Læsetid: 4 min.

Erhard Jacobsen som sofastykke

Mat portræt af farverig politiker
25. februar 2002

Ny bog
Ved folketingsvalget i 1950 dækkede Informations journalist Anker Randsholt et vælgermøde i Ærø-Fåborg-kredsen, hvorfra han kunne berette om et nyt socialdemokratisk talent:
»Erhard Jacobsen, der i øvrigt fra alle sider anerkendes som en redelig og dygtig kandidat for regeringspartiet. Han lyver ikke, og han
lefler ikke for vælgerne.«
Den karakteristik blev ikke stående uantastet i kandidatens videre karriere gennem 45 år af dansk politik. I tv-satiren Werner Holgersen udstillede forfatteren Erik Knudsen sidenhen en Jacobsen-figur – spillet af Poul
Reichhardt – som indbegrebet af højrepopulistisk opportunist. I det hele taget var Erhard Jacobsen i 1970'erne et hadebillede for venstre-fløjen – også inden for sit eget parti.
Hans ivrige agitation for NATO, EU og parcelhuslivets lyksaligheder var en provokation mod tidsånden, som Erhard Jacobsen til gengæld selv lod sig provokere af til heftige udfald mod ensidigt venstreorienteret præk i DR's udsendelser.
I 1973 var Erhard Jacobsen og Socialdemokratiet kommet så langt fra hinanden, at han stiftede sit eget parti, CD, som under hans og siden datteren Mimis ledelse spillede rollen for forligsparti i Folketinget frem til sidste års novembervalg, hvor partiets humanisme ikke kunne finde en niche i vælgerkorpset.

Ikke under Nyrup
Erhard Jacobsen har selv sagt, at han aldrig havde forladt Socialdemokratiet, hvis det under Anker Jørgensen havde ført den politik, som Nyrup og Lykketoft kom til at præge 1990'erne med. Det var jo hans egne gamle mærkesager, de tog til sig. Bortset fra udlændingepolitikken, hvor partiet rykkede til højre for ham.
Alt dette må give anledning til eftertanke hos den gamle kæmpe, hvis 85-års fødselsdag i dag fejres med udgivelsen af en tilbagebliksbog. Det er ikke Erhard Jacobsen selv, der har skrevet bogen. (Han udgav i 1971 og 1975 erindringsskitser med titlerne Politik blandt mennesker og Et opgør.) Den nye bog er forfattet af den tidligere radioavis-journalist Jette Hvidtfeldt. Det må være sket på grundlag af båndede samtaler med Jacobsen, for livsfortællingen er i jeg-form.
For at få styr på stoffet har Hvidtfeldt søgt at ’vinkle’ det under titlen Erhards sofa – et møbel, hvori så mange vigtige politiske samtaler angiveligt har fundet sted i årenes løb. Til bogens forsidefoto er sofaen sågar hevet ud på parcelhusvejen i Gladsaxe, hvor den står bag den gamle politiker – og får det til at se ud som om, han er blevet sat på gaden.
Sofavinklingen er anstrengt har ikke ført til et heldigt resultat, for Erhard Jacobsens svaghed er – som hans fjender gennem tiderne har gjort grin med – den rablende monolog. Her får vi den over 225 sider. Med en vis alderdommens mildhed, jovist, og med den tilstræbte ærbødighed, Erhard Jacobsen altid har vist sine modstandere, men uden nogen dybere refleksion over, hvad livet har lært Jacobsen.

Kun glimtvis vid
Det er en skam, for i sin høje alder udfolder han stadig det vid, han kunne blænde med fra en talerstol. Men vi får det kun i glimt, som for eksempel her:
»Som ung gymnasieelev erfarede jeg, at voldsom fanatisme ikke betaler sig. Der var langt flere medlemmer af Konservativ Ungdom, da jeg blev student, end da jeg startede på gymnasiet, og en stor del af de nye KU-medlemmer blev givetvis rekrutteret takket være min evindelige agitation for Socialdemokratiet og DSU.«
Eller dette svirp:
»Et gammelt ord siger, at ’det er i nøden, du skal kende dine venner’. Vi har nok alle oplevet, at der nu og da kan tilføjes: ’altså når venner er i nød’.«
Erhard Jacobsen har været tæt på danske statsministre fra Stauning til Poul Nyrup, men portrætter bliver det ikke til, kun henkastede bemærkninger. Om Stauning får vi blot at vide, at han i 1939 advarede den unge Erhard Jacobsen, der var ved at bestige en talerstol:
»Pas på, den ikke vælter med dig. Den står ikke ret godt fast.«
En anelse tættere kommer vi på Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, som Erhard er omhyggelig med at rose for den professionelle dygtighed, de bestred deres embeder med. Samtidig lader han skinne igennem, at han ikke bryder sig om deres menneskelige egenskaber, som blandt andet kom til udtryk i den luskethed, hvormed de fordrev CD og Kristeligt Folkeparti fra den borgerlige regering i 1988.
Ærgerligt er det, at Jette Hvidtfeldt ikke har holdt Erhard Jacobsen fast – også på den evne til nuanceret bedømmelse, han faktisk har. Hør som eksempel på, hvad bogen kunne være blevet, denne vurdering af besættelsestiden, hvor Erhard Jacobsen selv var aktiv i modstandskampen:
»For en dansk regering måtte en stor del af modstandsbevægelsens initiativer med jernbanesabotage og fabrikssabotage ses under den synsvinkel, at det var brud på aftalen med den tyske værnemagt, og derfor i givet fald kunne bruges som påskud til at indføre det hårde styre. Hos store dele af modstandsbevægelsen var det netop, hvad man ønskede. Det havde jeg forståelse for, men min sympati lå afgjort hos dem, der længst muligt søgte at opretholde ro og orden. De mange tusinde jøder, som blev reddet og sendt til Sverige, er for mig et tungtvejende bevis for, at samarbejdspolitikernes holdning var rigtig i demokratiets ånd og tradition.«

*Jette Hvidtfeldt: Erhards sofa, 230 s., ill. 279 kr. Aschehoug. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her