Læsetid: 4 min.

Film i tv

15. februar 2002

(2. sektion)

*Tim Robbins skaber de bedste gys i denne paranoia-thriller med sit snedigt kalkulerede portræt af den perfekte parcelhusnabo. Med kortklippet pandehår, anonyme sweatre og lavmælt stemmeføring går Robbins i ét med forstadstapetet som hyggelig farfigur i en veltilpasset familie på fem, hvor konen altid er leveringsdygtig i solidariske smil. Det er næsten for godt til at være sandt – og er det selvfølgelig heller ikke. Robbins leverer i virkeligheden en dræbende parodi på den moderne fordringsløse patriark. Plakatens reklametekst: »Hvor godt kender du din nabo?« røber for meget, for man aner alt for tidligt, at den fordringsløse facade skjuler dystre hemmeligheder. Også Jeff Bridges’ historieunderviser Michael, sætter sig for at grave i mandens fortid. Og med efterårets amerikanske miltbrand-psykose i frisk erindring får plottet en uvelkommen aktualitet. Michael er nemlig fikseret på det amerikanske terroristproblem, der ikke lader sig løse, så længe voldsmændenes motiver fortaber sig i mørket. Og her tænkes ikke på araberes voldshandlinger, men på amerikanernes egen terrorist-avl. Barbecue-selskaber, baseball-træning af poderne og hyggelige rødvinsmiddage danner på effektfuld vis ramme om spændingen og mysteriet. Desværre overspiller både Jeff Bridges og instruktøren Mark Pellington deres kort i historiens sidste tredjedel, hvor troværdigheden går fløjten, og biljagter og nævekampe bliver nødløsningerne. Men inden da skaber Pellington gode gys ved at holde fast i en hverdagstone, der regelmæssigt brydes af små farlige bevidsthedsryk og pirkende stik af bange anelser.
Arlington Road. DR1, fredag kl. 21.30-23.25

*Billy Wilder har måske lavet den sjoveste film nogensinde bestående af ren, uforfalsket morskab uden andre end uartige bagtanker. Some Like It Hot (1959) beskræftede sin klassikerstatus ved genudsendelsen sidste sommer, og den blev genstand for en af de mest ødsle filmbogudgaver nogensinde, en rigt kommenteret og illustreret version af manuskriptet på forlaget Taschen. Behøver man minde om, at det er her Marilyn Monroe spiller den dårende dejlige sangerinde i et kvindejazzband, hvor også Jack Lemmon og Tony Curtis tumler rundt i kjoler. Hvilket udsætter Lemmon for at blive kurtiseret vildt og inderligt af Joe E. Browns elskelige og permanent liderlige millionær Osgood Fielding.
Some Like It Hot/Ingen er fuldkommen. TV3, lørdag kl. 21.45-00.10

*Morten Henriksens Magnetisørens femte vinter fik ikke helt det biografpublikum, den fortjente. Midt i en Dogme-tid er noget helt modsat: En dyr historisk romanfilmatisering, ekspressivt fotograferet af Dirk Brüel og instrueret med sikker hånd af Morten Henriksen. Filmen er nok mainstream, men ikke tandløs, nok traditionel, men ikke upersonlig. – Grundlaget er Per Olov Enquists meget læste roman fra 1970 om magnetisøren Meisners omstridte bedrifter i en lille nordsvensk by ved begyndelsen af 1800-tallet. Meisner-figuren er inspireret af magnetisøren Mesmers omtumlede karriere, der spændte fra mirakuløs lægegerning i Europas højeste kredse til dyb vanære og glemsel. Men Morten Henriksen, der også har skrevet manuskriptet, forholder sig meget frit til det litterære forlæg, der fra Enquists hånd er mere dokumenterende end dramatisk udformet. Henriksen har flyttet det dramatiske tyngdepunkt væk fra magnetisøren og indsætter i stedet hans modsætning, den solide, jordbundne, tolerante provinslæge Selander og dennes blinde datter Maria som historiens egentlige hovedpersoner. Den mystiske magnetisør Meisner bliver katalysatoren, der skaber den psykiske og fysiske helbredelse, som Selander trods god vilje, lægelig dygtighed og megen fader-kærlighed ikke magter at tilvejebringe. Men det er Ole Lemmekes Meisner, der giver historien krydderi og kulør, spillet som en pirrende blanding af ægte healer og antydet charlatan, med stor sans for ydre effekt, men også med resultater, der ikke kan afvises. Sære hændelser tyder på evner, der rækker ud over den datidige (og nutidige!) lægevidenskabs formåen. Meisner slår sig op som en blanding af healer, terapeut og hypnotisør, og Maria forelsker sig i den karismatiske modelæge. Men hans metoder er ikke alle lige fine i kanten, og et opgør med Selander venter forude. Den store, massive Rolf Lassgård er fremragende som Selander, jævn, varm og såre menneskelig, i effektfuld kontrast til Ole Lemmekes karismatiske alvorsmand Meisner med fast blik og velformet tale.
Magnetisørens femte vinter. DR2, søndag 20.50-22.50

*Sylvester Stallone spiller i Cop Land fra 1997 en tungnem og halvdøv strisser, der ikke er så let at korrumpere som sine Mafia-finansierede kolleger. De dækker over hinanden med stor konsekvens, da to sorte fyre bliver dræbt ved et jagtuheld. Så gode navne som Robert De Niro, Harvey Keitel og Ray Liotta medvirker og er passende røgede og spegede, men for dette blads anmelder, Eva Jørholt, var det dog den så ofte (og berettiget) presseudskældte Sylvester Stallone, der tog stikket hjem: »Som den godmodige sherif, der ikke kunne komme ind ved N.Y.P.D. på grund af sin høreskade og nu længselsfuldt skuer over mod The Big Apples hektiske lys, afslører Rocky/Rambo sig som skabs-skuespiller (...) Han fremstår her som en godhjertet drømmer med vom og stumpende bukser over de fornuftige fodformede sko. Mod alle odds er han perfekt castet til rollen: Tung, godmodig og dog både snu og handlekraftig, når det virkelig gælder,« skrev Jørholt. – James Mangold, kendt for
Heavy, har instrueret.
Cop Land. TV 2, søndag kl. 20.55-22.35

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu