Læsetid: 5 min.

Som dreng læste jeg Lenz

Righoldigt udvalg af Hansgeorg Lenz’ musikkritik viser hans store krav til kunsten
20. februar 2002

Ny bog
En dansk digter har søsat et lille stykke selvbiografi i sætningen: ’som dreng skar jeg skibe’. En vittig hund transkriberede den: ’som dreng skar jeg ansigter’. Dagens anmelder går et skridt videre og bekender: ’som dreng læste jeg Lenz’.
Det er måske lidt overdrevet, men jeg læste ham i det mindste fast i Information fra jeg var 18 år gammel. Min opfattelse af kunst- og kulturkritik lå i lage hos Lenz. Jeg dukkede nydelsesfuldt hovedet, når han trynede den danske provinsialisme, for jeg vidste han havde ret, og jeg elskede ham for hans skarphed og hans overdådige sans for begavede ondskabsfuldheder. Så det var let nok at rette hovedet op igen og få det oven vande.
At betragte sit udgangspunkt fra en skæv vinkel, ude fra sidelinjen, inde fra det private hoved er et frugtbart incitament. Uanset om man ser skævt fordi man er kunstner, på grund af politiske eller seksuelle overbevisninger, eller bare fordi man kommer fra en anden del af verden. Han er født i 1926 i Danzig (næsten samtidig som Günther Grass), det var dengang tysk frizone. Øjensynlig et godt udgangspunkt for skæv-seenhed. Lenz kom til Danmark i 50’erne. Guderne skal vide, at det har medført grunde nok til at se skævt på det kulturelle klima, på det provinsielle åndedrag, på den etablerede kunstverden.
Den skævhed dyrkede han, også så langt at man kan hævde, at han så skævt til den kunst, der udfoldede sig – på godt og ondt – i hans nye hjemland. Og ofte slog han os oven i hovedet med netop tyske modbilleder, både inden for musik og teater og – ikke mindst – den udøvende kunst og dens institutioner.
Det er et righoldigt udvalg af Lenz-artkler, der udkommer i dag under den lidt mærkelige titel Lykken er en ener. (Jeg håber ikke der hentydes til terningkast).

Ånd- og ondskabsfuldt
For at bruge et Lenz udtryk fra bogens allertidligste artikel (fra 1955), så er samlingen et »ånd- og ondskabsfuldt rendezvous«. Forfatteren skriver aldrig bedre end når han er irriteret, forarget, sabelsvingende til det urimelige – eller bare ganske stille under udøvelsen af snitsår – indtil ofret i et ubevogtet øjeblik står frarøvet sit kostume og splitternøgent.
Om kritik skriver Lenz, at det handler om »ikke at se det gode, hvor man kan, men hvor man ikke kan undgå det.« Han nægter, principelt, at ’se lyst på tingene’: »Skulle dansk teater, skulle dansk musikliv have behov for det? For de velmenende, der ikke mener andet end vel? Står det så skidt til?«
Om det, han ikke kan undgå at se det gode i, skriver han vidunderligt. I artiklen »Den gamle mand og flyglet« om Vladimir Horowitz, »siden begyndelsen af 1940’erne klodens mest fascinerende pianist.« Om Glenn Gould, hvis »konstante nynnen gav den musik, han gjorde sig til et medium for, en aura af det uhørte i ordets dybeste betydning.« Om – og ikke mindst – Herbert von Karajan og om Anne-Sophie Mutter for hvem violinmusik »ikke er violinmusik, men violinmusik.« Om den unge, kroatiske pianist Ivo Pogorelich og om dirigenten Günter Wand, under hvis fremførelse af Bruckners ottende symfoni, Lenz betror os at han såmænd godt kunne forlade denne verden – »hvis det skulle være.«
Om Furtwängler, hvor det meste altid er »som en forberedelse på noget eller som en udklang af noget. Øjeblikket har kun karakter af gennemgang: Det er dette, der som genskabende kunstner fortsat gør ham så usigeligt ophidsende.«
Om violinisten Gideon Kremer skriver han også om øjeblikkets art, at det er »som at høre Kremer i sit indre klinge videre, hvad der næsten er ved at fortone sig for hans tilhørere.«
Vi er ved en kerne i Hansgeorg Lenz’ opfattelse af musikkens betydning. Han citerer Stravinsky, der taler om, at mennesket er undergivet tidsforløbet, »fremtidens og fortidens kategorier, uden nogensinde at kunne ’virkelig’-gøre nutiden, hvilket vil sige, at lade tiden stå stille. Musik som fænomen er givet os med det ene formål at sætte tingene i relation til hinanden og herunder frem for alt indstifte et forhold mellem mennesket og tiden.«
Det er gennem denne høje kikkert Lenz betragter musikudøvelsen, det er fra det, både intellektuelle, følelsesmæssige og næsten religiøse stade, han ser på den jordiske praktik, som det er at skabe kunst.

