Dvd & video
(2. sektion)
The Rat Pack
I sidste uge havde Steven Soderberghs genindspilning af Rat Pack-filmen Oceans 11 dansk premiere.
Det har inspireret til et gensyn med originalen (1960), der sammen med en anden Rat Pack-film, Robin and the 7 Hoods (1964), lige er udkommet på amerikansk dvd. Og lad det være sagt med det samme: De to film er mest for afficionados, der bare må eje alt, hvor de tre ikoner og entertainere, Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr. kaldet The Rat Pack optræder sammen.
I hvert fald er der ikke meget af al den savoir faire, løssluppenhed og coolness, som The Rat Pack er kommet til at repræsentere, over de to film. Oceans 11, der handler om Danny Ocean, som sammen med ti venner vil røve fem Las Vegas-kasinoer, er decideret kedelig og ganske charmeforladt.
Man kan undre sig over, at instruktøren Lewis Milestone ikke udnytter Davis, Martin og Sinatras uomtvistelige talenter bedre i selve filmen ikke mindst den flegmatiske Dean er meget tilbageholdende. Men kender man en smule til filmens tilblivelse, så ved man, at især Sinatra gjorde Milestone helvede hedt, og at det ustyrlige trekløver hellere festede natten igennem og sov længe end lærte deres replikker og mødte udhvilede op på settet om morgenen.
Så er der trods alt mere tryk på gangsterkomedien Robin and the 7 Hoods, hvor Peter Falks dybt karikerede gangsterboss er tæt på at stjæle billedet fra Frankieboy og hans slæng ikke mindst da han begynder at synge. Men også en munter sang fra Sammy Davis og et helt musicalnummer fra Sinatra, Martin og Bing Crosby er blandt filmens aktiver.
Det lyder meget muntert og er det da også i perioder, men gode film er hverken Robin and the 7 Hoods eller Oceans 11.
Filmene kan fås via www.laserdisken.dk
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »