(2. sektion)
Radio
Der har lagt sig en resignationens mathed over den mindste halvdel af landets befolkning, mens den officielt største halvdel lader, som om den jubler. Matheden kom tydeligt til udtryk, da Marianne Jelved, morgenen efter det store blokforlig, skulle kommentere det politiske fait accompli, som tirsdagen blev mødt med. Det var klart, at hun, der ellers nok plejer at kunne give udtryk for sine meninger, var mere eller mindre groggy efter at have oplevet, hvordan hendes traditionelt tungen-på-vægtskålen-parti blev sat uden for døren af Dansk Folkedanserparti. Den radikale sprechstallmeister kunne kun kvinde sig op til at notere, at det, regeringen havde foretaget sig, var fuldt lovligt og efter reglerne, og ingen kunne bebrejde den noget i den retning. Som om nogen havde villet det. Kun en mat kommentar til formen ikke et eneste ord om indholdet.
At den officielt største halvdel af landets befolkning »...lader, som om den jubler« dækker over, at det vist ikke er hele den officielt største halvdel, der jubler. Der går som en tøven gennem flere stænder, der uden tvivl består af folk, som overvejende har stemt borgerligt industriens, handlens og landbrugets folk et: »Hov-hov godt ord igen sådan var det heller ikke ment, da vi satte vores kryds, hvor vi gjorde.«
Men, som en klog mand skal have sagt jeg har som sædvanlig glemt, hvem det er, jeg citerer: ».«
Og han, som jeg har glemt, hvem var, kunne have fortsat: »Så kan I bare stemme ordentligt en anden gang.«
Flot sagt
Anne Marie Helger udtalte sig om de borgerlige politikere i almindelighed og om kulturministeren i særdeleshed i vendinger, som fru Jelved aldrig ville kunne tillade sig i sin metier. Stedet var hos Ulla Strømberg i »Med og mod strømmen«, (et af de få radioprogrammer hvor man savner undertekster, så man kunne finde ud af, hvem det er, der taler.) Og anledningen var, at Anne Marie Helger har inviteret nogle meningsfæller til en protestsalon på teatret Kaleidoskop, for, som hun sagde: »Når det kniber, så rykker man sammen.« Og denne protestsalon blev der så taget forskud på i radioen.
Fru Helger sagde om de regerende politikere: »Sådan nogle har ikke brug for kunst. Brian er kulturfjendsk. Han er blevet sat på dén post, for hvor skulle de ellers gøre af ham. Han har ikke hjerte for kunst, han har slet ikke fundet frem til sit hjerte.«
Det var selvfølgelig flot sagt. Men det ville have været endnu flottere, hvis kulturministeren havde været til stede. Det havde han imidlertid ikke ønsket, forklarede Ulla Strømberg, og så måtte han jo tage det, som det kom. Eller som en i panelet sagde: »Det er markant, hvor lidt de borgerlige politikere har stillet sig op og forklaret, hvad det egentlig er, de er i gang med.«
Panelets kunstnere havde fundet ud af, hvad enkelte andre også har bemærket, at nedskæringerne rammer kulturen ekstra hårdt. »Det bliver meget synligt, og så kan vælgerne rigtigt se, at der sker noget under det nye regime,« mente en. »Det er ikke særlig vigtigt for politikerne, om vi overhovedet har en kultur,« mente en anden. »Og så får man stækket noget af det frække, eksperimenterende, provokerende og farlige,« mente en tredje.
Alligevel forblev udsendelsen en smule mat. Ganske i overensstemmelse med stemningen i den halvdel af landets befolkning, der måske slet ikke er så lille endda.
