Læsetid: 4 min.

Den evige jøde

I Henry Beans fremragende drama ’The Believer’ bliver en intelligent, ung nazist konfronteret med sine jødiske rødder
28. februar 2002

Ny film
Han er en pæn, ung mand, uhyggeligt veltalende, intelligent og diskussionslysten. Lige fra han var en dreng som (næsten) alle andre i den jødiske skole, stillede han spørgsmål til alt: Guds eksistens, Guds uindskrænkede magt over jøderne, jødernes offerrolle i verdenshistorien og opfattelse af sig selv som Guds udvalgte folk – han kunne simpelthen ikke forstå, at man så betingelsesløst kunne underkaste sig en gud, »en indbildsk tyran,« som jødedommen definerer som »intet andet end intethed.« Men ingen gad høre på ham. Han var upopulær blandt sine kammerater og frygtet af sine lærere, der ikke kunne hamle op med hans retoriske evner og logiske sans.
Han blev frustreret, vendte frustrationerne indad og begyndte at afsky sig selv og hvad han som jøde stod for. Så vendte han sine frustrationer udad og begyndte at hade jøderne og jødedommen. Og nu er det andre ting, han prædiker: Alle hader jøderne, ikke fordi de er rigere, klogere eller har bedre sex end andre, men bare fordi. Jødehad er et livsvilkår – om vi så er klar over det eller ej, så hader vi alle jøder.
Den unge mand bekender sig til nazismen. Kronraget, veltrænet og med et hagekors tatoveret på armen, et SS-emblem på jakken og en altid velformuleret, jødefjendsk bemærkning på læben: »Det eneste, jøderne duer til, er at leve i frygt.«

Slå dog igen
The Believer er en tankevækkende og dybt provokerende film uden forsøg på forsoning eller naiv optimisme. Den udfordrer sit publikum til at mønstre et vist mål af sympati for hovedpersonen, nazisten Danny Balint, der kun synes at drømme om at slå en jøde ihjel. Det er svært at føle med et menneske, som i filmens første scene knalder en forskræmt, jødisk dreng ned på åben gade og håner ham, fordi han ikke tør slå igen.
Men Henry Bean, en garvet manuskriptforfatter, som instruktørdebuterer med The Believer, formår alligevel det svære at nuancere karakteren, så vi interesseret følger med. Først på distancen, men siden helt inde på livet af Danny, da hans udtalte jødehad viser sig at være en forvirret, gudselskende ung mands ekstreme reaktion på en religion, han er født ind i, men som han ikke forstår eller kan acceptere. Hvis de ikke vil lytte, så må de føle, synes at være hans motto.
Som i filmens åbningsscene afprøver han hele tiden den jødiske frygt og tolerance – hvornår begynder de at slå igen, kæmpe for det, de tror på, i stedet for bare at vende den anden kind til? Han bliver konfronteret med en håndfuld holocaustofre, hvoraf en gammel mand under krigen mistede sin tre-årige søn, der blev spiddet på en bajonet af en tysk soldat, for øjnene af faren. Tydelig påvirket af historien råber Danny op – »hvorfor gjorde du ikke noget for at reddde din søn?« Hovedrystende ser manden på ham – man forstår dem begge og aner den erfarings- og følelsesmæssige kløft, der er mellem dem.

Tiden rinder ud
The Believer er en fremragende film. I rollen som Danny lægger unge Ryan Gosling ansigt til de mange refleksioner, som Henry Bean har gjort sig. Hadet lyser ud af Goslings Danny, men bag ved fornemmer man den sårbare, forvirrede dreng, og efterhånden som filmen skrider frem, og Danny drages af sine rødder, viger hadet for sorgen og kærligheden til Gud. Som i en nervepirrende scene, hvor Danny og hans nazivenner skænder en synagoge, og han prøver at forhindre dem i at røre den hellige skrift, Toraen. Men da de svarer ved at spytte på skriftrullerne og rive dem i stykker, kan han kun se bedrøvet til af frygt for at blive afsløret.
Danny involverer sig med en gruppe velbjærgede fascister (bl.a. Theresa Russell og Billy Zane), som tror på oplysning og samtale som våben til at få amerikanerne til at indse, at noget må gøres, før samfundet degenererer totalt. De kan bruge hans retoriske evner til at skaffe penge, og Danny tiltrækkes af det på én gang militante og intellektuelle miljø, ligesom han forelsker sig i lederens udfordrende datter (Summer Phoenix).
Men Danny er i udpræget grad et menneske i konflikt med sig selv. Der er ingen lette løsninger i hans liv, og tiden synes at være ved at rinde ud.

Hvor var far
Der er grundlag for mange timers teologisk diskussion på baggrund af The Believer. Henry Bean tager ikke som sådan stilling eller vælger side. Hans interesse har ligget i at skildre et menneske på kanten og lave en film om antisemitisme og nynazisme, som vender blikket andre steder hen end f.eks. den rystende American History X, hvor det er white trash, der på grund af fattigdom, rodløshed og mangel på muligheder tiltrækkes af en fascistisk ideologi, som trods alt tilbyder en forklaring og en løsning.
Danny Balint er ikke en typisk nynazist, som har haft en problematisk barndom og kommer fra dårlige kår. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være gået ham, havde lærerne i skolen været villige til at diskutere, når han kom med et af sine mange, logisk velfunderede, men teologisk problematiske spørgsmål.
Skal jeg udtrykke noget negativt om The Believer, næsten som en eftertanke, så er det en undren over, at Dannys far, en halvfrafalden jøde, aldrig synes at have taget sig tid til at tale med sin søn – måske kunne han ikke, måske ville det have taget fokus fra hovedhistorien, skulle den sti udforskes.
Men under alle omstændigheder er Henry Beans bemærkelsesværdige debutfilm en af den slags sjældne oplevelser, som bliver siddende i både hoved og krop.

*The Believer. Instruktion: Henry Bean. Manuskript: Henry Bean og Mark Jacobsen. Amerikansk (Empire og Palads i København). Filmen får premiere i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu