yndlingssang, men at han søgte efter et lineært tema, der ville kunne gå over i uendeligheden og åbenbare sig selv gennem sit eget potentiale! Cdens musik viser den drejning, som Coltranes musik tog imod større formmæssig enkelhed, ekspressivitet og religiøst søgende indadvendthed med otte numre centreret om årene 1964-65.
I lyset af Live Trane-boksen fremstår The Olatunji Concert, der blev afviklet i det afrikanske kulturcenter Olatunji i New York, 23. april 1967 de angiveligt sidste båndede optagelser med Coltrane som et pauvert dokument.
Og der har været grund til, at koncerten ikke har været udgivet før: Lyden er forfærdelig, overstyret og med ind- og udfald i mikrofonernes funktionalitet, hvilket bl.a. skyldtes tekniker Bernard Draytons svære indspilningsbetingelser.
Kunstnerisk er det endvidere en udgivelse af mindre styrke, om end ikke i ekspressiv forstand. Sjovt nok tilføjer den mudrede lydgengivelse (især af bassen) en ekstra konsekvens i den nærmest frenetiske free jazz, som bandet udfolder på den over 28 minutter lange Ogunde, det ene af cdens to numre. Her brænder Pharao Saunders sin tenorsax sammen i ekstatiske hyl og spasmer. Rashied Ali fråder på trommerne, Garrison skurrer på bassen, Alice Coltrane høres indimellem på klaveret. Det væsentlige skulle være dokumentationen af, hvordan Coltrane udfoldede sig musikalsk kun tre måneder inden sin pludselige død af leverkræft.
Men selv om Coltrane med sine indspilninger gav indtryk af at være på en musikalsk-spirituel bevidsthedsrejse næret af det religiøse lys, han havde set efter afvænning fra et kritisk heroinmisbrug tilbage i 1957, og som for bestandig forandrede hans livssyn og musik, så er det ikke for dette sidste lasede dokument, Coltrane bør huskes, men for de musikalske rejser, der gik forud for den.
*John Coltrane: Live Trane The European Tours. 7 cder m. hæfte, 36 sider, ill. (Pablo 3433-2)
*John Coltrane: Spiritual (Impulse! 589 099-2)
*John Coltrane: The Olatunji Concert The Last Live Recording (Impulse! 589 120-2)
