Læsetid: 6 min.

For enden af det runde bord

Historikeren Bo Lidegaard skriver ikke blot historie, han skriver historisk litteratur tangerende kunst – bind to af biografien om J.O. Krag
7. februar 2002

Ny bog
En embedsmand i Statsministeriet betroede engang den unge journalist: Læg mærke til når Jens Otto Krag sætter sig ved et rundt bord, så ved man godt, hvor bordenden er!
Det slog iagttageren, hvor meget Jens Otto Krag fyldte i landskabet. Denne kølige, ligesom fraværende, men venlige mand hvis begavelse, viden, manøvreduelighed og overblik gjorde ham til en levende legende. Folk med åbne sanser vidste besked.
Politiske modstandere, ofte på distance, transformerede uviljen mod den socialdemokratiske, radikale socialliberale stat til et inderligt had. Ikke mod Hedtoft, H.C. Hansen eller Kampmann, i hvem de trods alt fandt en form for jævnbyrdighed, men mod J.O. Krag, der var anderledes.
Man kunne dengang opleve vredesudbrud ved synet af Krag i tv. Ulidelig, uanset hvad han sagde og gjorde, og arrogant! Oven i dette hans privatliv med yndige Helle Virkner, som man måtte tro, han havde voldført, og de stakkels børn og alle hans pigebekendtskaber ved siden af; og var der ikke også noget om, at han ikke kunne lade flasken stå, men gik i byen, hvis ikke griseriet foregik på mange og dyre rejser. Der var ingen grænser, når det gjaldt Krag.
Ikke desto mindre var han landets statsminister, højt respekteret i udlandet, beundret af de professionelle. En politisk visionær af de sjældne, en statsmand. Måske, når alt kom til alt, Danmarks største. I 25 år beklædte han skiftende topposter for at havne øverst.

Anledningen
Og så en dag var festen forbi. Krag tog sit gode tøj og gik:
»Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage, og jeg vil benytte mig af en gunstig anledning til at gøre det«.
Dér stod han på magtens tinde med fuldbragt livsværk: Danmarks tilslutning til EF. En historisk bedrift mod mange odds og en bitter folkeafstemning, og så smed han det hele fra sig. Forræderi mente de, der før havde ønsket ham hen hvor peberet gror – såmænd også flere af hans egne.
Resten af historien er velkendt: pressemødet i Spejlsalen, lettelsen, nedturen, tomheden, tragedien, afslutningen i Skiveren. Uventet ventet: »Jens Otto Krag er død,« sagde Radioavisen. Med ét gik det op for alle, at noget var uigenkaldeligt tabt, uden at hjerteligheden i øvrigt fik overhånd. Han var jo en sær snegl og alt for europæisk for det danske vadmel. Men ved begravelsen var sorgen ganske afgjort ægte.
Modstridende signaler hele tiden. Som manden selv. Der gik årtier, før nogen fandt ind til opgaven at beskrive fænomenet J.O. Krag. Så kom Bo Lidegaard og gjorde det.
I 2. bind af den omfangsrige Krag-biografi har forfatteren disponeret historien, så den begynder med overtagelsen af statsministerposten efter den stadig mere utilregnelige, syge Viggo Kampmann.

Samfundsmaskinisten
Krag har ikke bedt om værdigheden. Før ham stod stadig yngre folk, først Hedtoft og H.C.
Krag befandt sig bedst som udenrigsminister, her lå hans lidenskab, og han forliger sig kun dårligt ved tanken om topposten, magten interesserer ham alvorligt talt ikke. Det er indflydelsen, der tæller, indflydelsen, der gør, at han, den visionære teknokrat med Lidegaards tilbagevendende metafor, kan komme til samfundsmaskineriet og dreje på skruerne. For at få den indflydelse og plads ved maskinen kræves magt.
Krag får magt, som han med sjældent svigtende flid, pligt- og ansvarsfølelse for parti, vælgere, land og folk samt dyb indsigt i kræfternes komplicerede samspil håndterer virtuost. I dette arbejde med det udenrigspolitiske som fast akkompagnement, folder mesteren sig ud og når det sublime. Krag forstår simpelthen sin metier og begriber komplicerede sammenhænge i statens styrelse og dennes samspil med andre. Og handler. Han har kun overbærenhed tilovers for folk, der tror, at det indre, det nationale, kan afskæres fra det ydre, det internationale. Danmark kan ikke stå uden for Europa og verden.