Hak til Carl Nielsen
På den baggrund kan det være særlig ærgerligt at dansk musik stort set kun deltager i Lenz’ verden (i det mindste i dette udvalg) med et stort set negativt potentiale.
Nyere dansk musik end ikke nævnes, jo, Per Nørgård får lige en bemærkning om sit ’makværk’, operaen Siddharta. Resten er tavshed.
Af nyere udenlandske komponister medvirker kun tre tyskere (!): Hans Werner Henze, Karlheinz Stockhausen og Wolfgang Rihm. Ingen franskmænd, italienere, amerikanere. Det er øjensynlig lettere ikke at se skævt til det, man en gang for alle har forladt.
Carl Nielsen slår Lenz urimeligt hårdt oven i hovedet og citerer Tom Kristensen for kun at finde »ganske få farvebilleder i hans prosa«, og at Nielsen i sin naivitet er »alt for villet«. Hvorfor nævner Lenz nu en litteraturkritiker? Åbenbart fordi han anser erindringsværket Min fynske barndom for hans »måske bedste opus« (det skriver han sgu!). Lige inden har Lenz harceleret over, at dansk dannelse altid har været litterær dannelse! Og nu falder han selv ned til at udmåle Carl
Nielsen med netop den alen!
Når Lenz samtidig fortæller os, at Carl Nielsens musik har mangel på sensuel appeal og at han tilhører »bedsteforældrenes verden«, så må man sige, at tiden (når den går og det gør den jo også) indimellem har overhalet Hansgeorg Lenz på det sted, hvor han har stået (eller siddet).

Klanderværdig
Rued Langgaard får en endnu mere nådesløs behandling. Man har rent ud sagt oplevelsen af, at hvis Lenz havde opholdt sig i Danmark samtidig med Langgaard, så havde Lenz for én gangs skyld været enig med den samlede danske musikkritik – nemlig i den bornerte, hånlige afvisning af fænomenet.
Midt i fornøjelsen over Hansgeorg Lenz’ gamle artikler – og i glæden over hvor godt de endnu gør sig i dag – kan man måske sige, at den netop hånlige attitude (hvormed jeg mener den satiriske eller ironiske) er den, der virker mest gammeldags. Nedgøringen af Flemming og Vivi Flindts Salome-ballet, hvor Vivi Flindt dansede nøgen og Lenz i hele to artikler styrter bagover og stønner »stemmebånd og skamlæber«. Og nedgøringen af Klaus Hoffmeyers opsætning af Wagners Siegfred i Musikhuset i Århus er nok de to grelleste eksempler.
Og alligevel vil jeg slutte med en af Lenz’ små sorte hvirvler – her så suveræn fordi hans intellekt står mål med nedgøringen. Om Brahms’ mærkeligt kluntede dobbeltkoncert skriver han:
»Brahms ville skrive for to og kom til at skrive for én mindre.« Korte, kloge og – efter manges mening – klanderværdige. Sådan var hans udsagn. Det var dejligt.

*Hansgeorg Lenz: Lykken er en ener. Artikler om musik. 368 s., 348 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

*Sven Holm er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu