Læsetid: 5 min.

En dyr konflikt

Konflikten mellem Israel og de palæstinensiske selvstyreområder koster dyrt – både på det personlige og det nationale plan
1. februar 2002

Nedtur
KHAN YOUNIS/GAZA BY – Som hun sidder der i sin lille hytte flækket sammen af grene, metaltagplader, sort støvet plastik og hvide stofsække ligner Salmeh Abu Resig en østafrikansk bonde. Indtrykket forstærkes af hendes nøddebrune hud og den kradse duft af røg fra det lille bål lige uden for indgangen, hvor en kedel med vand bobler over gløderne.
Men Salmeh er ikke afrikaner. Hun er palæstinenser. Og indtil oktober forrige år boede hun i et stort hus kun 50 meter fra hytten sammen med sin bror og hele hans familie. Nu ligger der i stedet en kæmpe bunke gult sand, som gravkøer og bulldozere har formet til en bakke. Om kort tid vil den blive dekoreret med frisk asfalt og danne rampen til en bro, der skal føre den israelske ’bypass’-vej over den palæstinensiske hovedvej til Gush Katif-blokken, der tæller 11 bosættelser.
»Vi havde seks hektarer land med oliven- og citrustræer. Vi havde et rigtig godt liv og tjente godt fra salget af frugterne,« fortæller Salmeh, der ikke kan genopdyrke sin jord, da israelerne har truet med at skyde på alt og alle, der forsøger at genopdyrke det, de nu har døbt ’sikkerhedszone’.
Nu ligger området åbent hen som en sandørken, så der er frit udsyn til vejbyggeriet og den israelske militærbase, der ligger en lille kilometer ude i horisonten.
»Israelerne kan følge hvert et skridt, vi tager, og ser de noget mistænkeligt, skyder de. Nogle gange skyder de efter mig, når jeg går rundt udenfor. Jeg tror, de forsøger at skræmme mig væk, men jeg forlader aldrig min jord,« siger Salmeh bestemt i samme øjeblik, som luften genlyder af skud.
I udkanten af det nøgne område går en gruppe mænd og børn og samler krøllede metalstænger op fra jorden, hvor den hvide teltdug og grønne tomater ligger smadret ind i hinanden – rester af en række store drivhuse, der blev bulldozet i sidste uge. Det er ikke til at se, at dette område indtil for kort tid siden var et frodigt landbrugssamfund med 40 huse og omkring 7.500 palmer, oliven- og lemontræer fordelt på 97 hektarer land.
I alt har palæstinenserne siden intifadaens begyndelse for snart 16 måneder siden mistet omkring 200.000 træer og fået ødelagt 20.000 dunum landbrugsjord, viser en opgørelse fra det palæstinensiske landbrugsministerium.

Lukninger
Siden intifadaens begyndelse har landbrugssektoren oplevet en nedgang på 70 procent, og hos Union of Agricultural Work Committees (UAWC) har de opgjort de samlede skader til 161 millioner US dollar. Men mere alvorligt er det – siger UAWC’s direktør, Mohammed Elbakri – at landbrugssektoren, der står for 25 procent af al palæstinensisk eksport, er begyndt at skrumpe som følge af ødelæggelserne samt lukningerne af grænserne, som koster de palæstinensiske landmænd store summer.
»De stopper vognene med vores produkter ved grænserne i nogle gange op til 12 timer – af sikkerhedshensyn, siger de. Hvis vognen indeholder jordbær, vil de være blevet til vand, når de når frem til Holland. Kvaliteten af alle vores produkter bliver dårligere på den måde,« siger Mohammed Elbakri.
Inden intifadaen var væksten i selvstyreområderne på seks procent, og Den Internationale Valutafond, IMF, skønnede, at denne tendens ville fortsætte. Men så kom intifadaen, og resultatet blev i stedet et fald på 7,6 procent af BNP. UNSCO (United Nations Special Co-ordinator) vurderer i en rapport, at den palæstinensiske økonomi i løbet af intifadaens første år tabte mellem 2,4 og 3,2 mia. US dollar.
»Før intifadaen var det svært at eksportere, men det er blevet meget sværere, og eksporten er mærkbart faldet. Derudover er det samlede out put fra landbrugssektoren faldet markant på grund af ødelæggelserne,« siger Mohammed Elbakri.
Også de interne lukninger – der opdeler Gaza og på Vestbredden i 54 isolerede områder – koster dyrt, da landmændene brænder inde med deres produkter.
»De interne lukninger betyder, at farmerne ikke kan afsætte deres produkter andre steder i Gaza, og dermed bliver der for eksempel overproduktion af tomater i Khan Younis, så de bliver nødt til at sætte prisen ned for at komme af med dem, inden de bliver dårlige,« forklarer Elbakri.

