Læsetid: 3 min.

’Hvad har De designet i dag?’

Arne Jacobsen hadede ordet design
15. februar 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Deadline serverede tirsdag aften en gang for smed at rette bager, så jeg var ved at kløjes i mine saltkringler.
37 procent af de netop fyrede medarbejdere i ministerierne er over 55 år, skønt de kun udgør ni procent af arbejdsstyrken. Som oplæg til en debat herom brugte Claus Hagen Petersen en montage, der i to indslag viste Poul Nyrup Rasmussen tale om betydningen af at holde de ældre på arbejdspladserne. Det blev lanceret på den måde, at »ved festlige lejligheder hører vi politikerne tale om værdien af det grå guld. Og hvad gør de så i virkeligheden?«
På mig virkede det, som om Hagen Petersen ikke har opdaget, at vi har fået en ny regering. Hans brug af Nyrup Rasmussen som eksempel på en politiker, der siger ét og gør noget andet, virker grotesk, når samme Nyrup måske nok siger ét, men det er den ny regering, der gør noget andet. Eneansvarlig som den er. Endda i en sjælden grad.
Sagt på en anden måde: Man kan også gøre skarn uret.
Arkitekten Arne Jacobsen levede kun i 69 af de 100 år, han kunne være fyldt i år. Det sidste bliver fejret på behørig vis i alle medier. For i sit, set med nutidens øjne, korte liv, nåede Arne Jacobsen at markere sig – som Carsten Thau, professor ved KunstAkademiets arkitektskole formulerede det – »som den ene af de to, måske tre personer, der i det 20. århundrede præsterede Danmarks bidrag til den internationale civilisation.«
Hvem kan de få andre så være? Niels Bohr? Jo. Carl Th. Dreyer? Ja. August Krogh? Måske. Og måske er der nogle, vi først får øje på, når det 20. århundrede er kommet lidt på afstand.

Fascinerende portræt
Det portræt, Danmarks Radio havde skruet sammen om Arne Jacobsen, var ganske fascinerende. Jeg bryder mig ikke om split-screen, og jeg undrer mig over, at tv-producerne ikke kan se, at det blir for småt på den lille skærm. Og jeg brød mig heller ikke om den ovale opstilling af det medvirkende panel, bragt til sæde i knaldrøde Arne Jacobsen Æg-stole.
Jeg har intet imod Ægget – der måske er et af de mest geniale, Jacobsen har lagt. Men for æstetikkens skyld var panelet anbragt i denne ovale umulighed, der dræbte enhver tanke om bevægelse eller samtale. Så den del af udsendelsen blev sat i relief ved en bemærkning fra Jacobsen selv, genfortalt af hans stedsøn Peter Holmblad: »Når han kom hjem, dødtræt efter dagens slid, kunne han smide sig i en stol og udbryde: ’Jeg er ved at brække mig af æstetik!’«
Talrige er de »diskret monumentale« (for nu at citere udsendelsen for et smukt sprogligt paradoks) bygninger, Arne Jacobsen nåede at skabe. Bella Vista i sammenhæng med Bellevue Teatret blev det egentlige gennembrud, fulgt af Søholmhusene, Munkegårdskolen i Vangede, SAS-huset (Hotel Royal) i København, Saint Catherine College i Oxford, Rådhuset i Århus (sammen med Erik Møller) og endelig Nationalbanken i København, som han aldrig oplevede at se færdig. Blot for at nævne de kendteste.
Om Rådhuset i Århus fortæller Arne Jacobsen selv, at han og Erik Møller vandt konkurrencen foran syv andre tegnestuer, der alle havde leveret tegninger, som inkorporerede et tårn. Jacobsen/Møller havde udeladt tårnet, »der jo ikke tjener noget egentlig formål og kun er dyrt at bygge.« Men presset fra offentligheden var for stort – et rådhus må have et tårn. Så et tårn blev det til. »Men det kan ikke siges at være en heldig arkitektonisk løsning,« erklærede Jacobsen. Og nu står det der så som en skamstøtte over et politisk skrabud for offentlighedens dårlige smag.
Arne Jacobsen havde kun meget lidt til overs for betegnelsen design. »Dette dumme, engelske ord, som er bragt ind i det danske sprog,« sagde han. »Hvad har De designet i dag?« lo han af, at nogen havde spurgt ham. Og det havde han. Måske ikke lige den dag, men i det hele taget. Ægget er nævnt. Lillebror Svanen må ikke glemmes, ej heller efternøleren, stablestolen Myren, den mest solgte stol i verden, fremstillet i flere millioner eksemplarer. Og spisebestikket. Og stålkanderne.
Og endelig den isolerede isspand. »Hjemme bruger vi den til at holde suppen varm i. For vi spiser mere suppe, end vi drikker spiritus,« fortalte Jacobsen, der døde stille, mens han hvilede sig efter et stressende dagsværk. Måske han skulle have nydt en ekstra drink med is i fra egen spand? 69! Det var jo heller ingen alder for 31 år siden. Nå, 100 år var han nok aldrig blevet alligevel.
Men hans værker bliver. De gør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her