Posemanden
Den triste afslutning på dette livsværk har fortegnet meget i synet på Jens Otto Krag. Mange kunne inden Skiveren den 22. juni 1978, da hjertet efter seks års ørkenvandring og alkoholisk mishandling sagde stop, endnu møde den forhenværende førstemand på gaden som bogstavelig posemand med nedslidning i krop og sjæl. Dette selvfornedrelsens billede var tilbøjeligt til at dominere.
Men forinden, tiden frem til afgangen efter den vellykkede folkeafstemning, er som antydet historien om statsmandens forvaltning og videreudvikling af den store vision, han selv som yngre havde formuleret i Fremtidens Danmark. Siden dengang efter besættelsen var det Krag, der skrev programerklæringerne for det langsomt, men sikkert (snarere usikkert) transformerende Socialdemokrati.
Det er i høj grad den historie, Bo Lidegaard med kyndighed redegør for sin læser. Lidegaard fortæller i kapitler år for år og gør samtidig sine to bind om en enestående politiker til et opslagsværk i
nyere dansk historie. Her findes grundige redegørelser for bl.a. helhedsløsning, oms og moms, samt de evige politiske manøvrer for at tælle til 90. Dertil kommer hensynet og den naturlige afhængighed og samhørighedsfølelse med den dengang stærke fagbevægelse.

Den gode historiker
Først og sidst handler historien om den store vision om Danmarks rolle i Europa. Man beskylder så tit politikere for at være visionsløse. Krag var visionær som få og delagtiggjorde de, der gad læse, i den politiske dimension og fredsperspektivet af EF-ideen. Utallige avisindlæg af enhver art, i årevis mest om Europa, skrev Krag – også for at støtte en altid vaklende privatøkonomi – og så sig som skribent mere end som politiker. En halvt ulykkelig kærlighed til skrivefaget.
Bo Lidegaard er en god historiker, der om nogen ser datiden med dennes kyndige øje. Han lever så at sige i sit emnes år og betragter begivenhederne, når det er formålstjenligt, med hovedpersonens forudsætninger. Heri ligger det imponerende ved værket: dets overbevisende oplysthed i bredde og dybde som tiden tegnede sig, dets gennemforskede kildegrundlag og dets kompetente vægtning af stoffet. Lidegaard er en sjældent tilgodeset fortolker og fortæller, og så skriver han som en drøm.

Ikke for tæt
Det siger sig selv at en biografi af det foreliggende omfang, i alt er de to bind på 1.590 sider, må gå tæt på personen også uden for det offentlige liv. Det gør Bo Lidegaard med den nænsomhed, som aldrig går helt ind, hvor ingen fremmed bør færdes. På den anden side heller ikke efterladende læseren med behov for mere. Man læser og forstår en – nu og da – halvkvædet vise om en mand, hvis vanskeligheder med sig selv svarede til det øvrige format.
Lidegaard finder og beskriver i et intuitivt plan, som også er god historieskrivning, de sammenhænge, de spor og kanaler i det Kragske sind, han selv knap kunne eller ville gennemrejse. Krag lukkede få indenfor. Han kom ikke til nogen, de måtte komme til ham. Han lyttede mere, end han talte, men når han åbnede munden, var ordene værd at høre. Hans evne til med sin betydelige vilje at dominere andre var af magtmenneskets art, uden at Krag faktisk var et sådant. Dette måtte give komplikationer. Især da han endeligt afsagde sig magten i et kort berusende øjeblik, da han endelig smagte dens sødme for første og sidste gang og troede, at det nu var løsningen på hans ulykkelige rastløshed i nuet.

Vejen ned
Og da han skulle til at leve et andet liv, få afløb for skriveambitionen og det kunstneriske, viste det sig, at han ikke kunne leve uden for centrum. Men da var der jo ingen vej tilbage, livet blev ligegyldigt. Nogle få spræl i rusen gjorde det ud for forsøg på en ny begyndelse, men depressionen, drikkeriet, selvforagten tog overhånd, han måtte gå til grunde, det kunne ikke være anderledes. Derfor endte Krag som en tragisk figur, men af de store i fædrelandets historie. Hans landsmænd skyldte og skylder ham meget.
Lad være, at Bo Lidegaard har sine sym- og antipatier. Dét har han. Baunsgaard kan han lige så lidt som sin hovedperson fordrage. Erik Ib Schmidt får også nogle på skrinet. Men Bo Lidegaards værk er ikke desto mindre, og som allerede antydet, en bedrift i dansk historieskrivning. Evnerne lagde forfatteren for dagen i tidligere arbejder. Her når han nye højder. Lidegaard skriver ikke blot historie, han skriver historisk litteratur tangerende kunst, idet han ikke viger tilbage fra den dristige tolkning og standpunktets historieskrivning.
Også 2. bind er udstyret med originalt billedmateriale, (fine, fine billedtekster), samt vedføjet det fornødne helt store apparat med litteratur og noter og hele pibetøjet.

*Bo Lidegaard: Jens Otto Krag 1962-1978. 816 s. ill., indb. 399 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her