Arbejderne
Men ikke kun landbruget er ramt. Også de palæstinensiske virksomheder har tabt penge som følge af lukningerne, der dels gør det svært at eksportere, dels forhindrer råvarer og andre materialer i at komme ind i selvstyreområderne. Eksporten af industriprodukter er ifølge UNSCO faldet med 49,6 procent, mens importen af f.eks. byggematerialer er faldet med 52,7 procent.
Men hårdest ramte er den store gruppe palæstinensere, der inden intifadaen arbejdede i Israel. Lukningerne har betydet en voldsom stigning i antallet af arbejdsløse, så omkring 52 procent i dag er uden job i Gazastriben. Det kan tydeligt ses i bybilledet, hvor enhver bil, der kører dyttende rundt, er en privat taxa.
»Før intifadaen arbejdede jeg i Israel og tjente omkring ti US dollar om dagen. Nu må jeg konkurrere med alle de andre, der er blevet arbejdsløse, og som nu kører taxa,« fortæller en midaldrende taxachauffør, mens han peger på den lille bunke med omkring ti shekel (23 kr., red.), der ligger på et lille stykke stof bag forruden.
»Lukningerne har skabt en ond cirkel, for når folk ikke tjener penge, har de heller ikke mulighed for at købe produkter, og det betyder at mange virksomheder er lukket, og dermed skabes flere arbejdsløse. Det er en håbløs situation,« siger lederen af fagforeningen Democracy & Workers Rights Center in Gaza, Mohammed Dahman.
Fagforeningen forsøger med de begrænsede midler, den har til rådighed, at betale en del af arbejdernes løn, så virksomhederne har råd til at ansætte personale. Uden for kontoret står derfor en flok på omkring 20 råbende mænd, der håber på, at de er blandt de få heldige, der bliver en del af projektet.
»Vi forsøger at hjælpe, så godt vi kan, men det er umuligt at skaffe job til alle,« sukker Dahman.

Facts on the ground
Den officielle israelske begrundelse for både lukninger og ødelæggelser af huse
og marker er ’sikkerhed’.
Men Elbakri har en anden teori:
»Så snart intifadaen startede, angreb Israel landbrugssektoren, fordi de ikke ønsker, at vi bliver uafhængige af dem. De ønsker ikke, at vi – som de har gjort – bygger ’facts on the ground’, for de ved, at det så bliver svært at flytte os, og dermed får de svært ved at opfylde deres drøm om et Storisrael i hele Palæstina,« siger han.
Samme teori har Salmeh, der for to måneder siden måtte se sin hytte jævnet med jorden. Nu har hun bygget en ny, og på trods af det farlige liv i frontlinjen op ad den israelske militærbase nægter hun at flytte.
»Jeg bliver her, selv hvis de forsøger at slå mig ihjel. De vil aldrig kunne få mig til at flytte – selv ikke hvis de tilbød mig et stort hus et andet sted. Dette stykke jord er mit liv. Når de ødelægger vores huse, kan vi bygge nye. Når de fælder vores træer, kan vi plante nye. Og når de slår én af os ihjel, føder vi nye børn. Hele verden giver os penge, men hvad betyder penge, når man ikke har et hjemland? Vi må blive og kæmpe,« siger Salmeh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her