Læsetid: 2 min.

Farum skriver historie

Det er første gang en kommune sættes under administration på grund af ulovligheder, siger ekspert
20. februar 2002

Farum Kommune blev efter et møde mellem borgmester Peter Brixtofte og Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i går sat under administration.
»Kommunens gæld er så stor, at den ikke overholder kassekreditreglerne, og samtidig er lån for 450 millioner kroner optaget ulovligt,« fastslog ministeren.
»Det er helt evident, at kommunen har overtrådt reglerne om optagelse af lån. Derfor er Farum Kommune nu sat under administration.«
Sagen er på flere måder usædvanlig, vurderer professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet.
»Det er en historisk situation på flere måder. Det er første gang en kommune sættes under administration med henvisning til, at der er begået ulovligheder,« siger Poul Erik Mouritzen.
En kommune kommer normalt under administration, når den ikke kan overholde den såkaldte kassekreditregel, der siger, at en kommune altid skal have en positiv kassebeholdning set over et forløb på 12 måneder.
Men sagen er også usædvanlig på andre punkter.
»Der er tale om uhørt store dimensioner af ubalance. Det er historisk store beløb, der er tale om,« fortsætter professor Poul Erik Mouritzen.
Udover en gæld på 450 mio. kr. kører der desuden en sag, hvor Tilsynsrådet kræver, at kommunen deponerer 600 mio. kr. for salget af Farum Park.

Klare overtrædelser
På et efterfølgende pressemøde ville Lars Løkke Rasmussen ikke tage stilling til, om lovovertrædelserne var begået i ond tro, men sagde, at reglerne på området var præcise og ikke til at misforstå.
»Der er begået klare overtrædelser, « konkluderede indenrigsministeren.
Peter Brixtofte ville efter mødet ikke løbe fra, at reglerne var overtrådt, men fastholdt, at reglerne var ufleksible og ikke tilpasset »vækstkommuner, der investerer stort«.
Det var Løkke ikke enig i.
»Det er muligt at søge tilladelse om dispensation. Det har andre kommuner gjort forud for store opkøb og har fået lov. Men loven er indrettet til at give tilladelser. Ikke efterfølgende tilgivelser.«

Fire under administration
Det er sjældent, at en kommune sættes under administration. Siden 1989 er det sket for 18 kommuner, og på nuværende tidspunkt drejer det sig om fire. Udover Farum er det Jægerspris, Ravnsborg og Nørre Djurs kommuner, oplyser Indenrigsministeriet.
Administrationen af Farum Kommune betyder, at kommunen skal melde tilbage til ministeriet en gang om måneden, så myndighederne kan følge med i alle økonomiske beslutninger. Beslutningerne skal følge en økonomisk handlingsplan kommunen vedtager sammen med ministeriet. For de andre kommuner sker tilbagemeldingen kun en gang i kvartalet, men på grund af Farum-sagens skærpende omstændigheder har ministeren krævet, at kommunen holdes i endnu kortere snor.
»Vi skal nu have lavet en handlingsplan sammen med Indenrigsministeriet, og det er vi parate til,« sagde Peter Brixtofte, som mente, at han er den bedste til at lede det arbejde, fordi han kender kommunens økonomi bedst.
Indenrigsministeren ønskede ikke at kommentere, om Peter Brixtofte er den rette til at få kommunen på fode igen. Det kan kun afgøres af byrådet i Farum, sagde ministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her