(2. sektion)
*Peter Sellers hævdede, kun delvis i spøg, at han ikke spillede komedie som Mr. Chance han var mr. Chance. Der er tale om hovedpersonen i Hal Ashbys drilagtigt satiriske komedie om den mentalt retarderede Chance, der hele sit liv har levet bag høje mure i en lille have med fjernsynet som sin eneste kilde til viden om, hvad der foregår ude i den store verden. »En tv-alderens Kaspar Hauser,« som Henning Jørgensen kaldte ham i sin anmeldelse her i bladet. Da Chances gamle formynder dør, kastes han ud i det pulserende liv, hvor han begår sig forbløffende godt. Han bliver en forkælet gæst i et finansfyrstes hjem og får efterhånden ry for at være en vismand et orakel, som selv USA s præsident tager bestik af. Pointen er, at ingen lytter til, hvad han egentlig siger, men projicerer deres egne ideer ind i hans ord. På den måde kan selv en imbecil få ry af at være en klog mand! Satiren er finurlig og veldoseret i Hal Ashbys neddæmpede instruktion og Peter Sellers præstation er som Jørgensen skrev: »spøgelsesagtig virtuos«. »Engang var der en person bag min maske, men jeg fik den bortopereret,« sagde Sellers, der døde kort efter at filmen havde premiere herhjemme i foråret 1980. Shirley MacLaine, Melvyn Douglas og Jack Warden er blandt de øvrige medvirkende.
Welcome Mr. Chance, Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.20
*Julia Roberts er den juridiske skarp-hjerne Darby Shaw, som ikke behøver stort mere end et kast med de viltre lokker og et blik i de tonstunge jurabøger for fluks at forfatte et afslørende notat om et djævelsk indviklet mordkomplot i Det Hvide Hus. Der trækkes hårde veksler på ens godtroenhed (men den strækker sig langt, når det gælder Julia!). Heldigvis er Denzel Washingtons journalist, Gray, også på sporet af den nedrige sammensværgelse, og sammen kæmper han og Julia nu mod overmagten i denne John Grisham-historie, som ikke ligefrem brillerer ved sandsynlighed. Elementær spænding af lufthavnslitteratur-agtig art, Julia som dådyrskræmt jura-kvinde og Denzel som uigennemskydelig solid reporter redder dog en del i land.
Alan J. Pakula har instrueret.
The Pelican Brief/Pelikan-notatet. DR1, lørdag kl. 22.15-00.35
*Jaye Davidson skaber som den mørkhudede sangerinde Dil et autentisk romantisk sug i The Crying Game Neil Jordans hypnotiserende og udfordrende spændings- og kærlighedsdrama fra 1992. Men mere skal der ikke røbes om den rolle, Davidson spiller. Den karismatiske skuespiller har mærkeligt nok siden kun medvirket som den onde solgud Ra i Stargate året efter, samt i en tv-film, og står i Jordans film for en overraskelses-effekt, der virkelig batter. Men det er Stephen Rea, som har hovedrollen (hans bedste) som den desillusionerede IRA-aktivist, der lærer en af sine engelske fanger (Forest Whitaker) så godt af kende, at han vægrer sig ved at dræbe ham. Rea opsøger englænderens efterladte kæreste (Davidson), og det bliver til en forelskelse, der med et mildt ord vender op og ned på hans tilværelse. Hvad filmen egentlig handler om, er ikke sådan at sammenfatte i få ord: tyngende skyld, erotisk besættelse, retningsløs fanatisme, fælder, der klapper, og nye verdener, som åbner sig. Det giver alt sammen kun vage antydninger om en forførerisk filmoplevelse, der genremæssigt befinder sig et frugtbart sted mellem amerikansk kriminel noir-inspiration og psykologisk dybdeboring af mere
europæisk tilsnit. Neil Jordan fik fortjent en Oscar for sit originalmanuskript. I en birolle ses Jim Broadbent som en bartender, der rendyrker kunsten at sende vidende blikke. Broadbent spillede senest direktøren Zidler i Moulin Rouge, en overstyret præstation, men se ham i The Crying Game og oplev en ganske anden subtil og overbevisende skuespiller!
The Crying Game. DR2, søndag kl. 21.00-22.45
*Paul Thomas Anderson stortalent på 32 år, er nu mest kendt for den stort anlagte Magnolia (1999), men han brød igennem to år før med endnu en helaftensfilm,
Boogie Nights, om den amerikanske pornobranche, som den så ud for en snes år siden. Anderson så efter eget udsagn en masse af faderens pornofilm, fra han var 10 til 17 år gammel, og det er baggrunden for Boogie Nights indforståede beskrivelse af pornobranchens storhed og fald. Frigørelses- og pionérånden fra 1970erne kunne ikke føres videre til de mere kyniske og afstumpede 1980erne, hvor porno blev en ren video-industri. Hovedpersonen er den unge køkkenmedhjælper Eddie Adams (Mark Wahlberg), hvis skjulte talent opdages af den erfarne Jack Horner (Burt Reynolds). En succesrig boss i branchen, hvis erklærede drøm er at lave pornofilm, der er »sande og rigtige og dramatiske«. Eddies hemmelige begavelse er en penis i overstørrelse og, viser det sig, en lige så usædvanlig evne til under optagelserne at bruge den mange gange lige efter hinanden. Horner lever sammen med sin yndlingsstjerne, Amber Waves (Julianne Moore), og de bliver en slags erstatningsforældre for Eddie. Og så bliver Eddie til Dirk Diggler, en efterspurgt pornostjerne, der prøver at forbedre produktets kvalitet ved at indføre regulære spændingshistorier som ramme om knaldene. Hvorefter Dirk Diggler forvandles til Brock Landers, langt ude inspireret af Eddies store forbillede Bruce Lee.
Filmen prøver at gøre regnebrættet op for sine 1970er-swingere og er lige ved at havne i den moralistiske fælde og tvære de basalt søde mennesker ud i vold, prostitution og narkomisbrug. Denne mest midlertidige nedtur er lige så forudsigelig, som den er triviel. Men det meste af tiden holdes man i ånde af den usædvanlige, indforståede miljøskildring og de farverigt tegnede figurer: De glade porno-pionerer fra 1970'ernes slutning uskyldens år, hvor video-industrien endnu ikke helt havde fladtrådt film-erotikken, og man stadig kunne bilde sig ind, at hardcore og adult movies havde noget at gøre med hårdkerne-filmkunst for voksne.
Boogie Nights. Sverige 4, søndag kl. 21.00-23.30
