Læsetid: 5 min.

Det farlige spejlkabinet

Hvad sker der med karismatiske ledere, som Amdi Petersen og Peter Brixtofte, der beruset af egen magt og evner, forfører omgivelserne og kommer derud, hvor de føler, at de ikke behøver at følge gængse spilleregler?
19. februar 2002

Magtens mænd
Farums borgmester Peter Brixtofte (V) har i dagevis ryddet avisforsider og optaget tv-kanalernes nyheds-udsendelser. Men i går dukkede en anden magtfuld leder op, som med garanti vil gøre ham rangen stridig de næste dage: Skoleimperiet Tvinds grundlægger Mogens Amdi Petersen.
Begge – så forskellige de end måtte være – beskrives som karismatiske og visionære ledere med stor begavelse, der evner at undertvinge sig deres omgivelser betingelsesløst.
Viceborgmester i Farum, Per Edrén (K) har i Politiken fremført, at Venstres gruppe i Farum til tider optræder »sekt-agtigt«, fordi alt det Brixtofte gør, opfattes som rigtigt, og alle gruppemedlemmer ser op til ham. Et medlem af den socialdemokratiske gruppe har brugt ordet »hjernevask« i forbindelse med venstrefolkene i Farum.
Og når nu den længe forsvundne Mogens Amdi Petersen ganske ufrivilligt har gjort sit indtog på mediearenaen via sin anholdelse natten til søndag, er det nærliggende at spørge, hvordan disse karismatiske ledere bærer sig ad med at fortrylle mennesker og opnå en så egenrådig magt, at ingen tør modsige dem.
Begge de herrer lever ifølge beskrivelserne op til en styreform, der hedder: Enten er man inde eller også er man ude – ingen kan sige nej eller kritisere. Så må de gå.
Hvad får ellers tænkende mennesker til at underkaste sig og beundre én enkelt overbevisende og begavet leder så betingelsesløst?
For det første er disse mennesker beundringsværdige. Den solidariske og idealistiske lærer fra Fyn havde visioner og handlingsanvisninger til at bekæmpe udbytningen af den tredje verden. Og Brixtoftes bedrifter i Farum bliver ofte fremhævet i offentligheden som succeshistorier. Dertil beskrives Brixtofte som en mand med høj begavelse og som en stor politisk strateg. Amdi Petersen har på sin side haft stor modvind i offentligheden de seneste årtier, men han er lige som Brixtofte en mand, der er født til magt og besnærer andre med sin kunnen.

En rem af huden
»I psykologien tales der om, at man som barn er i en speciel fase, hvor man oplever, at man har hele verden i sine hænder, og ens forældre synes, at alt, man gør, er fantastisk. Under ganske bestemte omstændigheder kan det sætte sig fast som en indre vished for, at man har en speciel mission og specielle evner til at udføre denÇ« siger Niels-Ole Døssing, chefpsykolog på Horsens Sygehus.
Alle mennesker, som vil ind i ledende stillinger, skal ifølge Døssing have en rem af den hud, ellers dur de ikke som ledere. De skal have en fornemmelse af, at de gør en positiv forskel, hvor end de er. Det er deres drivkraft.
»Disse karismatiske ledere bruger udelukkende sig selv som ledelsesværktøj. De køber deres kritikere eller truer dem, og bruger ikke de normale aftalesæt. Miljøet lukker sig om sig selv, fordi det tjener lederen og hans omnipotens. Deres akilleshæl er, at de vil fastholde sig selv i centrum, og så bryder de spillereglerne. De siger: ‘Jeg har den her fantastiske vision; jeg har opbygget det her, så hvorfor skulle jeg ikke have ret til at bryde reglerne i en god sags tjeneste.’ Det er en meget velkendt og farlig glidebande,« siger Niels-Ole Døssing.
»Alle ledere kommer i en konflikt, hvor de tror, at den magt de har fået, er givet dem i kraft af deres personlighed og ikke deres færdigheder. Det er deres drive, at de tror, de er noget særligt. Det er modspillet, der gør, at ballonen bliver på jorden. Har man derimod absolut flertal, bestyrkes man i troen på, at det er mig, det handler om.«
Professor i socialpsykologi på RUC, Lasse Dencik, taler om »magtens beruselse«, der gør, at lederen bliver grænsesøgende og hele tiden tager et skridt mere, for at se, hvor langt han kan gå.
»Denne selvforgudelse kan kun komme, hvis man har succes bag sig. Beundring kommer af succes. Disse ledere lever i en slags spejlkabinet, hvor de kun ser sig selv. Der er ingen til at korrigere, for de folk, man omgiver sig med, har ikke et tillidsforhold til én, men et beundringsforhold.« siger Dencik.

