Analyse
Læsetid: 5 min.

Dårlige nyheder begraver man

Også Danmark har oplevet en stigning i antallet af politiske PR-folk, spindoktorer, pressemedarbejdere og andre mediemassører. I Storbritannien har denne facadefokus givet alvorligt bagslag
26. februar 2002

Ingen brite med nogenlunde virksomme hjerneceller – af dem, man bruger til at tænke med, altså – tror længere på, hvad New Labour-regeringen siger. I det mindste går folk oplysninger, fakta og ikke mindst tal efter med lup, før de tror på noget, der kommer fra dén kant.
For de mange medie-medarbejdere, som New Labour førte med sig ind i regeringsapparaturet, har i den grad formået at vinkle, skjule, vildlede og ligefrem lyve i en sådan grad, at regeringens fokus på facade og image har givet bagslag og er blevet til en belastning.
For regeringer som den danske, der først for nylig for alvor er slået ind på samme kurs som briterne, må lektionen være, at medie-dressur nok virker – men kun indtil befolkningen opdager, at de bliver dresseret.
Når de så har opdaget dét, ja så tror de til gengæld ikke en pind på noget som helst. Heller ikke de ægte nyheder og ligefremme fakta, som diverse regeringsorganer trods alt også en gang imellem præsenterer.
De mange image-magere har også forvoldt skade på en af den britiske nations ellers største stoltheder – den i princippet uafhængige centraladministration. Embedsmændene og -kvinderne føler for det første, at de politisk ansatte rådgivere maser dem til side, og for det andet føler de, at de bliver sat under pres for at opgive deres hævdvundne neutralitet til fordel for partiskhed – i den siddende New Labour-regerings favør naturligvis.

I øjeblikket er den helt gal med konflikten mellem embedsmænd og politiske rådgivere. Konflikten udspiller sig i Transportministeriet, hvor den centraladministrative pressechef, den tidligere BBC-journalist Martin Sixsmith, er gerådet i et voldsomt skænderi med ministerens personlige presserådgiver, Jo Moore.
Skænderiet gik på, at Sixsmith beskyldte Moore for at ville sende nogle oplysninger ud til pressen og dermed offentligheden, som egentlig ikke var så positive, på samme dag, som den nyligt afdøde Prinsesse Margaret blev begravet. Sixsmith afviste vredt at være med til at begrave noget som helst andet end den døde prinsesse den dag.
Slagsmålet blev så betændt og så offentligt, at begge indvolverede nu har taget deres afsked eller er blevet tvunget til det.
Det er symptomatisk, at ingen – overhovedet ingen – tvivler på, at Jo Moore var indstillet på at begrave uheldige tal og statistikker bag en anden stor nyhed, som så ville gøre, at medierne ikke rigtig havde tid til at tage sig af de syrlige nyheder fra transportministeriet.
Det har hun nemlig gjort før.
Få øjeblikke efter terrorangrebet på USA den 11. september sidste år sendte Jo Moore en e-mail ud internt i Transportministeriet, hvor hun gjorde opmærksom på, at »i dag er en god dag at komme ud med nyheder, vi ellers helst ikke vil have opmærksomhed omkring«.
Det var lige ved at koste hende jobbet som ministerens presserådgiver, men hun overlevede. Indtil nu altså.
De seneste vridninger i Transportministeriet er naturligvis ikke det eneste eksempel på New Labours voldsomme optagethed af image. Hvordan politik hele tiden tilpasses efter såkaldte fokusgrupper – altså hvor såkaldt almindelige borgere bliver bedt om deres holdninger til et eller andet – er veldokumenteret og har frembragt den kritik af regeringspartiet, at det ikke har nogen holdninger.
I stedet regerer New Labour i henhold til den seneste meningsmåling.

Iscenesættelse af selv de mindste offentlige arrangementer er også omsiggribende. For eksempel når premierminister Tony Blair får en mikrofon påklistret, når han står og taler med et ’ganske almindeligt’ par om sundhedspolitik ved et vælgermøde, og parret så tilfældigvis udtaler sig kolossalt rosende om de ellers temmelig skrantende, overbebyrdede, snavsede og utidssvarende sygehuse i Storbritannien.
Det slår også en gang imellem tilbage. Som da Tony Blair lancerede startskuddet til valgkampagnen sidste år i en skole stående under et religiøst mosaikbillede. Hvor han så stod og talte salvelsesfuldt bl.a. om vigtigheden af at deltage i demokratiet – til et publikum bestående af skolebørn, der naturligvis slet ikke havde stemmeret endnu. Det blev for opstyltet og smagløst for de fleste kommentatorer.
Til gengæld virker det som en hel lise, når en politiker for en gangs skyld viser sit sande jeg. Som da vicepremierminister John Prescott under valgkampen sidste år langede en demonstrant én på skrinet, efter at demonstranten havde svinet Prescott til med et råt æg.
Med New Labours form for ’oplysning’ til borgerne er det måske ikke så sært, at befolkningens – for slet ikke at tale om mediernes – skepsis og kynisme breder sig.
Folk som flest har forlængst lagt den ide bag sig, at New Labour på en eller anden måde er moralsk ’bedre’ end de konservative forgængere. Allerede sidste år viste en meningsmåling fra instituttet NOP, at 49 procent betragtede New Labour-politikerne som »meget tarvelige og vanærede«, mens kun 47 procent mente det samme om de konservative.
Måske er det allerstørste problem, at kynismen oversættes med passivitet. Ved det seneste valg til Underhuset kom premierminister Tony Blair og hans parti ganske vist ind med 169 stemmers flertal. Men mindre end en fjerdedel af den stemmeberettigede befolkning havde stemt på New Labour. Resten stemte enten på nogle andre eller blev hjemme.
Det fine resultat skyldtes altså udelukkende det særegne britiske valgsystem, hvor den person, som får flest antal stemmer i en kreds, vinder, og hvor den landsdækkende proportion af de afgivne stemmer ikke tages i betragtning.

Mediemassørerne er naturligvis ikke ene og alene skyld i kynismens fremgang, men de har bidraget.
Det sjove er, at politikerne selv hele tiden klager over, at medierne beskæftiger sig kynisk med den politiske proces og manipulationen i stedet for at koncentrere sig om substansen. De er åbenbart ude af stand til at få øje på, at de selv er skyld i, at formen i den grad har taget livtag med substansen, at den er ved at få åndenød.
På et tidspunkt vil en eller anden politiker finde ud af det. Han eller hun vil få succes med at være så meget sin egen, ikke-manipulérbare person, at begrebet ægthed vil få en renaissance.
Problemet er, at en sådan ægthed jo også kan fabrikeres. Det vil i givet fald være en sand triumf for manipulatørerne – at manipulere så meget, at det slet ikke ser ud, som om der bliver manipuleret.
Dét er en kunst, som selv de dygtigste facademagere i New Labour så helt klart endnu ikke har mestret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her