Læsetid: 4 min.

Dokumentarfilmene stjal billedet

Stefan Jarls portræt af skuespilleren Thommy Berggren vandt den store nordiske pris ved Göteborg Film Festival
4. februar 2002

Film
»Dokumentarfilmen behøver alle de priser, den kan få.«
Sådan formulerede Stefan Jarl dokumentarfilmens behov for opmærksomhed efter at have vundet Göteborg Film Festivals store nordiske pris på 200.000 svenske kroner for Mureren ved prisuddelingen lørdag aften. Seks spillefilm og to dokumentarfilm konkurrerede om prisen, og Jarl har ret i, at dokumentarfilmen har det hårdt i biograferne, men det kan ikke siges at gælde i Gøteborg. Sidste år vandt Knut Erik Jensens Heftig og begejstret, og i år var Stefan Jarl altså den officielle jurys foretrukne film, mens programmets anden dokumentar, den norske Alt om min far, vandt det internationale filmkritikerforbund Fiprescis pris.
Mureren er et portræt af skuespilleren Thommy Berggren, som herhjemme mest er kendt for sine roller i Bo Widerberg-film som Barnevognen, Ravnekvarteret og Elvira Madigan. Siden har Berggren haft en stor teaterkarriere, og Mureren indeholder bl.a. en fantastisk genfortælling af en magtkamp mellem Berggren og Ingmar Bergman under en prøve på Dramaten. Berggren er en stor fortæller og en karismatisk person, og Jarls film udforsker levende forholdet mellem liv og kunst ved at sætte fokus på hans baggrund og opvækst. Især Berggrens forhold til sin ofte fordrukne far er i centrum, og ud over at skabe en forståelse for Berggren tegner de mange anekdoter et mindeværdigt tidsbillede af Sverige i hans ungdom i 1940’erne og 50’erne.
I Alt om min far er det den 26-årige instruktør Even Benestads egen far, som er omdrejningspunktet. Evens far Esben lever nemlig en kvindelig side af sig selv ud, som han kalder Esther Pirelli. Faderens trang til at være kvinde og med tiden blive et offentligt symbol for alle, som er anderledes, er problematisk for Even og hans søster, som føler, at hans mission er gået ud over deres familieliv. Den gribende film graver i de forskellige relationer, og resultatet er en følelsesladet og yderst personlig skildring af en konflikt, som bringer mange store spørgsmål om bl.a. køn og familie på bane.
Den velspillede norske spillefilm Tyven Tyven, som erstattede Jesper W. Nielsens Okay i konkurrencen og var manges favorit, handler også om det at være far, men set fra farens perspektiv. Trygve Allister Diesens film følger en far, som havner på flugt med sin syv-årige datter. Efter incestanklager har moderen de sidste tre år holdt datteren fra ham, og nu vil han have tid sammen med hende. Det bliver en dramatisk tur gennem Norge, hvor spændingen både kommer fra politiets jagt og spørgsmålet om, hvorvidt han rent faktisk er skyldig i incestanklagerne og en fare for sin datter.
Der har således været meget fokus på fædrene i årets konkurrenceprogram, der desuden udelukkende har bestået af nutidshistorier. Også uden for konkurrence har der været langt mellem de historiske film, og det virker frugtbart, at nordisk film stiller skarpt på samtiden i stedet for at finde sine historier i litterære klassikere og fortidige begivenheder. Integrationsproblemer, som i Agneta Fagerström-Olssons Den første zigøjner i rummet, eller desillusioneret ungdom på jagt efter meningen med livet, som i Mikael Torfasons KIDS-lignende Made in Iceland, er genkendelige og aktuelle konflikter for alle lande og kan måske skabe den evigt efterlyste større filmudveksling på tværs af grænserne.

Dogme og diskussion
Fra dansk side var festivalens største nyhed Jesper Jargils De lutrede, som blev vist i en arbejdskopi. Filmen følger de fire dogmebrødres første møde efter at have lavet deres film. De bliver konfronteret med Jargils optagelser fra filmindspilningerne, hvilket giver rig anledning til at diskutere arbejdsmetoder og regelbrud. Hvad er dogme og hvad er ikke? Og er det lykkedes dem at fange essensen af manifestet og prioritere øjeblikket frem for helheden?
Efter at dogme er blevet diskuteret til hudløshed af alle mulige andre, er det befriende at høre ophavsmændene filosofere over resultatet af anstrengelserne og gå hinanden på klingen. Jargils film kommer med mange gode iagttagelser og morsomme øjeblikke under huden på kyskhedsløftet, og både dogmefrelste såvel som uindviede kan se frem til et udbytterigt møde med broderskabet.
Visningerne af En kærlighedshistorie og Et rigtigt menneske var også med til at holde dogmeinteressen i det svenske i kog. Ikke mindst fordi Et rigtigt menneske er instrueret af Åke Sandgren, og derfor af de svenske medier blev regnet for den første svenske dogmefilm. Desuden havde historien fornyet aktualitet i lyset af den sidste tids danske flygtningedebat og blev flittigt diskuteret som en eksistentiel film, der sætter Danmarks flygtningepolitik på spidsen.
Generelt har årets festival været præget af film med et stort samfundsmæssigt og politisk engagement, både inden for fiktion og faktion. Festivalen skaber et vigtigt forum for at se de film, som almindeligvis ikke finder plads i biograferne, og ikke mindst for at diskutere det, man har set med andre. Gennem årene har man i Gøteborg med seminar-programmet Cinemix og såkaldte Talking Heads-møder med filmenes bagmænd skabt mulighed for en løbende debat af de mange levende billeder, og man kan kun håbe, at vi en gang får et lignende frugtbart festivalforum herhjemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her