Magtbasen
Men hvorfor er der ingen, som trykker på alarmklokken?
Fænomenet er langt fra ukendt, siger organisationskonsulent, Elsa Schmidt, der er arbejder med ledelse og personaleudvikling.
»Som det er fremgået af pressen har både Peter Brixtofte og Mogens Amdi Petersen de klassiske magtbaser. Det er ikke noget specielt for disse to sager,« siger hun.
Magtbasen, der kan få folk til at undlade at kritisere, selv om der er grund til det, er ifølge Elsa Schmidt, at lederen er i en position, hvor han besidder en legitim magtposition og kan belønne eller straffe folk. F.eks. ved at fyre medarbejdere. Hvor lederen kan tvinge folk til holde
uenigheder inden døre af hensynet til gruppen, og hvor lederen beundres af mange, fordi han eller hun er særlig dygtig og visionær og har gjort noget positivt, som alle taler om og gerne vil efterligne.
»Det skal der til for at lukke munden på kritikere. Ellers sker der det, som vi også kender masser af eksempler på, at de uenige forlader organisationen,« siger Elsa Schmidt.
I tidens løb har afhoppere kunne berette om totalitære forhold i Tvind-imperiet, og udskiftningen af embedsmænd og byrådspolitikere i Farum er tilsyneladende også over gennemsnittet.

Medskyldige
Tvind-afhoppere har desuden fortalt om, hvordan kritik ikke accepteres i skolesamvirket, om selvundertrykkelse og skabelsen af et fordrejet verdensbillede, der slavisk følges.
Og byrådspolitikere i Farum har senest i Ugebrevet Mandag Morgen under overskriften Management by fear fortalt, hvordan bykongen kan forvandles fra venlig til frådende og aggressiv uden forståelse for, at nogen vover at kritisere ham.
»Brokker vi os, bliver vi overhældt med skidt og får at vide, at vi ikke har forstand på noget...Ç« siger Sabine Kirchmeier-Andersen (S) til ugebrevet. En anden socialdemokrat opgav sin byrådsplads, fordi hun var bange for at blive chikaneret af Brixtofte.
»Hvis man aldrig får et modspil, der har samme kaliber som en selv, så begynder lederen at tænke, at de andre er nogle dumme får, der ikke kan noget og bare gør, hvad de siger... derfor behøver de ikke at høre på dem. Når en meget stærk magtbase kombineres med hårde menneskelige sanktioner, vil de fleste være bekymrede for, om de kan
beholde deres position. Og når man har holdt mund med kritik i noget tid, så vil de fleste anstændige mennesker opleve sig selv som medskyldige,« siger Elsa Schmidt.
Hun forstår godt, at det kan opleves som »sekt-agtigt« i Farum. Guruer har ifølge Elsa Schmidt en lignende magtbase, og det kan være svært at forklare, hvorfor man har beundret en mand og lukket øjnene for hans dårlige sider:
»I den sociale omgangsform kan disse fænomener ligne omgangsformen i sekter, hvor man har en ubetinget tro på lederen og ikke anfægter ledelsens ord, for så er man ude,« siger Elsa Schmidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her