Analyse
Læsetid: 5 min.

Enrons røverbaroner

Griskhed, korruption, svindel, skattesnyd og penge uden politisk regulering ligger bag Kenneth Lays Enron, der er vor tids svar på røverbaronerne for 100 år siden
8. februar 2002

Som da det amerikanske samfund for 100 år siden i guldæraen for milliardærerne William Vanderbilt, Rockefeller og J.P. Morgan måtte sætte spørgsmålstegn ved indretningen af samfundet og reguleringen af markedet, så kan USA i dag ikke undgå at forholde sig til vor tids svar på datidens røverbaroner: Kenneth Lay og hans medsammensvorne i det konkursramte selskab Enron.
Det har udviklet sig til en skandale, der ikke bare handler om bestikkelse og løbende korrumpering af demokratiske og republikanske politikere. Det er en skandale, hvis omfang er så stor som en systemfejl: »Enron er ikke en enestående sag, men også et sindbillede på, hvordan hele systemet er korrumperet af de politiske penges magt,« skriver The American Prospect i en leder.
Det liberale magasins ord virker ikke malplacerede. Det er ikke bare George Bush’ valgmaskine, der har modtaget klækkelige bidrag fra Enron under Lays ledelse. 51 ud af 56 politikere i energiudvalget i Repræsentanternes hus og 49 ud af 70 medlemmer i finanskomiteen har fået Enron-penge.
Mange selskaber har anvendt tilsvarende metoder for at opnå indflydelse, og det konkursramte kabelselskab Global Crossing gav f.eks. 2,9 millioner dollar i støtte til politikere i den seneste valgkamp i USA. Som Enron har Global Crossing presset på for – men med mindre succes end Enron – at få politikerne til at deregulere markedet.
Og det er en anden hovedpointe, som The American Prospect fremhæver. Chicago-skolens fundamentalistiske ide om, at en dereguleret kapitalisme er ’selvregulerende’ og overlegen i forhold til en reguleret markedsøkonomi, har spillet fallit. I Enron-tidsalderen har »dereguleringen vist sig at være mindst lige så politisk korrumperende som regulering,« påpeger magasinet.

Enronitis kalder mange sygdommen, og den omfatter ikke bare selskabets ledelse og en del af den politiske klasse. Kendte topnavne i den amerikanske kapitalisme som Arthur Andersen, Morgan og Citigroup er blevet kompromitteret. Aktieanalytikerne sagde ikke fra i tide, selv om man skulle formode, at de er til for at rådgive kunderne. Revisorerne fra Arthur Andersen er sluppet værst ud af sagen efter at have destrueret en bunke sagsakter på ulovlig vis. Og det ser ud til, at de har deltaget i grov manipulation med Enrons regnskaber. Ifølge en kongresrapport har de i år 2000 pustet Enrons overskud op med over en milliard dollar. Og i marts 2001 tillod man, at et tab på en halv milliard dollar blev lagt ind under gulvtæppet.
Investorerne er blevet givet indtryk af, at det går bedre, end det faktisk gør. Et lille investorselskab, SmartStockInvestor.com, har i en analyse af 100 selskaber vist, at der i de første ni måneder af sidste år var en afgrundsdyb forskel på de kvartalsresultater, som selskaberne har pralet med over for aktionærerne og pressen, og så dem, de siden indbettede til myndighederne i Securities and Exchange Commission (SEC). Det, der udadtil blev markedsført som gevinster på 19 mia. dollar, endte i indberetningen til SEC som tab på 82 mia. dollar. Denne form for proforma-kapitalisme, hvor oppustede aktiekurser skabes via markedsførte overdrivelser, er først ved at komme for en dag.

Bill Gates’ Microsoft sagde sidste år til aktionærerne, at de havde tjent syv milliarder dollar, men til SEC oplyste man kun det halve beløb. Cisco Systems brystede sig af en indtjening på 805 mio. dollar, men over for SEC blev det til et minus på tre milliarder. Mange blev vildledt af disse informationer.
Den fallerede elektronikkoncern Tyco, der var baseret i et skattely på Bermuda, har i de
sidste tre år endda lavet 700 virksomhedsopkøb for over otte milliarder lånte dollar uden at sige et kuk til aktionærerne.
Enron-sagen har flere facetter, men den har også et vigtigt element af skatteunddragelse. I de sidste tre ud af fire år har Enron ikke betalt skat i USA, selv om de over for aktionærerne førte sig frem som USA’s syvende største selskab. Enron havde cirka 800 datterselskaber i oversøiske skatteparadiser som Cayman Islands. Mange transnationale selskaber – som bl.a. det Bermudabaserede Global Crossing og Rupert Murdochs medieimperium News Corporation – bruger den metode til at skabe fortsat berigelse. Økonomisk patriotisme kan det dog næppe kaldes.
De vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, skønner, at der er omkring 6.000 milliarder dollar deponeret i skattefrihavne.
Enron har konsekvent gjort
sine wholesale services så komplekse og uigennemskuelige, at det har været svært for myndighederne at følge pengene. Enron har ikke kun deltaget aggressivt i energihandel på de deregulerede markeder i Vesten. De har i stigende grad kastet sig ud i omfattende spekulation i sofistikerede finanspapirer som optioner og andre derivater. I så henseende er der flere paralleller til den overgearede hedgefond, Long Term Capital Management Fund, der i 1997/98 fik støtte fra en række af verdens førende storbanker og den økonomiske elite til at drive spekulationsforretninger i milliardklassen. Og de mistede jordforbindelsen og overblikket på en måde, der kunne være blevet fatal for hele det økonomiske system, hvis ikke Alan Greenspan og
USA’s forbundsbank havde lavet en redningsaktion. Derimod skaber det ikke systempanik, når mindre fisk opfører sig overgearet. Den irske broker, John Rusnak, der har tabt 750 millioner dollar i fejlslagne spekulationer, vil ikke bringe sin Allied Irish Bank til fald, sådan som Nick Leeson gjorde for nogle år siden med Baringsbanken i London. Men på en måde er de del af den samme fortælling. Om spekulation i komplekse finansinstrumenter, der løber ud af kontrol.

Og den centrale drivkraft har i alle tilfælde været grådighed. Enron-chefen Kenneth Lays mesterstykke – og illusionsnummer om man vil – var at gøre så mange centrale økonomiske og politiske aktører til en del af spillebulen. Mens han fik sminket regnskaber og resultater ud over enhver etisk, moralsk og økonomisk grænse og derigennem holdt aktiekursen kunstigt oppe, så fik han og resten af ledelsen tid til at sælge ud af deres aktieoptioner og berige sig selv. Lay tjente 145 millioner dollar. Inden det blev offentligt kendt, at det i brede finanskredse så berømmede avantgardeselskab byggede på illusionsmageri, oppustede forventninger og en del snyd. Snydt blev i hvert fald de menige medarbejdere, der mistede pensionsopsparingen.
Robert Samuelson har i avisen The Washington Post spurgt, om ikke Enron-skandalen også viser, at brugen af aktieoptioner er drevet for vidt. Anvendt med måde kan de give folk incitamenter til at yde en ekstra indsats, men »vi har mistet sansen for grænserne, og optionerne er blevet forvandlet til en form for lette penge, som medlemmerne af direktionen fordeler mellem sig uden nogen kritisk sans,« skriver Samuelson. Der har, som han peger på, bredt sig »en moralsk fordømmelig mentalitet, hvor folk stræber efter at blive rige så hurtigt som muligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her