Læsetid: 4 min.

Film i tv

1. februar 2002

(2. sektion)

*Clint Eastwood lavede en af sine mest bizarre og stilsikre film i 1973 med High Plains Drifter – en blanding af amerikaniseret spaghetti-western og metafysisk allegori. Filmen turde være obligatorisk repertoire for stjernens kerne-fans (jeg ikke blandt dem), fordi den rendyrker Eastwoods image som beundringsværdig bad guy ud i det næsten absurde. Han spiller en gådefuld fremmed, der vender tilbage til en lille mineby, hvor han blev myrdet. Så vi har at gøre med en hævnende engel eller snarere djævel, der spreder død og voldtægt omkring sig og til sidst beordrer byen malet rød og benævnt Helvede. – Vist er der sardonisk humor i Eastwoods iscenesættelse af sig selv her med det skeptisk sammenknebne, iskolde blik, den hånligt fortrukne mund og de ekstra søvngængeragtige bevægelser: Stilsans og karisma har manden jo til overmål. Men voldsglorificeringen ligger ikke blot på lur, men klart fremme i lyset i filmen, som i øvrigt også røber en dyb foragt for kvinder som væsner, der kun drømmer om at blive voldtaget.
High Plains Drifter/En fremmed uden navn. TV3, fredag 21.00-23.05

*Tommy Lee Jones’ koparrede bisseansigt egner sig måske bedst til skurkeroller, men som han viser i Blue Sky (i samspil med Jessica Lange), kan han sagtens illudere nuanceret som sensitiv hverdagsamerikaner. Han er ganske enkelt en fremragende skuespiller, der i action-og thrillerbraget Flygtningen yder en af 1990’ernes bedste skurkepræstationer. Filmen skiller sig også markant ud ved sin fræsende energi og spektakulære kraft. Jones spiller den iskolde politimand Gerard, der på udspekuleret vis leder jagten på Harrison Fords Dr. Kimble, som er sigtet for hustrumord, men selvfølgelig uskyldig. Det aner Gerard også, men det afholder ham ikke fra at forfølge Kimble med en målvidsthed, der er blottet for menneskelige hensyn. Tommy Lee Jones giver Gerard en djævelsk, katteagtig smidighed og analytisk intelligens, der ikke er hverdagskost i amerikanske spændingsfilm. Han er gysende god i rollen. Og Harrison Ford er selvfølgelig på hjemmebane som den stakkels forfulgte doktor, en temperamentsfuld og sårbar mand, der ikke bare kan flygte, men også slå igen. – Figuren stammer fra 1960’ernes tv-serie med David Janssen som en lidt bøvet mordmistænkt, på en fire år lang flugt gennem USA. Og manuskriptet bygger på seriens start og det afsluttende dobbeltafsnit. Men filmversionen bærer intet præg af træt genbrug – instruktøren Andrew Davis sørger for herlig kompakt spænding i sin velsmurte, kontante instruktion
The Fugitive/Flygtningen. DR 1, fredag kl. 21.30-23.35

*Islamisk gammelkultur sat over for moderne tankegang – det er et af temaerne i russeren Sergei Bodrovs Oscarnominerede Bjergenes fange. Filmen er fra 1996 og har baggrund i Tjetjenien-krigen, men verdensudviklingen siden har ikke gjort den mindre aktuel. Det er ikke en krigsfilm, men en klog og velfortalt fabel om kulturforskelle og medmenneskelighed på tværs og på trods af stærkt divergerende civilisationsbetingelser. – Handlingen er henlagt til en smukt beliggende landsby i Kaukasus, omgivet af høje, stejle, nøgne bjerge – en lomme i tid og rum. Her tages den unge russiske soldat Vania til fange (sammen med sin kammarat Sacha, der bliver dræbt), og Vania opdager efterhånden, at de isolerede bjergboere, der lever med århundredegamle skikke og ritualer, har gode grunde til tilfangetagelsen. Landsbyens førende skikkelse, den islamiske Abdul-Murat, vil nemlig udveksle de to soldater med sin søn, som russerne holder fangen. Men så skydes sønnen under et flugtforsøg, og hvad skal Abdul-Murat så gøre? Tage livet af Vania – hvilket hans undersåtter helst ser? – Vania betages i al uudsagt ærbarhed af Abdul-Murats endnu ikke helt giftefærdige datter, der ikke kan lade være med at hjælpe ham. Deres kultur og religion er forskellige, men medmenneskeligheden taler samme sprog. Unægtelig en pointe, der rammer nogle ømme punkter netop nu, og Bjergenes fange er i det hele taget en absolut seværdig film, der fint underspiller sit humanistiske budskab og sætter det ind i en ramme af munter lethed. Den viser et lille folks værdighed og modstandsvilje på en måde, der – blottet for storladne fagter – ånder stilfærdig forståelse og solidaritet. – Manuskriptet bygger i øvrigt frit på Tolstoj-novellen Fangen fra Kaukasus.
Kavkazskii plennik/Bjergenes fange. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-22.50

*Melanie Griffith kan gøre sin pivstemme både sensuel og irriterende – og også, som her, bruge den som et bedrag, der skjuler en intelligens langt over barbie-dukkeniveauet. Working Girl er en kvik newyorker-komedie med en overskuelig mening – nemlig den, at klasseskel ofte drages vilkårligt og uretfærdigt. Griffith er den idérige sekretær, der fagligt er overkvalificeret til sit job i et vekselererfirma, hvor hun da også loves forfremmelse. Men det er først, da hendes hovne kvindelige chef –
ætsende skarpt spillet af Sigourney Weaver – brækker benet under en skiferie, at den arbejdende pige bliver en ledende pige. – Det er altså en Askepothistorie fra den grumme kontorverden, hvor der – trods al kammeratlighed – kan være sociale afgrunde mellem chefer og ansatte. En afstand, som Melanie Griffith dog er kvinde for at formindske, også romantisk. Hendes affære med chefen, Harrison Ford, er nu ikke det bærende i filmen, der er godt iscenesat af den drevne, elegante fortæller, Mike Nichols. Han har især et fint greb om scenerne med kontorpigerne. Joan Cusack er en af disse menige kontorslaver og leverer mange af filmens sjoveste påhit.
Working Girl. TV2, lørdag kl. 21.30-23.35

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her