Læsetid: 3 min.

Dramatisk anderledes?

På sporet af forbedringerne foran og bag rampen i den nyrenoverede Stærekasse
5. februar 2002

Teaterbygning
Fredag 1. februar var en festaften i dansk teater og det skulle mærkes. I den nyrestaurerede foyer til aftenens hovedperson, Stærekassen, musicerede en kjoleklædt kvartet fra Det Kgl Kapel, mens de festklædte gæster viklede sig ud af vinterfrakkerne, kindkyssede og noterede sig opbuddet af tjenestefri kolleger til de syv skuespillere, der skulle genindvi Ny Scene denne historiske aften.
Trapper og etager bugnede af blomster, mens det ny højttaleranlæg transporterede kammermusikken ud i de fjerneste hjørner. Indenfor i scenerummet var scenen flankeret af kæmpestore, dristige blomsterdekorationer – fast udstyr til enhver filmpremiere med respekt for sig selv – og da tiden var inde, kom Prologus op gennem gulvet – eller var det ned fra loftet? – med en vittig og velskreven velkomst på opfindsomt akrobatiserende aleksandrinere.
Og så vågnede vi – alle vi naive teaterelskere, der troede en ny Stærekasse var noget, der fortjente en fejring. Nul musik, nul blomster, nul prolog – der sku’ jo nødigt gå fest i den; især lige nu, hvor der er så festligt i forvejen i dansk teater. Hvor surt skal det være, hvor fantasiløst kan det blive at starte en ny æra i det smukke, forkætrede hus? Det havde vi ikke vidst, men nu var vi klogere.
Var det ledelseskontorerne eller kunsthaderne Brian&Thor, der havde orkestreret denne non-event? Prosaisk, protestantisk, provinsielt og vintergråt var det i hvert fald; tag bare det til referat.
Skal det være faktuelt, så lad det.

Fra nydernes side
Facaden er blevet oppudset og lueforgyldningen på Utzon-Franks skulpturer afrenset og voksbehandlet. Det første kan vurderes bedre i dagslys, det andet gjorde sig ekstra godt i våd og belyst tilstand. Indendørs er tæpperne flået af og har blottet et sart rødlig-beige parketgulv af oregon pine, som harmonerer smukt med den gennemgående mandarin-røde skala i teatersalen selv. Farven i sin stærkeste koncentration genses i de nye stole, der er en behagelighedsåbenbaring i sammenligning med de forrige pinebænke. Hver stol er nu udstyret med hele to armlæn, så man ikke behøver at kende sin næste mere end højst nødvendigt. At stolene også har drejefod, måtte Den Udsendte senere læse sig til.
Den altid efterlyste amfiteatralske gulvstigning er endelig en realitet; så meget at den bagerste stolerække flugter med balkonen. Og handicaporganisationernes vrede råb er hørt: Gulvet er blevet udstyret med seks handicappladser og adgangen gjort mulig via en elevator i smøgen mellem tilskuerhuset og naboejendommen.
Endelig og ikke mindst er sammenstuvningens tid forbi; fra de tidligere 1.800 krampende ben på 900 tilskuere ved rød lygte er der nu plads til det halve – slut med den stift smilende nærkamp med mavesvære middagsherrer, når ens sæde skulle passeres eller erobres.
Alt i alt både en æstetisk og komfortrettet renovering.

Og fra ydernes
For de skuespillere, scenografer og instruktører, hvis arbejdsplads vi her taler om, er forbedringerne om ikke i hurra-klassen, så dog følelige. Skuespilleren Henning Jensen, der har gjort sig bemærket som én af den gamle Stærekasses mest velargumenterede kritikere og netop nu har en hovedrolle i åbningsspektaklet Det kolde hjerte, peger på to ting: »Halveringen af publikumstallet har gjort akustikken betydeligt bedre, også bedre end vi havde regnet med, og et decideret efterklangsanlæg – som prøvet af et par gange i operasammenhæng – valgte vi fra pga. en generende glasvægsfornemmelse. Samtidig har de bekvemmere stole betydet, at vi skal kæmpe mindre for at fange publikums opmærksomhed, så paradoksalt nok ligger ’vores’ forbedringer i salen fremfor på scenen.«
»Dér har der reelt ikke været meget at stille op pga. det én gang givne areal. Den gamle drejescene er blevet computeriseret, men der er stadig så lidt plads til siden og bagud, at en forestilling ikke kan afvikles tidssvarende. Som funktionel teaterarkitektur er Stærekassen på vores side af rampen fortsat håbløs.«
Hvad akustikken angår kan publikum kun være enig. Saalbach-stykket viser med al tydelighed, at skuespillere med en ordentlig taleteknik – Henning Jensen, Kirsten Olesen, Lily Weiding og Morten Suurballe – når udmærket ud. Resten er mere op til talecoachen end til den forenede nye og gamle Jacobsen’ske akustik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu