Læsetid: 3 min.

Direktøren kryber udenom

Allis Helleland forklarer, at hun lever op til museets resultatkontrakt, omend hun selv har været med til at fastlægge den
23. februar 2002

Blomster eller ej
Selv om Tage Andersens blomsterudstilling på Statens Museum for Kunst har mødt kraftig kritik, vil direktør Allis Helleland ikke at forklare museets dispositioner. Gennem sin sekretær har hun ladet forstå, at hun ikke ønsker at tale med Information. I stedet gemmer hun sig bag museets resultatkontrakt.
Det er ellers en hård medfart udstillingen og museet har fået i dele af kunstverdenen med skarpe ord fra blandt andet Per Kirkeby og Michael Kvium. Ikke desto mindre synes publikum at strømme til blomsterne i Sølvgade.
Indtil videre har Allis Hellelands eneste svar været et læserbrev i anledning af en ledende artikel i Information. Museumsdirektøren gør det heri klart, at hun ikke ønsker at diskutere, hvordan museet skal drives. I stedet gør hun opmærksom på, at Statens Museum for Kunst opfylder museumslovens krav til punkt og prikke, og – fortsætter stolt – »flot lever op til den resultatkontrakt, vi har indgået med kulturministeriet.«
Samme argument har Allis Helleland benyttet i interview i Politiken og Børsen. Hermed mere end antyder hun, at ansvaret for museets populære linie ikke er hendes, men kulturministeriets krav om høje besøgstal.
Det synes ikke at være tilfældet.

Markedsvilkår
Resultatkontrakter er et princip, der er gennemført i en stor del af det offentlige, blandt andet på Statsbiblioteket og Arkitektskolen i Århus, og på Nationalmuseet og altså Statens Museum for Kunst i København.
Ambitionen er at lade disse institutioner fungere på markedsøkonomiske vilkår, og de skal således leve op til en række succeskriterier – både økonomiske og kvalitative. Fordelen for den enkelte institution er, at den sikres
en større frihed inden for budgetrammen i den periode, kontrakten gælder.
For Statens Museum for Kunst vil det sige tre år.
Kontrakten er ikke blot udtryk for den siddende kulturministers politiske holdning, men bliver – som kontrakter i eksempelvis det private erhvervsliv – til, gennem forhandlinger. Typisk over tre-fire møder, oplyser man i kulturministeriet. Her møder embedsmændene op med kulturministerens ønskeliste for nye tiltag og med den budgetramme, der er blevet fastlagt i finansloven. Museets direktion kommer med sine og medarbejdernes ambitioner for de næste års arbejde.
Det er institutionen, der skal komme med et udspil til forhandlingerne, oplyser Nils Bülow, der er controller i kulturministeriet og har været med til at udarbejde vejledningen for, hvordan en resultatkontrakt udformes. Det er altså Statens Museum for Kunst, der formulerede forhandlingsoplægget, og Allis Helleland har på intet tidspunkt offentligt beklaget sig over det resultat, hun selv forhandlede sig frem til i 1998.

Et forsigtigt mål
Et af succeskriterierne i den gældende resultatkontrakt er et besøgstal på 250.000 årligt. Niels Bülow sad ikke med ved bordet, da man forhandlede museets kontrakt i 1998, og ved derfor ikke, hvordan man nåede frem til det konkrete tal. Men 250.000 besøgende må betragtes som et forsigtigt mål. Museet havde før udbygningen omkring 200.000 besøgende hvert år og i 1999 – året efter genåbningen – over 400.000. Der er således ikke et mærkbart politisk pres for at få besøgstallet til at stige.
Alligevel har Allis Helleland gennemført en lang række populære, men stærkt kritiserede arrangementer de senere år: En udstilling med tøjdesigneren Erik Mortensen, tre gudstjenester, to vinsmagninger arrangeret af
supermarkedskæderne NETTO og ISO, og rundvisninger i udstillingerne med sjove kändisser som Anders Lund Madsen.
I november fortalte Allis Helleland til Børsen, at museet ikke vil gå efter de store publikumsmagneter:
»Vores speciale er, at vi som nationalgalleri har pligt til at arbejde med hele kunstens historie. Vi kan ikke bare vælge de sikre publikumssucceser som for eksempel Dali, Monet, Magritte etc.«
Om der er et økonomisk – eller ideologisk – rationale bag, at det er Tage Andersen, og ikke Dali og Monet, der skal trække horderne til Statens Museum for Kunst, er uklart.
Forhandlingerne til den nye resultatkontrakt for Statens Museum for Kunst begyndte allerede sidste år, men er foreløbigt udsat på grund af regeringsskiftet. Sagen når ministerens bord inden for et par måneder.

* Nikolai Thyssen er freelancejournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu