Læsetid: 4 min.

Film i tv

22. februar 2002

(2. sektion)

*John Ford vendte tilbage fra Anden Verdenskrig som admiral, men modsat mange af sine andre højt dekorerede Hollywood-kolleger gik han ikke i gang med en Stor Betydningsfuld Film, men vendte tilbage til sit elskede westernlandskab. My Darling Clementine kunne dog også have heddet Hvad vi kæmpede for, for med Henry Fonda som den legendariske lovhåndhæver Wyatt Earp, med Walter Brennan som en infam skruppelløs skurk og med Tombstone som et symbol på den vestlige civilisation har det ikke været svært for Ford at se de aktuelle paralleller i historien. Tilmed filmer han i sort-hvid, hvilket giver den fremragende western et præg af barskhed og mørke. Filmen er en af hans klassiske westerns, stramt bygget op og fortalt med rolig målbevidsthed. Og så rummer den nogle af de poetiske højdepunkter, der gør Ford til den beåndede digter blandt de store gamle instruktører. F.eks. en sekvens, der på papiret er ganske enkel: Den lidt stift generte Wyatt Earp går med sin Clementine henimod en nyligt opført estrade, hvor man er ved at holde en dansesammenkomst i anledning af opførelsen af Tombstones kirke. Og selvfølgelig skal Earp og Clementine danse med, på én gang elegant og formelt, for Earp kan med sit tunge ansvar aldrig blive et problemfrit medlem af fællesskabet. Filmen giver i det hele taget Henry Fonda flere af hans stjernestunder, opnået uden at han tilsyneladende behøver anstrenge sig det fjerneste: Bemærk hvordan han skaber en helt balletagtig virkning ved at vippe på sin sherif-stol eller nærmest hvisker sin afsluttende afskedsreplik: »I sure like that name, Clementine!,« så man aldrig glemmer den. Ak ja, er det ikke snart tid til flere Ford-film på tv-programmerne?
My Darling Clementine. TV 2, lørdag kl. 13.45-15.25

*Dean Martins klassiske crooner-hit Amore er den let ironiserende kendingsmelodi i denne populære komedie fra 1987, hvor Nicolas Cage er i sit es som impulsiv og lettere bøvet Brooklyn-bager. Filmen handler om newyorker-italieneres kærlighedsforviklinger, og det er Chers enke Loretta, der er genstand for Cages hede længsler. Det fører til kærlighedsscener med lige dele komik og romantik. Cher viser erotisk sødme og og kontant humor, men pudsigt nok tager hun sig klart smukkere ud, inden hun dulles op og vækker jubel som postuleret svane end efter denne store strømlinede hollywoodske forvandling – en cadeau til kunstigheden, der ikke klæder filmen. Den er instrueret af Norman Jewison som en veloplagt, letfordøjelig sammenkogt ret om over alle grænser familiebevidste og romantiske italienere.
Moonstruck/Lunefulde måne. TV3, lørdag 15.35-17.35

*Preben Kaas’ drastiske Dynamit-Harry har en større rolle i denne Olsen-bande-levering fra 1973. Det er en af seriens mest dramatiske film, fuld af sviende nederlag, indbyrdes splittelse og uventede triumfer. Selv en tur i køleboks med påfølgende optøning spares Egon ikke for. Dynamit-Harry er den, som Egon må satse på i starten, for Harry er den eneste, som dukker op for at modtage ham uden for Vridseløselille. Et mislykket pengeskabskup bragte Egon i fængsel, og Dynamit-Harrys hang til de våde varer var skyld i miseren. Men nu er Harry gået på vandvognen og tilbyder et nyt samarbejde. Men hvad med Benny og Kjeld? – Jo, sørgeligt nok arbejder de pænt og ordentligt for en købmand og har faktisk opsagt samarbejdet. Den med god grund vrede og skuffede Egon må holde sig til Dynamit-Harry, foreløbig i hvert fald. – En veloplagt Olsen-bandefilm.
Olsen-banden går amok. TV 2, lørdag kl. 20.00-21.45

*Ewan McGregor den meget alsidige skotte, har den lidet glamourøse helterolle i Little Voice fra 1998. Den engelske film er på overfladen socialrealisme, men i virkeligheden et eventyr om, hvordan en overset pige ved hjælp af kunstnerisk talent kan hæve sig over et nedslående miljø. I en lille nordengelsk kystby findes, ukendt for alle, en sangbegavet pige, der er i stand til at præstere utroligt vellignende cover versions af Judy Garlands, Marilyn Monroes, Shirley Basseys og andre berømtheders sange. Hun indøver dem i isolation på sit ydmyge pigeværelse, og da hun er abnormt genert, har ingen fået nys om hendes talenter, før hun kan en hel sangskat udenad. Men så går det også stærkt, og hun bliver en lokal sensation. – Jane Horrocks fortjente selv et mere afgørende gennembrud i rollen som den uskyldige sanglærke – Horrocks spillede i øvrigt den diametralt modsatte figur, da hun var den vrængende, aggressive og anorexi-plagede teenage-tvilling i Mike Leighs Life Is Sweet. Michael Caine ses som lurvet agent, Jim Broadbent som billig natklubejer, og også Brendan Blethyn har en større rolle. – Ewan McGregor dukker også op i den engelske arbejderkomedie Brassed Off fra 1996, hvor Pete Postelthwaite er ildsjælen Danny, der leder sit kære, traditionsrige messingband i en nordengelsk mineby. Orkestret er med til at sammentømre minearbejderne, da arbejdsløshedens spøgelse truer. Danny har selv været minearbejder og fået sit helbred ødelagt, men strækker ikke taktstok i modgang, og efterhånden får han fyret op under de mismodige minearbejdere med styrkende messingsuppe. – Brassed Off er også kun på overfladen socialrealisme, først og fremmest en socialrealistisk komedie lidt i stil med verdensuccesen Det’ bare mænd. Men bag forsorne jokes og krasbørstig humor ligger harmen over social uretfærdighed. Og i centrum af det hele står Postelthwaite med sit prægtigt grimme, livsmærkede ansigt, sin musikalske ildhu og strenge disciplin, når det gælder orkestermedlemmernes pligter. Kendte yngre navne som Ewan McGregor og Tara Fitzgerald falder ubesværet ind i helheden, og Mark Herman har instrueret uden den glathed, der så ofte udjævner de sociale knaster i en sådan historie.
Little Voice. DR2, søndag 20.55-22.30
Brassed Off. Sverige 1, onsdag kl. 21.30-23.15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu